Ishøj Teater kombinerer eventyr, musical og kræsenhed i kostpyramidespillet ’Eddy Spaghetti’. Det er nemlig tydeligt, at man havde tænkt sig at lave en forestilling, der lærer børnene, at grøntsager er vigtige. Men det pædagogiske plothul er, at vores helt, der i en drøm tager ud for at redde alverdens spaghettimarker og lasagnebuske fra en ildspyende drage, faktisk lykkes med sin mission uden så meget som at tænke på en grøntsag.
Et øjebliks muskelsvaghed viser sig, da det hele er overstået, men hvem ville ikke have brug for et hvil efter sådan en bedrift? Hvis historien har en morale, så er det altså, at man sagtens kan være en superhelt, selvom man har spaghettiarme. Det var nok ikke lige dét budskab, forældrene håbede på, at deres børn tog med hjem fra teatret i dag.
Nå, ja. Nu er det jo ikke afgørende, at en forestilling har et opdragende formål. Den opgave ligger trods alt stadig hos forældrene. Og måske giver forestillingen alligevel de ældste i målgruppen anledning til en snak om næringsindhold og kostråd, næste gang menuen står på lasagne eller bolognese derhjemme.
Lindgrensk fortælling
Så lad os se stort på kostpyramiden og i stedet sætte tænderne i det sceniske, der heldigvis byder på en masse lækkerier til teaterganen. Ikke mindst har Anders Bøgelund skrevet en ganske god og spændende historie, hvor vores helt udsættes for både svære prøvelser og farlige fægtekampe.
Den minder ikke så lidt om Astrid Lindgrens fortryllende fortællinger i både ’Brødrene Løvehjerte’ og ’Mio, min Mio’. Særligt er den forheksede skov og den farlige ridder, der vogter omkring dragen, som taget ud af Lindgrens univers. På den anden side er færgemanden, der fortæller gåder, og teddybamsen med troldehår, der bytter om på alting, spøjse figurer, som kunne høre hjemme i et hvilket som helst Ramasjang-program.
Eddy spilles af Mikkel Hansen, der gør ham drenget og nysgerrig uden at gøre ham alt for barnlig. Og alle øvrige roller spilles af Kristine Nørgaard, der fornemt veksler imellem den modne og kærlige mor, den krumryggede og utilregnelig heks og den sværdfægtende ridder.
Forestillingen ledsages af en række sange, som Anders Bøgelund også står bag, og her er både den stille godnatsang og den løjerlige omvendtsang særdeles velkomponerede. Dertil kommer også en næsten gennemkomponeret baggrundsmusik, som giver hele forestillingen karakter af musical uden helt at være det.
Vi bliver på børneværelset
Jeanette Binderup-Schultz står bag iscenesættelsen, der først og fremmest udmærker sig ved at være imponerende velovervejet. Ikke mindst i kraft af Ricardo Axel Castillo Rodriguez’ scenografi, der ærligt talt er ret ucharmerende og klattet, men som giver mening i sammenhæng med historien.
Begynder man for eksempel at lægge mærke til plakater, dimser og mindre rekvisitter rundt omkring, så opdager vi, hvordan Eddys drømme er sprunget ud af de ting, der kan ses i børneværelset. Og på samme måde bliver iscenesættelsen i Eddys vågne timer også en slags opbygning til dét, der sker i drømmen, så drøm og virkelighed knyttes tæt sammen.
Med få midler lykkes iscenesættelsen også med at frembringe den utrolige drømmeverden, som Eddy skal rejse igennem.
Heksen bliver skabt ved, at det tæppe, som Eddys mor tager omkring sig i lænestolen, da Eddy er puttet, pludselig bliver til en kåbe med hætte, som heksen har på. Og en stueplante, der i virkeligheden er en masse blade klistret på et fold-ud-stativ til et reklamebanner, kan pludselig vokse sig til en kæmpestor og truende mur af træer og buske.
Det gør historien meget nærværende, at den egentlig bare foregår dér på børneværelset fremfor i et overnaturligt univers a la Narnia og Nangijala. Selvfølgelig går vi dermed også glip af eventyroplevelsen rent visuelt, men vi får antydninger nok til, at vores egen fantasi kan farvelægge nogle af scenerne.
Svag begyndelse og slutning
Der er enkelte problemer, som begrænser denne anmelders begejstring over ’Eddy Spaghetti’. Først og fremmest har de to medvirkende svært ved at overdøve musikken, når de synger. Deres sangstemmer ryger pludselig ned på halv styrke, og sangteksterne forsvinder i den tomme luft. Det er ærgerligt, når sangene spiller så stor en rolle i forestillingen.
Et andet problem er, at forestillingen ikke rigtigt får opbygget den krisestemning, da alverdens pasta forsvinder, som får vores hovedperson til at tage kampen op. Det skyldes især, at krisen bliver præsenteret af en nyhedsoplæser i radioen, der taler i et sprog, som de mindste af os ikke forstår, og som de største af os ikke rigtig gider at lytte til. Derfor risikerer vi at misse en temmelig vigtig oplysning.
Derudover er Eddys panik, da han vågner op til dåd, meget afmålt. Han er fast besluttet på at gøre noget ved problemet. Men hvis pasta er det vigtigste i hans liv, hvilket må være præmissen for historien, så burde en global pastakrise være et spørgsmål om liv og død for ham. Det får vi mildest talt ikke fornemmelsen af.
Havde vi fået et anslag, der kunne mærkes, ville vi også opleve en større forløsning, når det til sidst lykkes. For det gør vi heller ikke. Der burde jo være et festfyrværkeri af pastaskruer og tortellinier over det hele. Men da forestillingen slutter, er det nærmest som at se en superhelt stemple ud efter endnu en middelmådig dag på gode-gerninger-fabrikken.
Men selvom rammen omkring Eddys eventyrlige rejse ikke får den omsorg, den har fortjent, så ændrer det ikke ved, at størsteparten af forestillingen er både gennemtænkt og velspillet. Og når man læner sig op ad Astrid Lindgren, så kan det ikke gå helt galt.
