DEBAT
19-09-2020
03-09-2020
22-06-2020
26-05-2020
01-04-2020
27-03-2020
26-03-2020
28-02-2020

Louise Schouw Teater: Sværdet i stenen

Lisbeth Kjærulff som sgudinden, der kommer med det magiske sværd Excalibur, mens Morten Bo Koch er formummet som Merlin i Louise Schouw Teaters 'Sværdet i stenen'. Foto: Mike Reuter

Store ambitioner med begrænsninger

07-10-2020
Sigurd Barrett har igen klasket alverdens musikgenrer sammen, men trods de fængende melodier er ’Sværdet i stenen’ i bedste fald en musical-imitation.
FAKTA
Louise Schouw Teater: Sværdet i stenen -

Dramatiker: Gunvor Reynberg. Komponist: Sigurd Barrett. Instruktør: Louise Schouw. Scenograf: Niels Secher. Lysdesign: Kristian Specht. Koreograf: Rebekka Lund. Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Asbjørn Agger, Marianne Bøgelund og Morten Bo Koch. Aldersgruppe: Fra 5 år. Varighed: 1 time og 10 minutter. Set 4. oktober 2020 i Kulturium i Ishøj. Spiller på turné frem til 2. november 2020. www.louiseschouw.dk

Selvom produktionen denne gang er i Louise Schouws eget regi, så ligner ’Sværdet i stenen’ til forveksling den ’Juleevangeliet the musical’, som Randers Teater kom for skade at sætte op sidste jul.

Min gode kollega Kirsten Dahl anmeldte julemusicalen pænt på Teateravisen, mens jeg selv var noget strammere i betrækket omkring den. Det blev til en rigtig sjuskemikkeltekst, som Sigurd Barrett havde skrevet rundt om sine egne sange, og den i øvrigt ørehængende musik blev til en rodebutik af genrer.

Nu har Louise Schouw Teater kopieret produktionsholdet – dog med den ene forandring, at Sigurd Barrett har holdt sig til musikværkerne, og Gunvor Reynberg har skrevet dramatiseringen.

Og gudskelov for det! For her kommer både historien og de enkelte replikker ud over rampen uden klichéer og en palette af klumpedumpede vittigheder, der klasker kollektivt til jorden. Så vidt er ’Sværdet i stenen’ bedre end sin randrusianske fætter.

Men som musical – for det er, hvad ’Sværdet i stenen’ er – bliver musikken stadig for usammenhængende i udtrykket. Allerede i begyndelsen af forestillingen kommer vi fra en synthrock-ouverture a la 1970’ernes Andrew Lloyd Webber og over til 1920’er-stumfilmsklaver i Gøg og Gokke-stil. Det lyder af Sigurd Barrett, men det hænger simpelthen ikke sammen musikalsk.

Forhastet, lykkelig slutning

Sagnet om Kong Arthur og sværdet i stenen kender de fleste af os. Igennem tiden er historien blevet fortolket og beriget af flere sagnfortællinger, operaer og komedier. Og derfor er der ikke én rigtig måde at fortælle historien på i dag.

I Gunvor Reynbergs version er det forholdet mellem den charmerende lille Arthur (Asbjørn Agger) og den utøsede Guinevere (Marianne Bøgelund), der er kommet i centrum. Guinevere er træt af at studere til fin dame, så hun klæder sig ud som en dreng og stikker af, fordi så kan hun både spytte og slå. Her møder hun Arthur, og de udvikler hurtigt et nært venskab.

Den desværre velkæmpende ridder Kaj (Morten Bo Koch), Arthurs fosterbror, kan næsten ikke være i sig selv af storhedsvanvid. Han vil vinde ridderturneringen, så han kan vinde præmien: At kysse den unge Guinevere og forsøge at trække sværdet op af stenen. En præmie, som Kaj kun kan tolke som at blive udråbt til konge og gøre Guinevere til dronning.

Sådan går det heldigvis ikke. I en noget forhastet slutning bliver den onde troldkvinde Morgan le Fay (Lisbeth Kjærulff) pludselig en godhjertet halvsøster, hun går på date med den rare troldmand, Merlin, og Kaj bliver en pavestolt bror til Kong Arthur, som han hidtil har betragtet som en snottet undermåler.

Louise Schouw har fortalt, at forestillingen er blevet beskåret for at kunne springe pausen over af hensyn til coronasmitten. Mon det er i slutningen, der er blevet strøget et par scener? I hvert fald bliver det en noget uskøn finale på musicalen.

Et stort musicalbrød

’Sværdet i stenen’ har ellers en del fine kvaliteter. De medvirkende er alle sjove på hver sin måde. Særligt morsom er Marianne Bøgelund som Guinevere, ligesom hun sammen med Lisbeth Kjærulff udgør et skørt ridderpar, der spiller sten-sværd-papyrus og gakker ud i klassisk slapstick.

Niels Sechers scenografi er – i øvrigt ikke ulig den nytestamentlige musical i Randers – et nærmest overambitiøst værk. Det er næsten, som om scenografien lover mere, end forestillingen kan holde. I hvert fald er det ikke fantasien, men snarere budgettet, der har sat grænser.

På samme måde er helhedsindtrykket af ’Sværdet i stenen’ også, at man har været lidt for ambitiøs i begyndelsen og opdaget sine begrænsninger for sent.

Der bliver slået et stort musicalbrød op, men forestillingen ender i bedste fald som en imitation af en musical. Musikken, der afspilles fra en computer, er temmelig kunstig i sin produktion. Skuespilpræstationerne er utilstrækkelige. Og foruden Lisbeth Kjærulff, som er den åbenlyse undtagelse, er de medvirkendes sangstemmer malplacerede i en musical-sammenhæng.

Som det altid er med Sigurd Barretts sange, så ligger de også irriterende godt i øregangene. Gunvor Reynberg fortæller en fin lille venskabshistorie, der er indpakket i middelalderligt riddertema. Og så er de medvirkende hyggeligt selskab. Men meget mere er der altså heller ikke at komme efter.

Af: Morten Hede
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Sværdet i stenen
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1011121314151617181920212223242526272829

09-10-2013

07-10-2013

04-10-2013

02-10-2013

30-09-2013

27-09-2013

25-09-2013

23-09-2013

20-09-2013

18-09-2013

16-09-2013

13-09-2013

11-09-2013

09-09-2013

06-09-2013

04-09-2013

02-09-2013

30-08-2013

28-08-2013

26-08-2013

23-08-2013

21-08-2013

19-08-2013

16-08-2013

14-08-2013

12-08-2013

08-08-2013

05-08-2013

01-08-2013

23-07-2013

10-07-2013

28-06-2013

26-06-2013

24-06-2013

21-06-2013

19-06-2013

17-06-2013

14-06-2013

12-06-2013

10-06-2013

Flere anmeldelser