Af: Randi K. Pedersen

16. august 2010

Superaktuel dansesatire

Med et mix af moderne dans, break og satire spidder Uppercut tidens talentkonkurrencer med deres egne virkemidler.

De fire dansere gør deres entre med blodige forbindinger alle vegne. Stærkt symbolsk, for det er sjælen, ikke kroppen, der bliver såret i tidens ’Primetime’. Dog – i første omgang bliver forbindingerne hurtigt flået af, og de spændstige, good-looking unge mennesker lægger ud med er storsmilende, superenergisk danseoptrin. De strutter af selvtillid – overbeviste om, at de er vindere og værd at satse på.

Det er de måske også – men ikke ret længe. Bokseren, ballerinaen, breakdanseren og poeten skal nemlig kappes med hinanden i en talentkonkurrence, der ikke et sekund interesserer sig for deltagernes mulige talenter. Men som så meget desto mere dyrker – eller rettere – fremprovokerer og udstiller deres nederlag til almindelig morskab for alverden. Hvilket tydeligt er konkurrencens egentlige formål.

Med komiske, men også uhyggelige kasser over hovedet marcherer de fire jurymedlemmer ind på scenen, og straks begynder det store råberi. Ikke fra juryen, men fra deltagerne.

’Jeg er 20 år, og jeg er kendt for at vinde’, skingrer de unge. Mens juryens medlemmer med korslagte arme og stereotype bevægelser lufter deres foragt. De skal bare fælde en dom, og det kan ikke gå hårdt og hurtigt nok!

Visuel underholdningsværdi

Målrettet giver juryen sig i kast med at smadre de lysende drømme og får snart forvandlet de unge, håbefulde konkurrencedeltagere til forslåede tabere. Indslag for indslag, trin for trin følger vi deres triste nedture og ser energien forsvinde ud af bevægelserne. Ballerinaen kryber sammen og lukker sig om sit skrøbelige selv. Bokseren slår huller i luften.

Men så sker der noget. De unge gør oprør mod papkasse-hovedernes tyranni og vælger talentcirkusset fra. Godt hjulpet på vej af et par opmuntrende dukker, bryder de unge det ondskabsfulde koncept og folder sig ud som dem, de er. Sødest og mest sanseligt i en dans mellem bokseren og ballarinaen, som selvfølgelig finder sammen.

Det er ikke storstilet, dybsindig koreografi. Men trin og bevægelser er et veldrejet mix af moderne dans og breakdance, som klart karakteriserer den enkelte figur. Tilstrækkelig håndfast til at sikre den umiddelbare kommunikation med et ungt publikum, men også med en umiddelbar, visuel underholdningsværdi, der kan holde interessen fangen.

Som danseteaterforestilling har ’Primetime’ den store fordel at kunne sætte kritisk fokus på tidens mest populære form for underholdning med dens egne virkemidler. Det gør forestillingen med Wassabis hidsigt bankende musik, charme og et godt, satirisk greb om sit aktuelle emne.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.