Teater My får stjernerne til at drysse ned fra himlen. De ligger på gulvet, så strømpesokker i størrelse 24 kan følge dem som en lille sti – hen mod et hvidt, rundt telt uden loft. Her sidder en kvinde i hvid silkekjole og smiler. Hendes hår er mørkt og helt kort, og hendes øjne stråler. Og hun har en lykkestjerne på sin kjole.
Når Mette Rosleff tager lykkestjernen af og folder den ud, begynder eventyret i ‘Himmelsange’. Så bliver stjernen til et skib, og skibet sejler ind i en stjerne af lys – og en funklende barnestemme siger enkeltord som ’sol’, ’dig’, ’måne’, ’søstjerne’, ’sne’…
Det er i denne enkelhed, at Teater Mys poesi ligger. Og i en respekt for de 2-4-årige tilskuere, der selv netop har fået styr på alle navnene på tingene, men som hele tiden er på jagt efter flere ord. Da kvinden finder en lillebitte flaske med et stykke sammenrullet papir indeni, nøjes et opvakt barn da heller ikke med at sige ’flaskepost’. Næ, barnet spørger: »Hvad står der?’. Men kvinden svarer bare underfundigt: ’Et brev! Det er til mig.’
Den 38-årige Mette Roslev formår tydeligvis at skabe billeder, så ungerne bliver helt tændte. Samtidig skaber hun en dynamik med et musikalsk flow gennem hele forestillingen, så ungerne vitterlig kommer til at lade sig føre med den blideste strøm af sanseindtryk ind mellem scenerne i hendes ‘Himmelsange’. Fint støttet af bløde meddigterlyde eller jazzede guitarstrenge af komponisten Martin Vognsen.
Samtidig er denne forestilling vidunderligt fordomsfri. Ingen belæring, ingen erklæring, bare glædesudbrud over sære fænomener i verden. Skønnest er måske søstjernen, der gemmer et helt lille akvarium inden i sig – med minidukkefisk og minidukkealger og den sødeste minidukkesøhest. Men kun et glimt får man af herligheden, så lægges søstjernelåget på igen. Hemmeligheder huskes bedre, når de gemmes væk.
Den smittende skønhed
Ved Børneteaterfestivalen i Horsens var der særligt fokus på forestillingerne for vuggestuebørnene og de mindste børnehavebørn. Festivalens pris gik netop til Mette Rosleff, og ‘Himmelsange’ var da også et af de fineste eksempler på denne svære teaterform: Den, hvor alt skal udgøre en helhed, og hvor forestillingen samtidig skal bestå af små, afsluttede historier og gentagelser, fordi tilskuerne kun kan magte op til en halv times koncentration – og fordi selv den mindste forstyrrelse kan tage pippet fra både resten af publikum og spillerne.
Selv er Mette Rosleff bemærkelsesværdig tyst. Som om hun bar på en stor sorg, som er blevet til skønhed. De voksne smiler ærbødigt til hende – som om de kan mærke, at hun mere tilhører stjerneverdenen end den jordiske verden. Og selv om hun smiler, når hun taler om gummistøvler – og om at få våde tæer i gummistøvlerne – så virker hun lykkeligt langt fra institutionsvirkelighedens omklædningsrum. Hos Mette Rosleff dyrkes skønheden.
De bare tæers teater
Den hvide teltscenografi af Mariann Aagaard har samme renhedseffekt. Det er vitterlig som at træde ind i et himmelrum, når man går ind i denne lysverden, uanset om den er opstillet i et teater eller i et klasselokale. Og Jesper Hasseltofts lysdesign – og lyslege gennem teltdugen – holder følelsen svævende kosmisk. Derfor kan Mette Rosleff også slippe afsted med sine sære associationshop og sine papirdukkeflyvninger gennem rummet: I denne himmelverden er alt muligt. Samtidig giver forestillingen sine tilskuere nogle uundværlige oplysninger undervejs. Ikke mindst den om, at ’fødder uden sko på hedder bare tæer
’. Perspektivet er konsekvent børnenes – og forestillingens dynamo er deres iboende undren.
Teater My har en beskeden placering i den danske børneteaterverden. Og med sine max. 40 tilskuere pr. forestilling er Teater My ikke lige dét, der kommer til at løbe med publikumsrekorden. Til gengæld tilbyder det altså de mindste og deres voksne en poetisk oplevelse, som de fleste andre teatre kun rammer i strejf. Oplevelsen af undren og stjernedrys.
