17. januar 2009

Statsrefusion på 40 procent

Kunststyrelsen har nu meldt ud, at egnsteaterområdet må døje med 40 procents statsrefusion i 2009 som resultat af den famøse rammestyring, som nu forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) fik trumfet igennem i 2007 under stor modstand fra teatrene og de kommunale værtsbyer.

Den variable refusionsprocent afhænger af antallet af egnsteateraftaler, og der bliver årligt afsat midler på finansloven til statens refusion af kommuners udgifter. I 2009 er der afsat 54 mio. kr. til fordeling mellem de kommuner, der yder driftstilskud til landets 34 egnsteatre.

Minimumsprocenten blev tilbage i maj måned meldt ud til 38 pct., men endte altså på 40 pct. Det er så op til de enkelte kommunekasser at spæde de manglende midler op til de tidligere 50 procents statstilskud, idet teatrenes tilskud er det samme, som der blev fastsat i egnsteateraftalerne.

Rammestyringen gælder i øvrigt endnu ikke alle landets egnsteatre. For de egnsteatre, der har aftaler gældende fra før 1. januar 2008, er refusionsprocenten stadig 50. Det drejer sig om 15 teatre. Når aftalerne for disse teatre skal forlænges, ryger de så også ind under den variable statsrefusion.

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne