Spiselige pejlemærker

Totalscenografiens organiske former og dunkeltrøde lys samler sig i et hjerteformet podie. Samtidig skaber de intime omgivelser en følelse af at befinde sig midt inde i et stort, bankende hjerte.

’Hjertebanken’ er da også en forestilling om romantik for fuld udblæsning med sød forelskelse og det første kys. Men, viser det sig, også om meget andet. Hjertesorg og vrede, jalousi og direkte aggression trænger sig på i samværet mellem fire unge - tre dansere og en musiker

Det hele føles ganske tæt på i den bar, hvor de unge mødes med hinanden og med publikum. Oplevet lidt i knæhøjde fra lave de strandstole, som står i små grupper rundt i rummet. Hvilket er bekvemt for den løbende servering af små superlækre godbidder og elegante drinks, der er en central del af forestillingens insisterende sanselighed. 

Det er skægt at blive tilbudt smagsoplevelser, der matcher grundtonen i en  situation. Her skal man ikke tage det sure med det søde, men kan lade det søde smelte blidt på tungen og det surt syrlige snerpe, når det skal til. Formen med bespisning virker fint som en medfortællende faktor i forhold til indholdet.

Det, vi putter i munden, opleves som gode, spiselige pejlemærker. Gennem smagen sanser vi, i hvilken retning forestillingen – og dermed vi – nu kommer til at gå. Det er flot tænkt og fermt gennemført. Men de mange afbrydelser med servering bliver også lidt et irritationsmoment, der skygger for totaloplevelsen.

Både eksklusiv og ligetil

’Hjertebanken’ er eksklusiv i sit sceniske udtryk. Men som danseteater er forestillingen ganske ligetil. Følelserne bæres uden på tøjet og vises frem i trin så enkle og tydelige, at dansen bliver lige lovlig banal. Der er langt mere    intensitet i personernes ”naturlige” omgang med hinanden i de mange, skiftende situationer og konstellationer.

Pigerne er klart i fokus. Både som personer og dansere er de mest i spil og har mest på spil og gør det rigtig godt. Der er fuld dækning for teenagernes modsætningsfyldte følelsesregister hele vejen rundt. Fra muntert venindeskab til livsfarlig tæt og truende danset jalousi.

Som en slags sidegevinst er de to piger vidt forskellige dansetyper. Marie Sol Sandberg er klassisk smidig med lange linjer, Johanne Dam er mere muskuløs og modern. Til sammen et stærkt par, der viser et ungt publikum spændvidden i moderne danseteater.

I begyndelsen er drengene dem, der iagttager og sætter i gang. Emil Assing styrer også den helt igennem fede musik, der rækker fra det vegetative til  eksplosive techno-rytmer med dunkende hjertebanken.

 Efterhånden kommer drengene dog også på banen. Først og fremmest Jan Strøbech, der kan sætte en solo sikkert på plads. Med stor inderlighed folder de to fyre sig ud som glade kammerater og kærester. Et splitsekund af en omfavnelse er nok til at fylde luften med amoriner, indtil nye varianter af samvær og sød leg mellem kønnene indtager scenen.