DEBAT
01-04-2020
27-03-2020
26-03-2020
28-02-2020
23-02-2020
19-02-2020
18-02-2020
29-01-2020

Republique / Revolver: An Education

En væg-til-væg-ribbe er den finurlige scenografiske baggrund for en medrivende forestilling om to pigers vej til voksenlivet. Foto: Sara Galbiati

Sprudlende klarøjet

19-01-2020
Oplevelsen af optimistisk livsmod i 'An Education' er stærkt anbefalelsesværdig.
FAKTA
Republique / Revolver: An Education -

Manuskript:  Anna Balslev efter roman af Lynn Barber. Iscenesættelse: Anna Balslev. Scenografi og kostumedesign: Karin Gille. Lysdesigner: Clement Irbil. Lyddesigner: Anders Munch Amdisen.  Medvirkende: Marie Dalsgaard, Nanna Finding Koppel og Mathilde Arcel Fock. Aldersgruppe: Fra 13 år. Varighed: 75 minutter uden pause. Set 15. januar 2020 på Revolver, hvor den spiller til 9. februar 2020 (onsdag - fredag kl. 20, lørdag - søndag kl. 15). www.osterbroteater.dk

En historie uden særlig handling om to pigers vej til voksenlivet for nogle årtier siden er den Interessant? Ja den er, og den fortælles i en fin blanding af dialog og kommenteren 'An Education' på Revolver - en af Østerbro Teaters mange scener.

Her er ingen klynk over skolelivets påtrængende krav og besværligheder eller selvopfyldende sortsyn, men et par skønne skægge teenagepiger med en stor sund appetit på livet. Nysgerrige og forventningsfulde helt ud i de urolige kroppe nærmer de sig voksenlivet, fjollede og fandenivoldske. Men også med en stigende nøgtern erkendelse af, at ikke alt er lykken. 

Man er ikke et øjeblik i tvivl om, at pigerne ikke lader sig nøje med at lære for skolen, De vil lære for livet - med alt hvad det indebærer. 

Nanna Finding Koppels 16-årige Jenny fører an. Hun åbner forestillingen hængende højt oppe i den tindrende flotte lyse væg-til-væg-ribbe, der med et sikkert scenografisk greb både er et visuelt vitamintilskud og basis for finurlige indfald. På, bagved og først og fremmest foran ribben boltrer de tre skuespillere sig i en iderig og fysisk vital, men målrettet iscenesættelse, der i usædvanlig grad opleves som en aktiv medspiller i forestillingen.  

Jenny er en pige, der er langt fremme i skoene - både i forhold til historien og den tid, den udspiller sig i. Hun tør drømme store romantiske drømme og er ikke voldsomt hæmmet af sine forældres tidstypiske vogten over hendes dyd. 

Til Jennys overraskelse viser de sig da også at være ret medgørlige, da datteren bliver kæreste med en lang ældre mand. Man aner, at de - lige som hun - lader sig dupere af hans flotte bil og dyre vaner. 

Omvendt er forældrene påfaldende forstående, da mandens sande karakter - eller mangel på samme - bliver afsløret. Han havner i fængsel, mens Jenny til ens store lettelse lige akkurat når at redde den Oxford-uddannelse i land, som hun tydeligvis har evner og vilje til. 

Mødet med virkeligheden

Som Jennys  fortrolige og hjælpsomme veninde er Mathilde Arcel Fock lige i hælene på hende. Med et underfundigt smilende ansigt og et anstrøg af ironisk komik former hun en karakter helt i sin egen ret, der gør pigernes forhold ligeværdigt og varmt. 

Det er rørende, når de først og forsigtigt og famlende, men med stigende glød udveksler et inderligt kys. Et af flere eksempler på, at 'An Education' - på godt og ondt - foregår i en anden tid med andre sexualnormer end i dag.

Det er på en gang komisk og rystende, når Jenny, som nøje planlagt, skal forføres på sin 17-års fødselsdag. Men i første omgang præsenteres for en umoden banan, som hendes charlatan af en kæreste har medbragt til en 'øverunde' forud for den egentlige og for Jenny skelsættende begivenhed. 

At miste sin mødom er for pigerne en markering af overgangen til voksenlivet. Det er bare ikke det, der får Jenny til at indse, hvem hun er og vil være. 

Det er et langt mere barskt møde med virkeligheden, der forvandler teenage-Jenny til voksen-Jenny. Umiddelbart får det den knaldrøde læbestift og sorte femme fatale-kjole til at ligne et tragikomisk klovnekostume. Men den slags attributter kan man befri sig for. Ligesom tidligere skoleuniformens uskyldshvide plisserede nederdel og de lyse cardigans, der konstant halvvejs glider af pigerne som ved et hamskifte.  

Det sker uden gråd og tænders gnidsel, og man kan indvende, at pigerne i 'An Education' slipper lovlig nemt fra de ting, der rammer dem. Men i en tid med sociale mediers præstationspres og med klima-angst er oplevelsen af optimistisk livsmod stærkt anbefalelsesværdig.

Mathilde Arcel Fock er afgangselev på Den Danske Scenekunst Skole, og Nanna Finding Koppel og Anna Balslev er nyuddannede samme sted fra. Men der er intet ufærdigt over dem eller noget som helst andet i den sprudlende og vidunderligt klarøjede forestilling, hvor den erfarne Marie Dalsgaard i forældrerollen udgør et herligt underspillet bagtæppe til pigernes udfoldelser.

Hun er også er leveringsdygtig i et superflot sangnummer som en del af en lydside, der varierer fra spinkle klange til voluminøs musik. Var forestillingen en tv-serie, ville man glæde sig til næste afsnit.

Af: Randi K. Pedersen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - An Education
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

01-09-2017

30-08-2017

28-08-2017

25-08-2017

23-08-2017

21-08-2017

18-08-2017

16-08-2017

14-08-2017

11-08-2017

09-08-2017

07-08-2017

04-08-2017

30-07-2017

21-07-2017

09-07-2017

30-06-2017

28-06-2017

26-06-2017

23-06-2017

21-06-2017

19-06-2017

16-06-2017

14-06-2017

12-06-2017

09-06-2017

07-06-2017

05-06-2017

03-06-2017

01-06-2017

30-05-2017

28-05-2017

Flere anmeldelser