Spilopfyldt hemmelighedsteater

Det enkle og muntre går hånd i hånd. 'Ord-spinat-salat' og glædes-hopla-hop, øjne som plirrer og sange som har vemod over sig – ligeså. Team Teatret har i 'Hittehathattens hemmelighed' fundet melodien - med Hans Nørregaard og Dorthe Skøtt Bébe ved den dramatiske skrivepult, Hans Nørregaard ved roret for iscenesættelsen og med Marie Mondrup og Flemming Bang på scenen.

Den lille 35 minutters sag udspiller sig i et skønt og uhøjtideligt trav med både spræl og eftertænksomhedens toner.

Scenografi og kostumer er holdt i sort – og så alligevel ikke. Marie Mondrup og Flemming Bang bevæger sig indenfor en kvadratisk spillekube. En kube med sorte stolper og en sort bagvæg med små låger og skuffer, som de lukker op og i. På scenen er der også placeret et par sorte kasser, som med åbning af lemme og låg lader små enkle og farvefyldte ting og figurer komme på banen.

Modellervoksforvandlinger

Ofte starter det med at en lille klump modellervoks kommer til syne. 'Her er din sko', siger Mondrup. 'Det er modellervoks', irettesætter et vågent børnehavebarn med glæde i stemmen, mens hun og de andre børn rundt omkring på de små runde stofcirkler i klare farver, intenst følger modellervokset forvandle sig i hænderne på spillerne og blive til de forskellige optrædende i forestillingen. 

Halfdan Rasmussens rim og remser rummer så meget i sig selv, at teateriscenesættelser, der bygger på hans univers, let går hen og bliver forfladigede eller forstyrrende tivoliseringer.

Det sker heldigvis ikke her. Dramaturgisk får Flemming Bangs ene sko, som er forsvunden og en sort Hittehat, som tryller sange og fortællinger om forsvundne ting frem, Team Teatrets forestilling til at hænge fint og organisk sammen.

Flemmings sko (spillerne kalder på naturlighedsgivende vis hinanden ved deres eget fornavn) og Hittehatten er et godt sammenbindende kit. Det er to ting, som spillerne vender tilbage til, og som giver mulighed for gelinde at bringe en lille facetteret buket af Halfdans vers på banen. Rim og remser som illustreres eller objektanimeres med modellervoks, små figurer, og med udmærkede musikalske kompositioner af Ole Højer Hansen.

Knalde-Kaj og Raket-Sofie

I ord og bevægelser og små 'himstregimser' møder vi Hr. Blom, Dukke Lone, en lille gummibold, Hr. StærekasseMadsen, Knalde-Kaj og Raket-Sofie, mormors glemte tænder, lillesøsters røde kjoleknap, grønne små orme 'som er nøgne og må kravle når de går' og mange flere.

Flemming og Marie opsøger på skift Hittegodskontoret som er bag en af de små luger i bagvæggen. Vi hører historier om ting som er blevet væk. Marie og Flemming bliver drilsk væk for hinanden. Vi hører at humør kan blive væk, så man bliver helt uden – og oplever at humør kan komme igen. Vi får en sang om en, der finder en sang.

Og som en fin pointe bliver vi gjort opmærksom på og mærker, at noget fortryllende (Hittehatten) har hemmeligheder, og at det er godt, at det er sådan.

Med fantasi, forundring, et lille drys vemod, og frem for alt lystelighed og glæde lukker forestillingen – med et sikkert greb om, at teater for at fænge kræver nærvær, øjenkontakt og sammenhæng i historiens tråde – op for Halfdan Rasmussens poetiske sprogfabulerende univers.

'Hittehathattens hemmelighed' svinger ikke sit publikum med op i den syvende stjernehimmel. Men store som små går fra forestillingen med en fin oplevelse af Halfdans krøllede hjerne og med en oplevelse af, at små verbale mesterværker kan forenes og få nyt liv gennem teatermediet.