30. marts 2023

Statistikkernes ubarmhjertige historie

Teater Nordkraft har fået 200.000 kr. fra Spar Nord Fonden som hjælp til (gen)opførelsen af forestillingen ’Mod alle odds’, som Tue Biering / Fix & Foxy satte op på Betty Nansen og som løb med en Reumert-pris for Årets Performance i 2019.

Forestillingen, der med børnenes egne stemmer fortæller om virkelighedens bastante sociale bag- og slagsider, fik også gode ord med sig i Randi K. Pedersens anmeldelse her på portalen, hvor hun kaldte den en tankevækkende øjenåbner – men også pointerede, at det jo var børn og ikke professionelle aktører, der var sat på scenen. Alligevel var forestillingen både godkendt til refusions- og formidlingsordning, fordi forestillingen modtog støtte fra Statens Kunstfond og var en samproduktion med Betty Nansen Teatret.

Nu sættes dette bevægende ulighedsdrama, hvor der medvirker 22 børn, altså op på Teater Nordkraft i sæson 2023/24 – men nu med 22 lokale børn på scenen. Disse er man allerede i gang med at caste.

Når børnene på scenen i ’Mod alle odds’ fortæller om sig selv, får samfundets sociale slagside et nyt refleksionsrum. Vi tvinges til at forholde os til hinanden, til verdens skævheder og uretfærdigheder, og vi tvinges til at reflektere over hvad vi har tænkt os at gøre ved det.
Dansk scenekunst har brug for teaterfortællinger der flytter os som mennesker, og styrker vores forståelse af hinanden – og vi har brug for at de fortælles med kunstnerisk kant og skaberglæde, så de bryder igennem til vores hjerner og hjerter som de legende, tænkende og forandrende mennesker, vi er’
, lyder det bl.a. fra Teater Nordkrafts chef, Minna Johanneson.

Udover Spar Nord Fonden har Teater Nordkrafts samarbejdsprojekt med Tue Biering også opnået støtte fra Aalborg Kommunes Kulturudviklingspulje og Lemvig-Müller Fonden, mens Fix & Foxy selv har tilskud fra Lauritzen Fonden til projektet.

’Hurra for de fonde og puljer, som støtter op om god scenekunst!’ lyder det begribeligt nok fra det nordjyske teater…

(Billedet: Der var 22 børn på scenen i Fix&Foxys statistik-baserede øjenåbner på Betty Nansen Teatrets store scene i starten af 2019. Nu genopsættes forestillingen på Teater Nordkraft – med lokale børn. Foto: Søren Meisner)

(caj) 

Seneste nyheder & navne

Seneste nyheder & navne