Stemmer fra roemarkerne



Angiveligt er vi alle sammen i familie, bare forgreningerne kommer langt nok ud. Det gælder også for alle 8.klasserne på Lolland og Falster - ikke blot har de rødder fra hele Danmark, men også fra det meste af verden, får vi at vide. Og derfor ligner vi nok også i en vis grad hinanden.
 

Om denne fællesskabsfølelse - eller rettere mangel på samme - har dramatikeren Anna Panduro skrevet en ungdomsforestilling, baseret på udsagn fra en masse skoleelever fra Sydhavsøerne.

En efter en træder de frem, de tre skuespillere og giver et miniportræt af en ung pige eller fyr. Af den let nørdede Lotte, der interesserer sig for forbindelser mellem mennesker, af Mathias, der skal fjernes fra sin mor, af den selvfede dreng, den kejtede og den bange pige, der ikke føler sig tryg ved alle dem, der taler et andet sprog end hende selv.

Små skarpe billeder af unges tanker og forestillinger om verden. Hvem er de, hvad skal de, hvad tænker de om hinanden og sig selv? Ind i lyset træder de – her er jeg, se mig, elsk mig – og ud igen. Elegant balancerende på den grønne halvkugle midt på et spejlblankt gulv, der er den enkle og atmosfæreskabende ramme om alle historierne. Med himlen svævende i baggrunden som et indrammet billede og tre teenagere i shorts og sommersol – glimrende scenografi af Katrine Gjerding.
  

Naive på den søde måde

Men der er heldigvis også længere, lidt sketchagtige scener. Det unge fodboldtalent og hans træner, der pludselig savner enhver form for forståelse, da drengen får tilbud en talentplads i en anden by. Eller pigen som klamrer sig til sin kæreste – 'Jeg begår selvmord, hvis du forlader mig!' – mens han helst vil flygte, fordi forelskelsen alligevel ikke stikker så dybt.
 

Undervejs brydes det personlige af en lille håndfuld kendte popsange på engelsk og et par revyagtige numre, der skal give et mere alment billede af danskerne og af Danmark, set gennem unge øjne. Et lykkeligt og trygt land, men måske også et lidt kedeligt land, lyder deres dom over en nation, de alle synes at være glade for og stolte af. 
 

Hørt med voksenører virker deres refleksioner og drømme om karriere og fremtid, gerne i udlandet, måske lidt naive, men på den søde måde. Som også de tre unge skuespillere er det.

Ikke alene er de troværdige som 15-årige - det er bestemt ikke nogen let kunst - men de evner også at skabe en række meget forskellige figurer på et øjeblik.

Josephine Nørring tager sig morsomt af alle pigerne – fra de gammelkloge til de blanke, fra de stille til de dullede og dem, der bare er stemplet som billige – mens Niklas Bentzen og den vildt charmerende Malik Grosos klarer de kejtede, de seje, de selvfede og de utilpassede med enkel inderlighed, så hver eneste af de mange knægte står klart frem. 
 

Bredt og fordomsfrit galleri

Resultatet er et galleri af unge mennesker, der hver på deres måde virker tiltalende i al deres forskellighed. Skulle man endelig anke over noget i diversiteten, må det være fraværet af de rigtig lede og mobbende typer, der jo desværre også findes.

Her føles forestillingen måske en kende for uproblematisk, fordi de unge, hvis udsagn forestillingen jo er baseret på, næppe har krænget deres mulige ensomhed, frustration og afmagtsfølelse ud for hinanden og interviewerne. 
 

Derfor virker forestillingen, trods de tre tiltalende skuespillere og instruktøren Mia Lipschitz' meget varierede og billedmæssigt fint afvekslende brug af græskuglens og lysets muligheder, alligevel en anelse lang til sidst.

Også fordi forestillingens grundpræmis, nemlig fravalget af dramatisk handling og personmæssig udvikling, undervejs skaber en oplevelse af mekanisk personkatalog. 
 

Når det er sagt, skal det samtidig understreges, at 'Forgreninger' som helhed taler op til sit unge publikum og evner at give dem et bredt og fordomsfrit galleri af unge skæbner at identificere sig med, ligesom man tydeligt i replikkerne mærker, at de har været gennem en dramatikers kyndige hænder.