Sukker på samvittigheden

Hvordan viser man slaver i Vestindien på et scenegulv hos Det Olske Orkester? Man stiller da bare skuespillere op i deres grundkostume. Så giver man dem sorte hætter over hovederne – og værsgo! Så er de ikke bare ’sorte’. De er også ansigtsløse. Dermed bliver de straks til anonyme væsener, uden indflydelse på deres eget liv.

Dette greb fungerer stærkt i Lotte Faarups forestilling ’Sukker’, der er Det Olske Orkesters første forestilling i trilogien ’En nations selvhad – Danmark mellem skam og selvovervurdering’. Forestillingen er en beretning om en ung, dansk skibsdreng, der rejser fra Helsingør til Afrika for at hente slaver – og videre til Skt. Croix, hvor han arbejder med at styre slaverne på en sukkerplantage.

Det er gennem hans øjne, at vi kommer til at høre om alle de uhyrligheder, som slaveriet udsatte de sorte for – og om den løgnagtighed og korruption, der gennemsyrede rigmandsdiktaturet på De Vestindiske Øer.

Guldkysten i storm

’Sukker’ er en vild forestilling. Den er så billedlig, at man er lige ved at blive skyllet med over bord, når skibsdrengen klamrer sig til sin skibskiste i stormvejret over Atlanten.

Scenografen Jeppe Lawaetz har ladet alt udspille sig på et hvidt dansegulv. Herpå projiceres der videobilleder med den heftigste præcision. Performerne bevæger sig rundt på billederne med koreografisk præcision, uanset om de slentrer i blide bølgekrusninger eller prøver at holde balancen i voldsom storm – eller placerer sig på håndtegnede kort af Guldkysten i Afrika fra engang i 1790’erne.

Voldsomst er egentlig et videobillede af alt det blod, der siver ud af en mishandlet slavekrop, der langsomt og følelsesløst trækkes hen over jorden… Det er eminent, og det er hæsligt i sin tavse æstetik.

Skuespillere som møllevalser

Lotte Faarup har iscenesat med en konsekvent kropslighed i alle scener. Hendes koreografiske greb har en enkelhed og et almenmenneskeligt udtryk, der hæver bevægelserne over en særlig dansegenre.

Dette er menneskekroppe i nysgerrighed, men allermest i fortvivlelse og lidelse. Hendes sceniske udtryk minder om Odin Teatrets fysiske udtryk, hvor bevægelser stiliseres og gentages, indtil de bliver til sjælebilleder; og hvor kostumerne ofte skjuler ansigterne.

Når Lotte Faarups iscenesættelse beskriver sukkermøllernes valser, lader hun for eksempel skuespillerne dreje rundt og rundt i evindelige gentagelser, som om de selv var valserne. Lige indtil trætheden pludselig overmander dem, og de forvandles til de slaver, der fodrede valserne med sukkerrør – og hele tiden risikerede at få armene hvirvlet med ind i maskinen…

Laumanns stille ansigt

Fortælleformen i ’Sukker’ minder en del om bl.a. Syddjurs Egnsteaters ’Livets Blå Bølge’, hvor udlængslen og den ungdommelige tro på en ny og bedre verden i Amerika også var så væsentlig en drivkraft. Men tekstmæssigt er ’Sukker’ ikke helt jævn, og iscenesættelsen mestrer ikke helt den realistiske spillestil i de scener, hvor borgerskabets fine fruer blander sig i fremstillingen af de sorte.

Men skuespillerne er skønne. Ditte Laumann – fra ’Dengang vi blev væk’ – spiller lige vidunderligt sårbart som den naive, men også dybt ansvarlige dreng, der bare gerne vil væk fra fattigdommen i Helsingør. Ditte Laumann kan udtrykke så megen medfølelse, men også så handlingslammet en skræk, at man kommer til at forstå, hvordan det er at blive medvider og medskyldig til en forbrydelse.

Altså netop det, som forestillingen gerne vil have os danskere til at føle her i 2018, flere hundrede år efter sukkertyranniet. Hendes ansigt er stille på sådan en måde, at vi slet ikke kan lade være med at se på hende – og føle med hende.

Krinoliner og slavelænker

Både hun og de øvrige skuespillere udgør et meget særpræget og fint sammentømret ensemble. De er klædt i Signe Beckmanns flotte og gennemtænkte kostumer, hvor lyse 1700-tals bukser lukkes med knapper – og hvor krinolineskørternes rigdom er gennemsigtig.

De skifter rask væk roller. Angelina Watson har en forrygende autoritet over sig i alle sine herskerroller. Hun kan både tumle rollen som medvidende overklassefrue med tilbagelænet hals og brutal kaptajn med søstærke knæ, og hun har en fysisk tilstedeværelse, som påvirker alle i rummet.

Øyvind Kirchhoff spiller kynisk plantageforvalter med hele den hvide herskers selvfølgelighed i sit underdrevne spil, mens Morten Klode spiller dobbeltmoralsk præst og ufølsom fantast. Sofie Ebbesen Nielsen spiller den kernesunde blondine med de selvretfærdige meninger, mens Mireia Serra Voltas bruger sin lange, smalle krop til at udtrykke de mest plagede skikkelser i et overrumplende og grotesk kropssprog.

Hun er særligt udtryksfuld i de scener, hvor Jonas Jørgensens lyddesign får lov til at oversvømme hele forestillingen med storm og hav, slavelænker og hvisken. Det er yderst effektfyldt.

Sølvbakke og regnvand

Forestillingens mest elegante rekvisit er en sølvbakke med kopper og en kaffekande, hvorfra der fosser sukker i en ustandselig strøm. Imens hører vi om, hvordan slaverne må spise rødder og drikke regnvand for at overleve. Dermed skaber forestillingen uundgåeligt spørgsmål til os i dag. For hvori ligger egentlig den store forskel i overklassens økonomiske syn på slavernes børn i Vestindien i 1790’erne – og det herskende politiske syn på flygtningebørn i Danmark i 2010’erne? Det kan være, at de næste to forestillinger i denne trilogi vil skildre nogle af disse aspekter.

Med ’Sukker’ har Det Olske Orkester i hvert fald budt på højaktuelt samtidsteater, der vækker både sanser og samvittighed hos teenagerne og deres voksne.