14. juni 2017

Støtte til gæstespil i hovedstadsområdet

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst har netop uddelt 2,2 mio. kr. til 25 teatre og organisationer, så de kan gæstespille i København og på Frederiksberg.

Blandt støttemodtagerne er der otte egnsteatre og småstorbyteatre, og mange af dem vil vise forestillinger for børn.

Det betyder bl.a, at man i Dansekapellet vil kunne opleve 'Knud Romers ABC' (6-11 år), der er en fynsk co-produktion mellem BaggårdTeatret, sART Danseteater og Den Fynske Opera, mens AnemoneTeatret i tre uger fra slutningen af januar 2018 viser  'Kapløbet' (6-12 år), der er lavet i et samarbejde mellem Nørregaards Teater, Teater O fra Odense og Black Box Theatre i Holstebro.

AnemoneTeatret lægger også spilleplads til puljestøttede gæstespil fra Limfjordsteatret  'morfarMORFARmorfar' (8-13 år) til marts næste årog Teater Patraskets 'Flyv' (5-9 år) i maj 2018, mens Teater Nordkraft har fået midler til at spille 'Ordet på bordet' på ZeBU.

Hele listen kan ses på www.kunst.dk

Gæstespilspuljen stammer fra en aftale fra 2013, hvor der blev afsat midler til i perioden 2014-2017 til at sikre bedre adgang for de frie grupper og provinsens teatre til at gæstespille på scener i København og på Frederiksberg samt til samlede præsentationer af de frie gruppers forestillinger i festivalregi for at give disse en større synlighed i hovedstadsområdet. 

'Vi har nu uddelt alle midlerne, der er til rådighed i 2017, og dette var den sidste uddeling af de midler, som politikerne har afsat til visninger af forestillinger i København og på Frederiksberg. Fremover vil der ikke være penge til dette, og vi er i udvalget spændte på, hvad der findes af løsninger for at provinsens teatre kan gæstespille, og hvordan det fremover vil være muligt at præsentere samlede visninger af forestillinger som fx Det Frie Felts Festival i hovedstaden fremover', lyder det fra formand for Projektstøtteudvalget for Scenekunst, Ditte Maria Bjerg, i en pressemeddelelse. 

(Billedet: Limfjordsteatrets anmelderroste 'morfarMORFARmorfar' har fået støtte til at gæstespille i København. Foto: Lars Horn, Baghusets Pressefoto)

(caj)

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne