Af: Randi K. Pedersen

24. oktober 2012

Sprøde musikalske myter

Eksotiske billeder og sprødt slagtøj gør gamle myter til en oplevelse af, hvad musik er og kan.

Verdens skabelse og naturens fænomener er populære temaer, når det drejer sig om teater for børn. I ’Rejsen til solen, månen og stjernerne’ er det myter fra flere østlige kulturer, som fermt er vævet sammen til en sindrig fortælling om, hvordan solen, månen og stjernerne er opstået.

Rammen om forestillingen er udpræget japansk, forfinet og eksotisk i stil og udtryk. Men der er også – ligesom hos teatret Dunkelblå – en coyote på spil. For selv om prærieulve normalt hører hjemme i Mellemamerika, indgår de sjovt nok i japanske myter. Det ses også på nogle meget flotte billeder i en mystisk kasse, som hurtigt tiltrækker blikket.

Kassen viser sig at indeholde en slags japansk dukketeater, der sammen med den sprødeste slagtøjsmusiker med til at fyre op under historien. Eller rettere historierne, for sol, måne og stjerner har hver en sød og fantasifuld skabelsesberetning, som fortælleren giver liv med stor autoritet og nærvær. Lige som den rige billedside og musikkens medfortællende lydbilleder er det med til at holde interessen fangen.

Den første beretning handler om stjernerne, der blev skåret ud i kvarts. Og om mælkevejen, der blev til, fordi en fræk prærieulv kastede de overskydende stumper op i luften. Historien om månen inddrager gudinden Nut, som skærmer jorden. Hun er ulykkelig, fordi en forbandelse forhindrer hende i at få børn. Men ved en snedig manøvre tildeler måneguden hende fem ekstra dage, så hun kan trodse forbandelse og føde børn alligevel.

Åbenlys fornøjelse

Solen  blev skabt på en endnu mere dramatisk facon. I begyndelsen var der nemlig hele syv sole. Men uheldigvis gjorde de jorden så gloende hed, at alting visnede og døde. Derfor befalede kejseren de seks af dem skudt ned en for en, og da der kun er en eneste sol tilbage, er temperaturen på jorden blevet til at holde ud.

Som et ekstra, dramaturgisk kneb optræder der også en fiktiv dreng i forestillingen med det gode danske navn Jeppe – lige til at identificere sig med. Men hverken hans tilstedeværelse eller  de øvrige påfund kan hamle op med  tilskuernes åbenlyse fornøjelse ved selv at være med i forestillingen. Med stor opfindsomhed inddrager iscenesættelsen børnene som musikalske medspillere på en måde, der både er underholdende og lærerig.

Det er svært at følge med i sangene. Ambitionsniveauet er for højt for små børn, og det er tonehøjden tydeligvis også. Det går meget bedre med at klappe og lave lyd og bevæge sig derhen, hvor musikken på skift fører dem rundt mellem sol, måne og stjerner. En fin måde til at få børnene til at lytte og på egen krop kan opleve – og genkende – musikkens mangfoldighed.

Til gengæld er det svært at forstå formålet med at lade fortælleren synge opera midt i det hele. ’Rejsen til solen, månen og stjernerne’ kaldes en operafortælling, og tilskuerne får omhyggeligt at vide, at det ikke er en opera.

Puccinis sorgfulde arie fra ’Madam Butterfly’ falder helt ved siden af forestillingens musikalske udtryk, og indholdsmæssigt virker den heller ikke logisk, men giver en demonstrativ og skæv opfattelse, hvad opera er. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.