DEBAT
19-09-2020
03-09-2020
22-06-2020
26-05-2020
01-04-2020
27-03-2020
26-03-2020
28-02-2020

Batida: To i et hus og en mus

Batidas nye forestilling for børnehaveungerne ’To i et hus og en mus’ har en skøn humor om det at være uenige – og om at blive gode venner igen. Foto: Ditte Valente

Sus fra en mus

31-03-2010
Batidas nye forestilling er en varm og livsbekræftende forestilling om at være venner. Også selv om man er meget forskellige.
FAKTA
Batida: To i et hus og en mus - Tekst, instruktion og scenografi: Søren Ovesen. Kostumer: Hanne Mørup. Medvirkende: Pernille Christiansen og Kirsten Juul Seidenfaden. Aldersgruppe: 2-6 år. Set på Batidas festival i marts 2010. Turnéforestilling. Kan opleves på Festival 2010 i Esbjerg i april. www.batida.dk

En lillebitte grå mus med absolut X Factor er vinderen i Batidas nye forestilling ’To i et hus og en mus’. Musen gør ellers ikke meget andet end at snuse lidt rundt på kanten af et stort skab, hvor den har sin helt egen muselejlighed på øverste etage.

Men det er musen, der varmer forestillingen op – og det er musen, som til sidst får ungerne til at stå i kø, så de alle sammen kan mærke dens bløde-bløde pels.

For Søren Ovesen har bogstaveligt talt digtet en forestilling om at blive blød om hjertet. Den handler om to kvinder, der bor sammen, men som er vidt forskellige. Den strikse ’Mabel Jensen’ er lige så skrap og rutinevild som den soveglade ’Betty’ er rolig og ubekymret. Mabel står ud af sengen og vasker sig i ansigtet og børster tænder med heftig præcision, mens Betty glemmer det hele, fordi hun har fået øje på sin elskede mus. Og sådan går dagene med småskænderier...

Men selvfølgelig bor de ikke i noget almindeligt hus. For hos Batida er alting lidt skørt og skævt, og deres skabshus er vidunderligt gult med svungne kurver, som var det lige fundet i et kongeligt skabsgemak fra et eventyr. Hanne Mørups kostumer er dejligt pjattede, og forestillingen vrimler med muntre rekvisitter. Rutinekvinden børster f.eks. tænder med vandet fra en kaffekande – og hun reder sit hår med en kam oven på fletningerne.

Trut og fnis

Skuespillerne Pernille Christiansen og Kirsten Juul Seidenfaden er et forrygende pigepar – vildt forskellige både i krop og i sind. Den ene er lige så hurtig og effektiv, som den anden er drømmende. Og til sammen skaber de et både fantasifuldt og trygt univers for børnehaveungerne; de to-årige er lidt for små til at koncentrere sig i samtlige 40 minutter, men de hygger sig også gevaldigt. Ikke mindst fordi forestillingen vrimler med gentagelser, som børnene kommenterer med største tilfredshed.

Og fordi scenerne, hvor pigerne bliver uvenner over ingenting, netop ikke bliver ulideligt voksensure, men holder sig til almindelig børnefornærmethed, der let kan forsones med et smil.

Batidas kendingsmærke er musikken. Så selv om pigerne ligger og sover i et skab, så får de alligevel lirket nogle instrumenter med ind på hylderne, så der kan truttes i trompet og spilles på harmonika. Pigefnisende og sjovt – og næsten lige så uhøjtideligt, som når ungerne selv syngedigter, bare fordi de er i godt humør.

Desuden leger begge spillere med den skønne logik og ulogik, som børnehaveungerne elsker.

- ’En mus kan ikke få et helt hus til at ryste,’ påstår den sure Mabel.

- Nogle mus kan!’ svarer den glade Betty bare.

Men da Mabel bliver sur og flytter op i lejligheden ovenpå, er det alvor.

- ’Jeg kommer ikke ned. Aldrig mer,’ siger hun vredt.

- Heller ikke til min fødselsdag? spørger Betty bekymret.

- Nej, heller ikke til din fødselsdag, svarer Mabel. Men så tilføjer hun : ’Jo, måske.’

Og så ligger freden alligevel inden for en musehales rækkevidde.

Gøgl og gags

Det er i spejlingen af ungernes småkonflikter, at denne forestilling har sin styrke. I loyale og samtidig smilende glimt fra ungernes egen hverdag. Det er i kærligheden til detaljerne, at forestillingen viser, hvor gerne den vil nå ind til ungernes opmærksomhed. Formen er ikke overvældende ny, men den virker.

Og Søren Ovesen har instrueret med sans for børnenes detaljeblik og med en skøn galskab især i rekvisitterne, som børnene straks forstår som noget særligt; realisme får de jo nok af til daglig. Spillernes fysiske spil er herligt gøglertydeligt og stiliseret.

Til gengæld er deres diktion er ikke tilsvarende klar; spillerne sluger i hvert fald ordene lige så kækt, som kat hapser mus.

Men det er en detalje. Og at Ovesen ikke kan nære sig for også at indskyde lidt tværkulturelt guf for de voksne, er også kun underholdende. For musen må selvfølgelig ikke blive ved med at bo i skabet, for den er en fremmed. Dens oldemor og oldefar er nemlig fra Norge...

Men som Mabel ender med at sige:

- Mus er jo også en slags mennesker.

Den lille dreng ved siden af mig krammede en elefantbamse. Han lod fuldstændig til at forstå, hvad de mente.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - To i et hus og en mus
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

23-10-2020

22-10-2020

21-10-2020

20-10-2020

19-10-2020

17-10-2020

15-10-2020

08-10-2020

07-10-2020

06-10-2020

05-10-2020

03-10-2020

02-10-2020

01-10-2020

30-09-2020

29-09-2020

28-09-2020

26-09-2020

21-09-2020

20-09-2020

19-09-2020

17-09-2020

16-09-2020

14-09-2020

12-09-2020

11-09-2020

10-09-2020

09-09-2020

08-09-2020

06-09-2020

04-09-2020

02-09-2020

24-08-2020

16-08-2020

03-08-2020

01-08-2020

14-07-2020

20-06-2020

13-06-2020

12-06-2020

Flere anmeldelser