Store skraldetanker

Man kender udtrykket: ’One man’s trash, another man’s treasure’ (Én mands skrald en anden mands skat) pryder bl.a. en husgavl på Nørrebro i store type  og er blevet helt symbolsk for bydelens selvopfattelse. En understregning af, hvor subjektivt vi oplever verden, og hvordan nogle evner at se skønheden i noget, andre slet ikke har blik for. 

Logikken er den samme i Kitt Johnsons forestilling om skrald. Og indbygget er også en slet skjult kritik af den, der ikke evner at forstå magien i denne leg med skraldets skønhed. 

Sidder man lige så stille og savner fremdrift i den lange dvælen ved udsmidte dingenoter, ligger det implicit fra start, at man ikke har forstået noget som helst, og denne anmelder kæmper bravt for at bevare det åbne sind, som forestillingen langsomt skrider frem. Legen med skraldets potentiale, viser sig nemlig også at være en leg med langsomhed og mangel på handling. 

Her er om noget tid, rum og plads til at dvæle og zoome ind. Børnene undres indledningsvist. Hvad er det dog for et univers? Tydeligvis gælder der helt andre regler her, og så langt så godt. Vedvarende at pirre nysgerrigheden viser sig sværere.

Finurlig og fåmælt

Genanvendelse er et nøgleord, og det er de to finurlige og fåmælte svenske skraldesorteringseksperter, Samuel og Ericson, der helt konkret står for den del. 

Forestillingen starter stærkt med at de klovnende kommer ned ad trappen i AFUK’s store lokale, som vi står og venter på at blive lukket ind i selve salen.

Koste og sække akkompagneres af bulder og brag. Som det ene Gøg og Gokke-agtigt samles op, tabes det andet, og publikum sprutter af grin. Et enkelt hvin høres også, da Samuel insisterende kalder på en eller anden Aksel, og det pludselig pusler under deres medbragte presenning. Noget lader til at slippe ind i salen, og som vi selv lukkes ind, gyses der ved tanken om en løssluppen skralderotte.

Jo mere sortering, jo mere rod

Vel inde på scenen lægger d’herrer en så omstændelig grundighed for dagen, at det bliver komisk. Papir, plast eller metal? Hver enkelt ting tages frem, vendes og drejes. Der sanses og skramles i sorteringen. Samuel får i processen rodet mere og mere udover det hele til Ericsons store irritation. At de to har vidt forskellige personligheder og kender hinanden godt, kommer fint til udtryk. 

Den omstændelige sortering bliver momentvis magisk, når vi via lyd og lys pludselig befinder os under vand på undervandsjagt med en gammel cykelpumpe som harpun. Ericson dypper sågar sin saxofon i en skål med vand, hvilket afføder fine akkompagnerende blob-lyde. I det hele taget er han god til at få klang frem i hvad som helst, ligesom Samuel er dygtig til at jonglere og trylle med div. genstande. 

Forestillingen fungerer i det hele taget godt i mange sekvenser, men der sker helt grundlæggende for lidt til at holde opmærksomheden fanget hos målgruppen. Dissekeringen af en tom chokoladeæske, hvor hvert lille indpakningspapir åbnes og tjekkes, bliver decideret langtrukken. Også selvom Samuel til stor morskab slikker et papir rent.

Et andet eksempel er billardlegen, der opstår midt på den rodede scene, og hvor selv min lille ledsager noterer sig, hvor mange glaskugler, der ligger på gulvet, og stille hvisker til mig: ’Det der kommer til at tage 100 år’.

Genbrug som dogme

At give skraldet nyt liv og insistere på at komme ned i tempo, er et sympatisk projekt, men i praksis halter udførelsen. Det hele bliver fortænkt og for langsomt undervejs, og særligt slutningen skuffer. Her får vi fladt at vide, at alle normalt ville være blevet inviteret op på scenen for at hjælpe med at sortere skrald, men at det nu – pga. corona – ikke sker. 

På den måde kommer udførelsen til at stå i skarp kontrast til, hvor flot genbrugsdogmet tales frem (til de voksne) i forestillingens flyer: ’Intet er for ringe til en genoplivning, for slidt til en genfødsel eller for usselt til en genfortryllelse’ står der forførende.

Lydsiden er endvidere skabt af ’reallyde fra skrald’ (samt Ericsons saxofon), og der er ret fint tak til både Stena Recycling og Brøndby Genbrugsstation. 

Undertegnede er også glad for beskrivelsen af de to skraldesorteringseksperter. Den ene med øre for skraldets hemmelige musik. Den anden med øje for dets skjulte skønhed – men stykket løfter sig desværre ikke op til samme højder som intentionerne bag.