Af: Kirsten Dahl

12. november 2012

Strittende julefabel

Maria Carmen Lindegaard er en tillidsvækkende fortæller, der bruger dukker og dyr og rim og remser til sin julemandshistorie. Desværre fortoner pointen sig i for løs dramaturgi og et for flagrende udtryk.

Universet er lille. Spillet foregår for det meste påhugsiddende på gulvet på et lille rundt tæppe. Her sidder Maria Carmen Lindegaard. Hun er klædt lidt som en mellemting mellem en klovn og Pippi Langstrømpe. Og hun har et varmt og imødekommende smil, og en behagelig og tillidsvækkende stemme.

Rundt om hende er små ting, som er  velkendte for og elskede af aldersgruppen. Små legetøjskufferter ligesom dem mange børn har på deres værelse med legetøj i. Der er leg med ord – Julemandens land hedder fx Snefrika. Der er små vrøvlerim og sludreremser i lighed med dem børn selv finder på – fx om at der i Købehanvn er højhuse, dukkehuse, hundehuse, barnevogne, pladser, cykler, busser og måske en vinduespudser.

Der er også velkendte destinationer – allervigtigst SuperBrugsen som tillige popper fysisk op. Der er sange på velkendte melodier, som fx ’Tre små kinesere på Højbro Plads"’. Der er små fingerholdte dukker og dyr. Fx en lille Snehvide, hvis mund er frosset fast. En gås, som lægger rysteæg. En lille lækkersulten Mogens-mus på hjul. Og to rensdyr, Bib og Bob, som Lindegaard spiller sammen med og styrer fra sine små kuffertarrangementer på gulvet.

For meget legestue

Og så handler forestillingen om jul – eller rettere om den dag, julemanden glemte at komme forbi og tage Maria med op i sin rensdyrslæde – nu hun havde vundet billet til sådan en tur via en konkurrence. 

Hvorfor er ’Jagten på julemanden’ så ikke en fantastisk forestilling? Mit bedste bud er, at der bliver rodet alt for mange ingredienser sammen i den samme historie.

En historie må selvfølgelig gerne bestå af et overraskende, skævt og  absurd miks af figurer og forløb, men her er det, som om der går legestue i den.

Selvom forestillingen appellerer til børns meddigtende fantasi, og selvom den styrer hen mod en finale og har en pointe, der handler om, at julemanden vil hjælpe sin stressede kagebagende kone, så er historien alligevel lige lovlig flagrende. Og det blafrende gør, at historiens budskab kommer til at virke sløret eller toner ud. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.