Af: Randi K. Pedersen

14. marts 2014

Spilleglæde og vitalitet

Skuespillernes musikalitet, superfine sange og knivskarpe timing får den skægge Reuter-historie om Saltimbocca til at lette.

Kaptajn Bimse og hans crew er igen på vingerne, og de er godt flyvende. Bedre, end da de for ti år siden fyrede den første runde af med Bimse og Goggegeletten, Johnson og den kvikke Anna.

Trioen Anja Owe, Pierre Miehe-Renard og Tom Jacobsen er stadig et muntert miks, der ikke går af vejen for en omgang håndfast farce. Men tonen er dæmpet ned og komikken holdt i kort snor af en stram iscenesættelse. 

Til gengæld er der plads til spilleglæde og kropslig vitalitet. Figurerne har fået mere fylde og samspillet flere nuancer. Tom Jacobsens storskrydende kaptajn Bimse er usikker bag facaden,  og selvom Pierre Miehe-Renard ikke er 20 år, så spiller han, som om han var det. Den lette gang og uskyldige poesi i hans Goggelette og i Johnson er evigung. Lige som Anja Owes Anna har en direkte linje til en sjov og rørende barnlighed.         

Sammen med skuespillernes musikalitet, superfine sange og knivskarpe timing får det den skægge historie om Saltimbocca til at lette. Til gengæld kan man godt undvære voksen-vitserne. De er ikke særlig sjove, og klæder ikke en forestilling, der ellers er god underholdning på børns præmisser. Sådan må det næsten være, når forlægget er af Bjarne Reuter.

Indholdet er ikke det dybeste. Det er hans evne til at skabe et farverigt univers, der er nerven i komedien, hvor små udspekulerede indfald skaber dramatiske situationer. Den ene værre end den anden, for Goggeletten er blevet væk. Faktisk så langt væk som i Saltimboccas jungle. Derfor må den gule, rosindrevne flyvemaskine Zanzibar på vingerne, så vennerne kan redde ham.

Fare for søsyge

Uheldigvis er den gule flyver løbet tør for rosiner og efterladt. Men Kaptajn Bimse har flikket en reserve-maskine sammen af ting og sager, så han kunne komme hjem. Nu skal den bringe dem til Saltimbocca.

Ret genialt er der en person i junglen, der er så farlig, at man ikke engang må hviske hans navn. Men måske må man godt skrive, at han hedder Osso og ikke vil have, at man griner. Det kan vennerne naturligvis ikke lade være med, og så er balladen sikret med bulder og brag, så vi kan kan blive dejligt bange – eller søsyge. For efter at reserveflyveren med (skuespillernes) eksende understel er nødlandet i junglen, begynder jagten på Goggeletten og Zanzibar.

Den fører vidt omkring. Goggeletten bliver fundet og bliver væk igen flere gange. Til sidst står Anna og Johnson og Bimse ved en hængebro over en dyb kløft, som på de skift prøver at passere for at nå frem til Gogeletten. Det er her, der opstår akut fare for søsyge, og det skyldes Anja Owe. Når hun med sin adrætte krop vipper med et par brædder på scenen, føles det, som om man selv står på en yderst vakkevorn bro.

De madglade (som mig) vil vide, at saltimbocca er navnet på en lækker italiensk gryderet med kalvekød. Der tales også bekymrende meget om at 'simre' i forestillingen, og på et tidspunkt sker det uundgåelige. Goggeletten havner først i den monsterstore gryde. Det er der en vis naturlig risiko for, når man er en kanin. Men da Anna vil hjælpe ham op, ryger hun også i suppen.

Heldigvis komme de begge to op igen, før de er kogt helt ud. Den farlige Osso, der putter folk i gryden og hedder Buco til efternavn, er nemlig til at tale med og lærer også at smile. Det er også ham, der deler ud af sine rosiner, så den gule flyver kan bringe alle hjem igen.

For sådan er det i 'Kaptajn Bimse i Saltimboccia', det går bedst, når man hjælper hinanden.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.