Kommentar af: Carsten Jensen

17. december 2009

Stjernedrys

Anmelderstjerner skal ikke bruges som ensidig aflæsning af en forestillings kvalitet, men som en indslusningsmarkør til nærmere studie af en forhåbentlig argumenteret vurdering af en teaterproduktion. Men mange er godt nok stjernetossede over de små takkede ikoners tilstedeværelse...

Selvom stjerner er et udbredt fænomen i denne glade juletid, er anmelder
stjerner ikke nødvendigvis omfattet af højtidens milde stemning.

Siden Børneteateravisen overgik fra papiravis til netportal i september 2008, har anmeldelserne været forsynet med stjerner efter det gængse system, der kendes fra mange andre medier, og det er bestemt ikke faldet i god jord hos især en række teaterfolk.

»Kunst kan IKKE bedømmes med stjerner! Det er simpelthen at nedvurdere både udøvere og publikum!« (
Methe Bendix, Teater Hund).

»En anmeldelse er i sig selv en ringe erstatning for at se forestillingen med egne øjne – stjernesystemet er en yderligere éndimensionalisering af det mangefacetterede ad absurdum.«
(Christian Glahn, Teater Hjelm).

»De er altså ofte mere vildledende end vejledende. Og så står de der i al evighed.«
(Bodil Alling, Gruppe 38).

»Udover at vi skal underkaste os det barnlige og simplificerede stjernesystem, er det også ret utåleligt at have en dårlig anmeldelse stående på nettet al fremtid.«
(Søren Ovesen, Batida).

Sådan lyder det bl.a. i nogle af debatindlæggene her på portalen, og flere af indlæggene rejser – udover deres harmdirrende afvisning af selve systemet – principielle spørgsmål om bl.a. værdien af stjernesystemet, manglende ensretning af karakterafgivelsen, problemet med at anmeldelsen ligger fast på portalen, mens forestillingen måske udvikler sig osv.

I dialog med læseren

Udover at man sjældent møder kritik af selve BRUGEN – men bestemt ofte af det tildelte antal – af stjerner, hjerter, kokkehuer m.v. over for voksenteater, film, bøger, restauranter osv. i landets aviser, så er der ikke noget at stille op: Man kan ikke rigtig være uenig i, at stjernesystemet er et overfladisk vurderingsparameter, som slet ikke burde være nødvendigt.

Og det kan svært ses som andet end et bevidst knæfald for tidens iboende trang til overfladiskhed og hurtige pointer. Men det er således også tænkt som en udfordring af samme tilstand. Og så er det ikke mindst derfor også tænkt som en synlighedsskabende foranstaltning, der skal sluse læserne ind i de anmeldelser, der er grundpillen på børneteateravisen.dk.

For selve anmeldelserne er det centrale – en forbrugerorientering til formidlerne og en faglig vurdering, som teatrene forhåbentlig kan lære noget af.

Anmeldelserne er en slags dialog, foretaget af en professionel kritiker.

Debat er velkommen

Men ligesom forestillinger er forskellige, er anmeldere det også, og derfor vil stjernetydere kunne opfatte deres vurderinger som forskellige og uensartede, selvom retningslinjerne for afgivelse af en til seks stjerner ligger fast (se faktaboks).

Og selvom mange børneteatre pg deres forestillinger desværre får alt for lidt opmærksomhed i offentligheden og i andre medier – og en anmeldelse på børneteateravisen.dk kan være den eneste faglige vurdering – så er denne anmeldelse EN vurdering, som andre kan være uenig i. Også anmelderkolleger. Og teaterportal-redaktører.
Derfor er portalen også vid åben for debatindlæg fra teatre og formidlere m.fl. Det er klart, at et udsagn som ’Anmelderen må have haft en dårlig dag’ eller ’Anmelderen har vist ikke forstand på teater’ ikke kan bruges til ret meget, men mere konstruktiv kritik kan være spændende læsning for alle.

Det er altså vigtigt at understrege, at det ikke er stjernerne, der bedst kan sætte gang i en berigende debat, men indholdet i selve anmeldelserne.

Stjerner fortæller ikke alt

At stjerner i sig selv ikke kan bruges til andet end en hurtig markering, skulle således være knæsat.
Og nogle gange spiller stjernesystemet da også helt fallit.

For nylig kunne man således se en forestilling få hæderfulde fire stjerner her på portalen – men ved at læse anmeldelsen også opdage, at anmelderen faktisk slet ikke brød sig om forestillingen, men måtte overgive sig til det professionelle set-up.

Man har også kunnet se en forestilling få en enkelt ydmygende stjerne – men ved at læse anmeldelsen tillige konstatere, at skuespilleren rent faktisk behersker sit fag og har god kontakt til publikum. Blot er forestillingens fravær af dramaturgi, handling, rimelig scenografi og dukker osv. så graverende, at tomlen må drastisk nedad.

Det lukkede kredsløb

Når teatrene vælger at holde premiere og invitere anmeldere, så er det jo fordi de har et produkt, som de anser for værd at vise frem. Og som er klar til at blive vurdereret.

Teatrene kan så her med rette indvende, at forestillingerne ofte bliver bedømt udfra visninger på festivaler, hvor de strengt taget ikke selv har inviteret anmelderne (omend det også sker i stort omfang) og hvor betingelserne for at vise den optimale produktion kan være vanskelige pga. lokaleforhold, tilskuersammensætning osv.

Men der er jo stadig tale om helt offentlige forestillinger, og af ressourcemæssige grunde – og fordi de turnerende børneteatre ofte spiller i lukkede kredsløb på skoler, institutioner osv. – vil en festival ofte være den eneste mulighed for at se forestillingerne.

Stjernernes indflydelse

Hvad stjernerne så helt konkret gør ved et teaters forestillinger, er der delte meninger om.

Nogle teaterfolk argumenterer for, at børneteateravisen.dk’s anmeldelser – herunder også i høj grad stjernerne – har meget stor indflydelse på salget. Især hvis formidlerne ikke selv har haft mulighed for at se forestillingen. Her kan det i nogle tilfælde ’betyde døden for et ellers udmærket stykke’, som en udtrykker det overfor børneteateravisen.dk

Men der er også teatre, der nok er glade for anmeldelser – hvis de er gode – men ellers ikke tillægger dem den helt store betydning. Bl.a. fordi der findes mange andre markedsføringslag end lige en anmeldelse. Mange har således ’faste’ aftagere og egne pr-tiltag, som de sætter højere end en anmeldelse – med eller uden stjerner.
Samtidig må man også have en vis tiltro til formidlernes/arrangørernes/de potentielle tilskueres evne til selv at vurdere en forestilling – herunder at ’læse forbi’ stjernerne og afkode hele teksten i en anmeldelse.

De stationære stjerner

Det er dog ikke svært at se pointen med, at stjernerne er stationære, mens forestillingerne (forhåbentlig) udvikler sig. Flere har således i debatindlæg og direkte over for børneteateravisen.dk givet udtryk for bekymring over for anmeldelsernes forbliven på portalen. Ikke mindst hvis de har fået en dårlig kritik, som kan risikere at forfølge dem i al fremtid.

Det er en relevant problemstilling, fordi mange teatre har deres forestillinger på repertoiret i flere sæsoner – enkelt endda i tiår.

Og det optimale ville selvfølgelig være, at der var ressourcer til at genanmelde forestillingerne på et senere tidspunkt og erstatte de gamle vurderinger med nye anmeldelser.

Men derudover er anmeldelsernes forbliven på nettet også både en realitet og en udfordring. Teksterne vil jo via søgemaskiner m.v. alligevel være at finde på nettet fremover. Og i de fleste tilfælde er det håbet, at formidlere og teatre også har gavn af at kunne finde dem på portalen i længere tid. Ikke mindst når forestillingerne nu lever så længe.

Stjernenykker

Konklusionen her og nu er dog, at såvel anmeldelser som stjerner har en funktion på portalen. Det vil være en stor glæde at opleve det tidspunkt, hvor det professionelle danske børneteater er så synligt, at markedsføringen er en ren leg og anmeldelser blot et finurligt supplement.

Og hvor stjerner er teatrenes kunstnere og ikke noget, der klistrer sig til en anmeldelse.

Men dertil er vi langt fra kommet. Og så længe stjernerne kan føre til debat og til synlighed og alle er enige om, at selve anmeldelsen er det helt centrale, vil børneteateravisen.dk en tid endnu forsyne anmeldelserne med stjerner. Og lade dem hvile på portalen.

Og det er ikke ment som et udtryk for stjernenykker…

Læs de seneste indlæg i ’Stjernekrigen’ på debatten

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.