Af: Randi K. Pedersen

18. april 2021

Sprællevende dansefilosofi

Dansen, dialogen og musikken skaber en tryg basis for tilskuernes interaktion med danserne i en søgen efter sandhed.

Interaktivt teater er et vidt begreb – ikke mindst når det drejer sig om børn. I danseforestillingen 'Hele sandheden'  inviteres publikum ikke med ud på dansegulvet, men danserne Carolina Bäckman og Andrea Deres medinddrager straks fra begyndelsen børnene og opfordrer dem i ord og bevægelser til at deltage i en søgen efter at finde – ikke den halve eller blot noget af – men hele sandheden.  Det lykkes af gode grunde ikke – men det gør forestillingen.   

Sprællevende og fuld af humor er den sikkert skåret til, så målet hele tiden står skarpt. Hvad er sandheden, hele sandheden? C:A dans vil angiveligt sætte fokus på ”samfundsaktuelle tematikker". Noget af et vovestykke, når de tilmed også tænker i filosofiske baner, og målgruppen er børn på skolens første klassetrin.

Men både som koreografer og dansere har Carolina Bäckman og Andrea Deres en herlig ligetil og frisk tilgang til stoffet, der tydeligvis fanger tilskuerne.

'Hele sandheden' handler ret beset om dybt eksistentielle sider af livet. Derfra knopskyder forestillingen sig i flere retninger både indholdsmæssigt og koreografisk, men ikke mere, end at man kan bevare overblikket. 

Ryger man alligevel af i svinget, er der straks en ny krog at hage sig fast i, så det er nemt at komme tilbage i sporet i den fælles jagt på sandheden. Den er kompliceret, og det er vores forhold til den også. Og hvor sidder for resten sandheden?

Sandheden er konkret, siger man, og hvad er mere konkret end vores krop og alt det, som vi kan gøre med den og blive klogere af. Vi ved godt, at vi har et hjerte. Men når Andrea Deres med en hånd tyst og roligt slår hjerteslag på Caroline Bäckmans bryst, mærker man pludselig også sit eget hjerte, og det er sandt – det slår. 

De fleste ved, at man bliver forpustet af at løbe, men det kan man også blive af at se danseteater. Så sidder sandheden i kroppen? 

Frygtløse tilskuere

Måske. En lang ihærdig løbetur på stedet, leveret af Caroline Bäckman, blev i hvert belønnet med et indlevet pustende fælles suk, da hun holder inde. Der er også spontan reaktion fra hendes krop og fra et jublende publikum, når hun bliver kildet af sin dansepartner. Igen føles sandheden tæt på og meget fysisk og konkret. 

Andre sekvenser afspejler dagligdags bevægelser i dans, og den klassiske ballet strejfes i ultrakorte glimt af en døende svane og nogle elegante attituder. 

Der er til gengæld intet smukt over sandheden, når den slår over i sin egen modsætning og fremtræder forvrænget og ond. Andrea Deres leverer de mest grufulde grimasser, og bevægelser kan være hæslige. Men grimme ord, der spreder usandheder og efterfølgende benægtes, kan være endnu sværere at håndtere. 

Det hele glider dog ubesværet  ind i forestillingens virkningsfulde sammensætning af dans, replikker, speak og direkte dialog med tilskuerne. 

På et tidspunkt kommer en skærm på hjul til nytte som publikumsopdeler. Hver side får sit enkle bevægelsesmønster, og da de sættes sammen viser det sig, at de har et fælles mønster. Selv om den en side dansede en sandhedsdans og den anden et eventyr. Så hvad er forskellen på eventyr og løgn, og gav de to halve sandheder en hel? Det afviser tilskuerne, og for resten så sidder sandheden ifølge dem i hjernen og hjertet og i munden. 

Det sidste leverer børnene selv de fineste eksempler på, når de frygtløst kaster sig ud i at komme med svar på det svære spørgsmål om sandhed. Det er tydeligt, at dansen, dialogen og musikken skaber en solid og tryg basis for interaktionen med de medvirkende. 

De meget unge tilskuere har klart fat i, at danseforestillingen er en illusion. Danserne optræder ikke som sig selv og er altså ikke sande.  Det konkrete – dansen – den er derimod sand, synes de, og man kan kun være enig.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.