Af: Kirsten Dahl

11. oktober 2010

Spas og eksistens

I et univers af kemikobler, glødende elguitarer, skummende bjerge og vrangvillige stemmebånd mimer og showballader Paolo Nani sig gennem en sort klovns opgør med sig selv. Til tider rammer forestillingen en stærk poetisk åre af eksistentiel dybde. Til andre tider bevæger vi os i luftlag som slet og ret 'bare' er spas og ballade.

Paolo Nani er en hamrende dygtig komiker og en fremragende mimiker. En ‘plastisk’ performer med talent for timing og sensibilitetsfyldt præcision i de kropslige udtryk.

Nani kan bruge hænderne i en rullende bevægelse så fingrene tager sig ud som en bløddyrslarve i bølgedans. Han kan tonere en gangart, så vi ikke et øjeblik er i tvivl om sindsstemning og humør. Spile øjnene op i måbende naiv forbavselse. Triumfere med en stålsat selvsikkerhed, for fluks derefter at kollapse som en ‘sjask-ulykkelig klud’. Han kan svitse mellem overlegen ‘vinder’ og slukøret taber. Zappe mellem tilbagetrukken sky underlegenhedsperson og tromlende overlegenhedsvæsen. Svinge mellem sart tilbagetrukken poesi og rå, fremfusende pågåenhed.

Den artistiske snilde og det udtalte charme-gen bruger Nani fuldt ud i ’Jekyll & Hyde’. En soloforestilling, der, som titlen også indikerer, er inspireret af Robert L. Stevensons berømte ’The Strange Case of Dr. Jekyll and Mr. Hyde’. Romanen om dr. Jekyll, som med opfindelsen af et medikament, der kan befri ham for den kuede del af sin personlighed, også fremtryller en drik, som forvandler ham til det skrupelløse monster, Mr. Hyde.

Paolo Nani har transformeret Stevensons litterære forlæg over i et klovneunivers. Dr. Jekyll er en skøn, gigantisk tyk klovn med stor kartoffeltud, en krans af strithår på det i øvrigt ellers skaldede hoved, og en vom som en japansk sumobryder. En fysisk klovnestatur, der passer fint til den blufærdige og engleblide klovn, der snart vender vrangen ud på sig selv og får nogle anderledes diabolske træk.

Kolber og vandkanoner

Klovneforvandlingsspillet foregår med base i Julie Forchhammers kunstgjorte Storm P’ske kemilaboratorium. Et skønt langbord, hvor kulørte væsker bliver sindrigt blandet i kolber og glas. Med ‘farlige følger’ for ikke blot Nanis klovn selv. Men også for publikum. Frygtløs kaster han sig over publikum med sjove indfald og drilske publikumsinvolveringer. Der bliver kastet og sprøjtet og ‘gjort ved’.

Alt sammen for – som det hedder i programteksten på teatrets hjemmeside – ’at krænge indersiden ud og demonstrere menneskets komplekse grundvilkår og komiske eksistens’.

Og krænget ud bliver der. Det er overraskende, vildt, godt gjort og hylende sjovt. Undervejs og i længere øjeblikke rammer forestillingen en åre af dybere lag i den menneskelige eksistens’ dobbeltheder og identitetstumult. Det sker med tilbageholdt åndedræt, når Nanis Dr.Jekyll ikke kan få et ord frem i mikrofonen – i hvert fald ikke ord i den rigtige tonehøjde. Med laviner af drastiske hændelser, når Nani med sin klovnefigur viser menneskets tumlerier og ihærdige gøren ved for at opnå accept og anerkendelse. Med sørgmodighed på sørgmodighed, når kemimiksturen ikke vil makke ret. Med flitsbuespændt guitarvrid, når Mr.Hyde giver en gas som diabolsk rockstar. Med et fint skyggespil indledningsvis. Og afslutningsvis på koncertmaner og i et skønt bjerg af sæbebobler.

Men det vil være at tage munden for fuld, at påstå at vi hele vejen igennem når ned i nogle dybere eksistentielle lag. I flere passager er ’Jekyll & Hyde’ ren spas.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.