Af: Kirsten Dahl

17. marts 2009

Suttogstur på stumfilmsmaner

Barkentins Teater har altid gjort en dyd ud af at skabe enkelthed i forestillingernes universer og af at skabe og holde en god kontakt til publikum. Den kvalitet viderefører teatret i 'Suttog' der også viser, at teatret formår at gå længere ned i publikumsalder end sædvanligt.

En stråhatklædt Ole Barkentin inviterer publikum ind og ‘snart’ (så snart det kan blive, når man som Barkentin giver sig god tid til at drive lidt gæk med både sig selv og publikum) befinder han sig selv i centrum af en stor stråhat-scenografi. Herfra går det i Tøf-Tøf-Suttog-fart rundt i hattemanegen med farvefyrig lokomotivkørsel på hattens skygge, med hund og fisk tronende live på den store hattepulds top, og med en sikker og respektfuld nonverbal kontakt med de voksne og børn, Barkentin lige har guidet ind at sidde side om side med en de kender: for så kender man én man kan dele oplevelsen med.

Som ene fortæller taler Barkentin ikke meget undervejs i forestillingen. Faktisk har hans optræden nærmest karakter af stumfilm, overført til scenen. Med lystelig (bånd)musik, fokus på mimik og universalmenneskelige komiske detaljer. Såsom hvilken vej det lille lokomotiv med både passagervogn, godsvogn, spisevogn og sutholdig ladvogn kører. For at drille Fortæller-Ole. For at give en rund og cirkulerende rytme til forestillingen. Og for at bringe de tre gange sutter videre i et gear, som alle fra de 1,5 år, som forestillingen spiller for, kan følge med i.

Tre suttekapitler

Ingen er i tvivl om, hvor vi er i historien. Ved ‘kapitlet’ om den røde sut, som hunden fru Madsen dovent afviser. Den blå ditto, som fisken svømmer ignorerende forbi. Eller den gamle hvide, som Fortæller-Ole selv viseligt dropper. For i stedet – som den voksne han samtidig viser at han er – at vælge en majspibe. En pibe han viser er en behagelighed for ham, men også en han gerne vil kunne, men ikke rigtigt magter, at lægge fra sig. Helt genkendeligt parallelt til mange børns forhold til sutter. Og herligt befriet for belærende pegefingre.

Ingen er heller i tvivl om handlingsforløbet, fordi Ole som stum fortæller bladrer sig gennem forløbet ved at vende bladene i en stor sort bog, som han har anbragt på et kunstfærdigt nodestativ. Den store sorte bog varsler trin for trin med enkle fine illustrationer, der ikke gør stads af sig, men ofte morer med tegninger af fx hund med sut, fisk med sut, hvid sut og pibe, hvad der næst står på programmet. Mens mellemliggende sider med små ord og korte sætninger stumfilmsagtigt supplerer forløbet med overskrifter som ‘Sulten!’, ‘Sove’ og ‘Slut’.

Nydelse og samvær

Ole Barkentins force er roen, charmen og den enkle historie ‘om livets store værdier’ som der står i programmet. På den ‘ydre’ indholdsmæssige side fortæller ‘Suttog’, at sutter er nogle, vi holder af, men også nogle det er godt at lukke inde i et Suttogs gule godsvogns rum og eksportere væk. Og at mad og søvn er helt essentielt rare ting.

Og på det ‘indre’ indholdsplan er forestillingen ude i en helt fysisk og stemningsbaseret visning af at livet, når det er bedst, handler om at nyde, tage den med ro, give plads til fantasi, og skabe og holde liv i en god og gensidig kontakt til sin næste. En kontakt, som publikum helt i stil med forestillingens åbne og kommunikerende form – fra en tekst i den sorte bog – opfordres til at udfolde i samtale med hinanden under hele forestillingen.

Sagt med jysk underdrivelse er budskabet altså ikke så ringe endda. Især ikke når det tillige begås i en scenografisk kulisse som pointefyldt forbinder Barkentins hullede stråhat med scenografiens tilsvarende kæmpehat, som også lukkes op i hattepulden og bliver det rum hvorfra selv samme ‘hattemand’ formidler historien.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.