DEBAT
11-06-2023
26-05-2023
08-02-2023
23-11-2022
18-09-2022

Holstebro Dansekompagni: Punk – A REBEL NEVER DIES

Seks dansere i aktion i en hårdtslående forestilling fra Holstebro Dansekompagni - tidligere Black Box Dance Company. Foto: Jacob Stage

Stærk oprørsdans

13-10-2021
'Punk – A REBEL NEVER DIES' kropsliggør effektfyldt kompromisløs ungdomsprotest fra 1980'ernes punkbevægelse til nutidens miljøaktivisme.
FAKTA
Holstebro Dansekompagni: Punk – A REBEL NEVER DIES -

Iscenesættelse og koreografi: Jacob Stage og Holstebro Dansekompagni. Musikalsk arrangement og lyd design: Joakim Pedersen. Scenografi. Signe Krogh. Kostumedesign: Åsa Gjerstad. Lysdesign: Marcus Philippe Gustafsson. Medvirkende dansere: Giorgia Reitani, Jasmine Gordon, Jon Ipina, Elena P. Nielsen, Mikkel Alexander Tøttrup og Jaume Luque Parrelada. Aldersgruppe: +13 år. Varighed: 60 min. Turneforestilling. Set 18. september 2021 på Horsens Teaterfestival. www.holstebroteater.dk

Seks dansere i flade sorte militærlignende støvler invaderer scenen og fylder rummet med  'I rager os en fucking høstblomst'-attituder - 'vi gider intet af det, I står for!'. 

Med mutte blikke, livløst slappe arme og demonstrativt punkteret energi slår de sig ned på scenen. De går på skift hen til en mikrofon i scenens ene side og præsenterer sig ultrakort ved deres fornavn, hvorpå den sidste i rækken fyrer denne kontakt-demonterende replikken af: ”And that's it”.

Men så eksploderer hele flokken. De kaster sig med sprængstoflignende energi i gulvet og hen over hinanden. De bøjer overkroppen forover, går helt ned i knæ og fyrer inkarnerede vredesudbrud lukt ned i gulvet. Udtrykket er indædt kamp, ultimativ protest og ekstrem vrede. Lidt efter ligger de alle spredt rundt på gulvet, som er deres kroppe splinter efter et granatattentat. 

Rå mure og slørede ansigter 

Danseforestillingen 'Punk – A REBEL NEVER DIES' af Holstebro Dansekompagni oser af vrangvillighed, protest og oprørsattituder. Af brutalitet. Af ultimative punktummer. Af rend mig i traditioner og borgerlighed. Af kræver noget andet - og det skal være NU, for vi er stærke, vrede og har stillet os udenfor – på samfundets yderkant – som selvvalgte afvigere, der aldrig går på kompromis med noget som helst. 

De gamle rå grågule mure i Horsens Fængsel, som omgiver spillerummet til alle sider, udgør sammen med de slidte småsprossede vinduer en fin baggrundsramme for forestillingen. Ned trækker så til gengæld det, at rummet ikke er totalt mørklagt. Dagslyset på scenen gør, at videoprojektioner af nærbilleder af dansernes ansigter ikke rigtigt kan komme til sin ret. 

Højspændt og nedtonet

På scenen står alt derimod stjerneklart. Jacob Stage har sammen med danserne skabt et koreografisk udtryk, som pendler fint mellem højspændt protestraseri og nedtonet langsomhed. Mellem absolut støj i højt gear og tyste slowmotion bevægelser. 

Det kropslige protestudtryk understøttes fint af Signe Krogs scenografiske valg af en stribe grå plastkasser. Kasserne skramler og larmer, når danserne stabler og omrokerer dem. De danner lyde, som understøtter og forstærker den ulydighed og den protest, danserne udtrykker. 

Herudover indgår lysstofrør som centrale rekvisitter. Danserne danser med dem og de står som stolper og lysende indramninger for områder, som danserne er lukket inde i og træder ud af. 

Referencer til Greta Thunberg, De Gule Veste m.fl. 

Der er en form for kronologi i udtrykket. Det bevæger sig fra 80'ernes punkbevægelse fremad og inkluderer nutidens miljøaktivisme. På kostumesiden er der også arbejdet med effekter. Danserne bærer undervejs gule veste som reference til den franske protestbevægelse. De sminker sig oprørsk i ansigtet. De tværer sort, grøn og andre mørke farver af læbestift rundt i ansigtet i store buer og plamager, der konnoterer oprør. De trækker nylonstrømper ned over ansigtet. Og danser fyldt med vildskab rundt i flossede tylskørter. 

Musikken følger en tilsvarende tråd. Den er tydeligvis inspireret af eller gengiver musiknumre af udødelige legender som fx The Clash, Rolling Stones, Lou Reed, Generation X og Nouvelle Vague. 

I et danseforløb, som også veksler fint mellem synkron dans og individuelle udtryk, og som skiftevis overlader scenen til solodans og ensemble-udtryk, gengives og transformeres virkelighedens protestskikkelser også. Fx Fatboy Slims ”Right Here, Right Now-særlige Greta-Thunberg version. 

Forestillingens berettigelse og effekt på ungdomspublikummet +13 må være på så markant og ekspressiv måde at vise, at ung protest og oprør altid har været til og haft sin berettigelse i den kompromisløse form, som her kommer til udtryk. Dansens fysisk håndgribelige og non-verbale form viser sig nok engang at have stærke perceptionskvaliteter. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Punk – A REBEL NEVER DIES
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

25-09-2023

24-09-2023

22-09-2023

21-09-2023

20-09-2023

16-09-2023

15-09-2023

09-09-2023

05-09-2023

04-09-2023

09-08-2023

26-06-2023

23-06-2023

19-06-2023

11-06-2023

09-06-2023

08-06-2023

01-06-2023

31-05-2023

30-05-2023

28-05-2023

27-05-2023

26-05-2023

25-05-2023

24-05-2023

23-05-2023

22-05-2023

21-05-2023

19-05-2023

18-05-2023

17-05-2023

16-05-2023

15-05-2023

13-05-2023

11-05-2023

09-05-2023

08-05-2023

07-05-2023

05-05-2023

04-05-2023

Flere anmeldelser