DEBAT
20-07-2018
19-07-2018
18-06-2018
01-06-2018
31-05-2018

Det Olske Orkester: ESCAPE

Johannes (Øyvind Kirchhoff) og John (Bo Stendell Larsen) i clinch i den syv timer lange vandreforestilling 'ESCAPE'. Foto: Det Olske Orkester

Stærkt og meningsfyldt tusmørketeater

04-06-2016
Det Olske Teaters nattevandrings-forestilling er fyldt med dramatiske guf, spændende iscenesættelser og gode skuespilpræstationer. Syv timers godt anti-ligegyldigheds-teater.
FAKTA
Det Olske Orkester: ESCAPE -

Koncept: Det Olske Orkester. Manuskript og instruktion: 
Lotte Faarup. Skuespillere: Øyvind Kirchhoff og Bo Stendell Larsen. Guider: Jens Bäckvall og Christian Rossil. Chauffør: Jakob Schlanbusch. Lyddesign: Jonas Jørgensen. Lysdesign:
Mogens Kjempff. Aldersgruppe: Fra 14 år. Varighed: 7 timer. Set 29.5-30.5. Mødested og endestation Flintholm Station, Flintholm Allé 55, 2000 Frederiksberg, (indgang v. Grøndals Parkvej). Spilleperiode 28.5.-12.6. 2016. Billetbestilling: teaterbilletter.dk. Senere planlægges turne på andre locations.  www.detolskeorkester.dk

Syv timers nattevandrings-teater lyder som en pestilens. Men i tilfældet 'ESCAPE' er det en fornøjelse.

Det Olske Orkester tager sit publikum med ud på en oplevelse ud over det sædvanlige. Det kræver mod og kunstnerisk talent at placere publikum i en position hvor de skal agere med-sjæle på en ikke helt nem genforenings-mission.

Forestillingen er ikke for gangbesværede. Man skal tage vindtæt tøj og praktisk fodtøj på, for nok cirka halvdelen af tiden bevæger man sig rundt i forskelligt hærget udendørsterræn. Resten af tiden er man – i mange etaper – indendørs i mange udslidte og øde locations.

'ESCAPE' er som oplevelse en bevægelse ind i et nærvær og hen til en essens, dvs. modsat titlen, som indfanger den omstændighed, at en dreng, John er blevet adskilt fra sin sjæl (Johannes).

Man kommer ud på en rejse ind i en sælsom sprække mellem virkeligheden og ikke-virkeligheden. En rejse, hvor man føres ind i en slags underverden sammen med den vildfarne og forladte sjæl, Johannes, der har sat sig for at finde sit menneske (John) igen.

Udover Johannes følges vi med to guider, 'Spejl' og 'Skygge'.

Barsk barndom

Det giver meget til engagementet, at man langsomt sluses ind i universet. At man i løbet af en busturs times tid sammen med performere og medpublikummer bevæger sig udenfor byens lys og larm og ind i naturens tavse tusmørke.

Man bliver tunet ind på den anden type virkelighed, man i mange timer er en del af. Og man får præsenteret hele forhistorien. I form af et hørespil.

Alle og hver især lytter vi til en grum barndomsfortælling. En fortælling om, hvordan drengen John aldrig blev set og respekteret af sine forældre. En maniodepressiv far og en mor, der er så gennemsigtig som glas. Drengen bevæger sig ind i en parallelverden, hvor det eneste, der optager ham, er sommerfugle. John udvikler en evne til at isolere sin sjæl fra sin krop.

Og hans isolation fra omverdenen kulminerer dramatisk og fører til, at John og Johannes bliver totalt isolerede fra hinanden.

Og det er her vi kommer ind i billedet som med-sjæle på mission i tusmørket.

Genforeningsmission

I tusmørke-landet, som på forunderlig vis både forekommer reelt (i kraft af at være et stykke faktisk natur) og overvirkeligt (fordi forestillingen er iscenesat), skærpes ens sanser, og man oplever lidt af hvert.

Det hele mærkes meget intenst. På grund af skumringen. Fordi man er så meget udenfor i naturens storhed og lune og 'udenfor lov og ret'. Og fordi man som gruppe, i fællesskab med de andre fremmødte og spillets performere, bliver sat på den helt specielle opgave; at hjælpe og understøtte Johannes i at blive genforenet med den dreng, John, der som barn, sagde farvel til både sin egen sjæl og sit barndomshjem.

Det er meget virkningsfuldt, at man bærer den barske barndomsfortælling med sig ud i tusmørket. Vi er blevet godt – og i øvrigt meget dramatisk formfuldendt – klædt på til at bakke Johannes op. Vi ved hvad de to har været udsat for og har måttet kæmpe med.

De velartikulerede stemmer i lydfortællingen er også med til at fastholde opmærksomheden. Nu møder nattens stilhed os.

Moralsk fordærv og kærlighedens kraft

Sammen med Johannes, 'Spejl' og 'Skygge' går vi ind i tusmørket for at lede efter John. Ad mørke stier. Hen ad øde landingsbaner. Forbi og ind i forladte bygninger og rømmede huse. Hvor er John? Har han efterladt sig tegn nogle steder?

Det har han. Hvilke skal selvfølgelig ikke røbes her. Blot at vi støder på ham i natten og via en dialog med Johannes og et samspil med os finder ud af, at John er i fuld gang med at drikke sig ihjel og har levet af at snyde folk verden over med handler og finanser, som ingen gang har på jord.

Hvad vi også finder ud af (under omstændigheder og et sted, som heller ikke skal afsløres) er, at, den kærlighed, John tillod og evnede at nære overfor en kvinde, som han tilfældigt mødte i Heathrow lufthavn, var den livline, som fik Johannes på sporet af, at det nok kunne nytte at lede efter John.

Tekst med kriller og krummer

'ESCAPE' er kriller-spændende - lidt som når at være på natløb og skulle løse udfordrende opgaver. Også lidt uhyggelig på den positivt spændingsfyldte måde. For dukker John pludselig op i en af de forladte bygninger. Bliver det min lille lygtes lyskegle som rammer ham? Hvordan ser han ud? Og ikke mindst hvilken forfatning er han i?

Hertil – vigtigt og typisk for Lotte Faarup, hvis dramatik placerer sig diametralt modsat ligegyldighed – er der menneskekundskabskrummer i teksten og i iscenesættelsen.

Teksten har begge ben på jorden. Er til at forstå. Undervejs dejlig bramfri. Samtidig med at den er filosofisk og psykologisk kompleks.

Den rummer fx en sekvens, hvor John forklarer Johannes, at han aldrig ville have kunnet overleve, hvis han havde skulle tage sin sjæl med sig. Den lader os høre, at Johannes på et tidspunkt fik nok af John, som han smækker følgende replik i hovedet på: 'Jeg ville ønske, at du aldrig var blevet født!'.

Ikke rare sager. Men virkeligheden for John. Og den rummer den smukkeste slutsekvens. 'ESCAPE' slutter af med en helt særlig slags escape.

Situationen skal opleves ligesom de nærmere iscenesættelses-mæssige greb, som er rigtigt fine, ikke skal røbes her, blot ordvekslingen mellem John og Johannes (Johns sjæl). John spørger: 'Hvor skal vi hen?'. Johannes svarer: 'Ind i evigheden'. John replicerer: 'Der har jeg ikke adgang'. Johannes siger: 'Men det har jeg'.

Det er teater, som får det til at risle ned ad ryggen på én. En happy ending – uden antydning af sentimentalitet. Derimod med tilværelsens grundvilkår om dødens ufravigelighed som det mest presente. I forening med formgivningen af vigtigheden af at man har sin sjæl med sig – i livet, og i limbo-landet mellem liv og død.

Teater med indbygget sovetid

Som iscenesættelse byder 'ESCAPE' på en rejse, hvor man oplever et andet menneske blive taget med ind i evigheden på en helt særlig måde. Et utroligt privilegeret og særligt syn – bevægende og også med humor. Det usædvanlige ligger også i, at man får et måltid undervejs. Spiser sammen. Og tillige får sig en lur i en skøn sofarundkreds med sine medpublikummer liggende og siddende på andre sofaer.

Det har jeg alligevel aldrig oplevet før som anmelder eller publikum – at slumre ind – i øvrigt til utrolig flot musik. Elegant båret på maven af guiderne. De står også for at være de primære lysbærere i mørket.

Hvad der mere er at sige? Jo, Johannes, 'Skyggen' og 'Spejl' har sommerfuglevinger – ligesom buschaufføren! Var der nogen, der  sagde gennemført ned til mindste detalje!

Gedigent skuespil

Der er ingen teatervægge til at holde på koncentrationen. Ikke meget udstyr. Kun nøgen natur og rå vægge.

I det regi fylder Bo Stendell Larsen (John) og Øyvind Kirchhoff (Johannes) udendørsterræn og indendørs-rum med skuespil, som man suger til sig, fordi det virker så oprigtigt og så båret af en intention og mening. Vi kan mærke det ud i hver fysiske fiber på spillerne.

Vokalt er de to også et rigtigt fint match. Larsens rustne stemme og Kirchhoffs bløde ditto svinger sammen som to stemmer, der har brug for og vil hinanden.

Så vil man mærke livsblodet rulle og kunsten få frit og fermt løb er 'Escape nattetimerne værd. Også for unge over 14. Ud over den elementære spænding i forløbet er der meget at identificere sig med og tænke over i fortællingen om John.

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - ESCAPE
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

13-08-2018

02-08-2018

16-07-2018

08-07-2018

06-07-2018

02-07-2018

30-06-2018

28-06-2018

26-06-2018

23-06-2018

21-06-2018

19-06-2018

16-06-2018

14-06-2018

12-06-2018

09-06-2018

07-06-2018

05-06-2018

03-06-2018

01-06-2018

30-05-2018

28-05-2018

25-05-2018

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

05-04-2018

Flere anmeldelser