Superflot indpakning af uinteressant indhold

Fredericia Teater lyser blågrønt indefra i disse 'Tarzan'-musical-tider. Et rum af grønne palmer, tæt krat, lange lianer, fugtige klipper, smalle gangbroer og intenst urskovslys kommer en i møde allerede inden forestillingens start – også fordi scenerummet er bygget helt ud over publikum. Vi skal helt fysisk føle os som en hel af forestillingen. 

Når musicalen, som er baseret på Chris Buck og Kevin Limas tegnefilmsfortolkning af Edgar Rice Burroughs klassiker om menneskebarnet Tarzan, der vokser op blandt gorillaerne i den vestafrikanske regnskov, lidt efter ruller hen over scenen og dansere og akrobater svinger sig i lian-reb ud over publikum, er det hav af scenebilleder, som møder øjet, også ovenud imponerende.

Man bliver helt uvægerligt benovet over overdådigheden og den visuelle pragt i de mange og skiftende scenebilleder, som både er faktisk fysiske og videoanimerede. Scenografi og lyssætning er udført i det lækreste materialevalg. Harmonisk afstemt i farverne. Spækket med detaljer. Det er et rum, som tillige giver de mange optrædende masser af muligheder for at optræde livfuldt og fylde rummet med sang. 

Men det er også et stofligt og visuelt rum, som i al sin perfektion rammer én udvendigt. Det overrasker ikke og det pirrer ikke ens nysgerrighed. I hvilken grad Fredericia Teater er underlagt dessiner om, at rum, scenografi og kostumer skal se ud på en bestemt måde, ved jeg ikke. Uanset hvad fremtræder det rum, man møder, glansbilledagtigt. 

Triviel og tynd fortælling

Det samme gør i høj grad fortællingen. Hvorfor overhovedet sætte så forsimplende en fortælling op? Ok, musicalen kommenterer faktisk selv fortællingen ved i iscenesættelsen med humoristiske greb, demonstrativt at vise, at urmennesket Tarzan totaltænder den victorianske ungmø Jane, der er fuldstændigt, helt og aldeles, i sine drifters vold, når den næsten nøgne mand med den brede brystkasse, den abe-agtige gang og den besnærende naivitet nærmer sig. 

Kim Ace Nielsen fortjener bestemt ros for det præcise rollespil som Tarzan. Ligesom Bjørg Gamst glider gelinde og tjekket ind i rollen som den sansehenførte Jane. På den tætte sidelinje tager Maria Skuladottir tillige fokus med et flot spil som Tarzans abe-adoptivmor, ligesom Anders Bircow gør Janes ekspeditionsprofessor-far til en jovial og 'rund' figur. 

En musikalsk mellemvare 

Rent musikalsk byder 'Tarzan', som består af Phil Collins’ mange velkendte sange fra tegnefilmens Grammy-modtagende soundtrack, heller ikke på de store uforglemmelige musikalske øjeblikke, omend man ikke kan beskylde de medvirkende for ikke at synge flot. 

Fredericia Teater er her til lands i musicalens superliga, og teatret er vokset med opgaven og har begået rigtigt flotte forestillinger, heriblandt flere Disney-musicals. Uagtet at teatret i produktionen af 'Tarzan' måtte være underlagt restriktioner og krav fra Disney-koncernens side, så savner jeg nogle sædvanebrud.