11. januar 2022

‘Super Ole’ indtager Billund Kommune

I foråret 2021 blev Billund Kommune sammen med Det Flyvende Teater tildelt støtte fra Statens Kunstfonds Huskunstnerordning til projektet 'Super Ole', som nu i første halvår af 2022 ruller på flere af kommunens skoler og institutioner, hvor de unge vil blive inddraget som medskabere og arbejde tæt sammen med en række internationale, professionelle kunstnere.

Udover Giuseppe Bonifati, kunstnerisk leder af Det Flyvende Teater, der har base i Billund, nævnes i pressemeddelelsen den italienske dramatiker Roberto Cavosi; scenograf og creative producer Csaba Antal og Linda Sugataghy fra Ungarn; de italienske teaterpædagoger Anna Penati og Marco Zavarise; den italienske komponist/musiker Maestro Claudio Passilongo og tyrkiske kunstformidler Cuneyt 'Kenneth' Pala.

I det stort anlagte projekt 'Super Ole' – navnet taget fra LEGO's opfinder – hvor en række lokale aktører også er med, skal der arbejdes med teaterundervisning, workshops, prøver, arbejde med scenografi og teaterproduktion, som til sidst munder ud i en teaterforestilling.

Alle de involverede klasser og unge grupper inviteres også til en afsluttende 'Superhelte maraton” i juni i Billund by. Selve teaterforestillingen 'Super Ole' præsenteres også i juni i Billund og omegn.  

(Billedet: Det Flyvende Teater skal i aktion på skoler og institutioner i Billund med et huskunstnerprojekt, hvor de unge inviteres ind i teaterverdenen og skal arbejde med en forestilling om deres egen hverdags superhelt… Foto: Det Flyvende Teater)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne