Soveposer og selvstyre

Teatergrad skaber forestillinger i tæt samspil med publikum og i rum, hvor det tiltænkte publikum allerede kommer.

Sådan har det også været med forestillingen 'Demokrati – i børnehøjde', der havde premiere 10. april. Forestillingen var  stadig i udvikling her 4. april, hvor hele holdet er taget ud på Skolen på Duevej for at møde en 4. klasse. 

Det dramatiske udgangspunkt er sidste dag på lejrskolen, hvor eleverne vågner i deres soveposer og opdager, at lærerne er væk, døren låst og nu er det op til dem selv at træffe nogle valg - og hvem skal så bestemme?!

4. klasse på lejrtur

20 elever står samlet på trappen til multisalen. Inden påskeferien er de blevet bedt om at medbringe sovepose, og dem står de alle sammen med under armen. Forventningsfulde og småsnakkende, som skulle de i virkeligheden slå lejr på det græsgrønne gulv rundt om bålet af birkestammer, som udgør forestillingens scenografi.

Deres lærer, Andrea, kalder forsamlingen til ro, og skuespiller Signe Kærup Dahl tager over og præsenterer sig selv og kollegaen Jacob Teglgaard. Som hun står der med lang hestehale, hvid skortebluse med broderi ned langs ryggen, løse blå bukser og uldsokker, kunne hun lige så godt være en af eleverne.

»Har I før været på lejrtur?« spørger hun.

Ikke samlet, men drengene har været på en tur, hvor læreren havde fundet en syg vandpistol, som han havde skudt med, og børnene havde givet igen med barberskum, fortæller en dreng.

En anden dreng falder ind og forklarer, at på lejrtur skal man samles, når der bliver ringet på klokken; man skal hygge sig og gå ture ved stranden.

Jacob prikker én efter én børnene på ryggen og beder dem om at følge med Signe, og snart ligger de i soveposerne med ansigterne vendt mod bålet.

»Vores forestilling handler om en 4. klasse på lejrtur. De har hygget sig i flere dage, skudt med syge vandpistoler, drillet lærerne med barberskum, gået ture ved stranden - og når nogen har ringet med klokken, har alle samlet sig. Men sidste aften sker der noget. Noget går helt galt,«  siger Jacob, der er iført blåstribet T-shirt og blå tophue.

»Men vi begynder et andet sted, et par dage før den voldsomme begivenhed.«

Fra det punkt veksler forestillingen mellem to lag: Det dramatiske fiktionslag, hvor det er skuespillerne, der driver historien frem, og et interaktivt lag, hvor eleverne træffer beslutninger om, hvordan de skal reagere på det, der sker i fortællingen. Og det er samtidig det lag, hvor eleverne reflekterer over situationerne og når frem til de parametre, der skal indgå som grundlag for deres beslutninger.

Instruktøren: Børnene skulle mærke demokratiet

Forestillingens instruktør, Pelle Nordhøj Kann, fortæller om mødet med 4. klasse-eleverne:

»Først og fremmest har det været spændende at mærke, hvor meget børn allerede ved om demokrati, og det har haft stor effekt på forestillingen. Vi troede, at vi skulle skabe en forestilling, hvor vi skulle lære børnene om demokrati, men vores første møde med dem afslørede, at de teoretisk ved det. Derfor besluttede vi at skifte spor og lave en forestilling, der gør det, teatret er allerbedst til: At få børnene til at mærke, hvad demokrati er. De forstår det, men de ved ikke, hvordan det føles.

Derfor har vi prøvet at skabe en forestilling, hvor de i højere grad kan identificere, hvornår de er i en demokratisk proces og hvornår det smuldrer mellem hænderne på dem. Det kunne vi ikke have vidst og gjort, hvis vi ikke havde været ude og møde børnene fra et tidligt tidspunkt. I det hele taget har børnene været sparringspartnere på flere plan, både kreativt og på ’værktøjsplan’. Fordi de er eksperter på deres eget liv, kan de komme med meget konkrete bud på, hvordan vi f.eks. kan få dem til at være stille på et bestemt tidspunkt, eller hvad der kan få dem til at vælge at gå på kompromis med de normale demokratiske spilleregler.

Vi mener, at der er et udviklingspotentiale for teatret og er klar over, at vi med forestillinger som denne er med til at bryde ideen om, hvad teater er. Vi prøver at lave fusionen mellem det undervisnings- og workshopbaserede både i udviklingen og afviklingen af forestillingen og så teatret og håber, at vi samler det bedste fra begge verdener.«

Eleverne og læreren: Sjov og god oplevelse

Hvad synes I om teater på denne måde, hvor man selv er en del af forestillingen?

Pige: »Jeg synes, det er meget sjovere end bare at se det.«

Dreng: »Jeg synes også, at det er rigtig sjovt, fordi det ikke så tit man får lov at være med.«

Pige, der blev valgt af klassekammeraterne til at være leder:

»For mig var det ikke vigtigt, at det var mig, der bestemte. Det vigtige var at få de andre med.«

Og deres lærer istemmer:

»Det med at de mærker det på egen krop og kan se hinandens reaktioner, tror jeg sætter sig på en helt anden måde, end hvis vi f.eks. havde lavet en klassisk undervisningssituation. Jeg tror, at demokrati har sat sig som et ord i dem efter denne her oplevelse. Jeg synes, det var vildt godt og en rigtig god oplevelse.«

Skuespillerne: Udfordrende og meningsfyldt

Hvordan er det at skabe en forestilling, hvor børnene bliver inddraget så meget frem for en mere traditionel forestilling?

Signe Kærup Dahl:

»Jeg synes, at det er virkelig udfordrende og spændende, fordi man har så mange parametre i spil. Man skal være skuespiller og leve sig ind i en scene, og man skal være øre udadtil for at vide, hvor børnene er, og hvad de har brug for - og så alle de her improvisationslag, hvor man skal være nærværende i hele rummet. Vi bruger jo de informationer, som børnene giver os fra deres egne oplevelser i fiktionslaget, så det er også udfordrende at lagre det et sted. Og så synes jeg, at det er interessant at se, at børnene får rigtig meget ud af at blive inddraget. De føler sig set og anerkendt, og det kan man mærke, når man taler om dem bagefter.  Det har også ændret noget i dem, fordi vi begynder med deres udsagn og derfra arbejder os ind i det, vi gerne vil sige.«

Jacob Teglgaard:

»Jeg oplever det som meningsfyldt, at vi er sammen med børnene i udviklingen, fordi vi hele tiden kan delteste vores ideer om, hvordan de enkelte elementer fungerer. Det gælder både i forhold til historien og dramaturgien, men også i forhold til de pædagogiske greb og interaktionen. Og så er den samhørighed, vi har sammen med børnene i skabelsesprocessen, virkelig skøn, fordi de er opmærksomme på, at de reelt får indflydelse på forestillingen. Det gør helheden større end delene tilsammen.«

Bliver I tilfredsstillet rent fagligt i denne form for teater?

Signe:

»Ja i høj grad, vi bruger jo vores skuespilteknik i spilscenerne, og i de interaktive scener bruger vi vores pædagogiske kunnen.«

Jacob:

»Vi bevæger os også i et rum mellem interaktionen, hvor alle børnene deltager og vi er i øjenhøjde og så ind i fiktionen. At mærke den overgang i børnene er meget tilfredsstillende, fordi de er helt med på fiktionsdelen og så efterfølgende er de også meget med på refleksionslaget. Men det er vigtigt at finde balancen, så børnene kommer til at folde sig ud i refleksionerne og gør forestillingen større, fordi de byder ind med sig selv og giver det nye farver. Det er jo også det, som udviklingsprocessen handler om: At finde de rammer der gør, at scenerne virker hver gang.«

Dramaturgen: Fokus på en stærk fortælling

Sosha Teperowska er dramaturg på forestillingen, og hvordan sikrer hun så, at  forestillingen forbliver en teaterforestilling og ikke bliver en workshop?

»Det prøver jeg ved at holde fokus på at have en stærk fortælling, så vi ved, at vi kommer med noget, der ikke skal komme fra børnene. Jeg synes, at det er meget tydeligt, når vi går over den grænse og lader for meget være op til børnene, for så smuldrer det, så er der ikke noget teater.

Så mit fokus handler om at sikre, at vi kommer med noget, der er interessant i sig selv; noget børnene kan lade sig falde ind i, så de kan lægge sig selv væk for derefter at kunne reflektere over mere end det, de selv kommer med.

Dramaturgens opgave bliver meget synlig for mig i en sådan proces, fordi jeg har fokus på, hvad det er, vi gerne vil fortælle. Det er så ’let’ at lave noget, der underholder børnene og optager dem, men det er udfordrende at give dem en fortælling om et emne.«

Scenografen: Iscenesættelse af billeder

En interaktiv forestilling, der foregår i skiftende rum, nemlig hvor den aktuelle elev- og publikumsgruppe hører til, giver særlige udfordringer. Scenograf Ingvild Grande - den ene part af scenografduoen Sir Grand Lear - fortæller om, hvordan man arbejder med denne type forestillinger:

»Det, der er specielt ved denne type opgave, er, at vi ikke får hjælp af rummet og en lyssætning, for det arbejder vi ikke med. I det her tilfælde har vi besluttet, at børnene skal have soveposer med og skal ligge i en cirkel vendt ind mod centrum. Det giver et rum, men samtidig er det 60 forskellige farver soveposer, der skifter fra forestilling til forestilling, og ud fra det skal vi bygge hele fiktionen op.

Vi bruger ikke særlig meget materiel, så når man ser forestillingen, kan man næsten tænke: ’Hvad har scenografen overhovedet lavet?’.  Men jeg er med til at beslutte, hvornår vi ændrer hele rummet ved f.eks. at bryde cirklen. Altså det er den dramatiske situation, der skaber et andet rum, men i det her tilfælde er jeg så som scenograf med til sammen med instruktøren og dramaturgen at iscenesætte de billeder, der bliver lavet.

Så det scenografiske ligger i meget små greb: F.eks. har vi et reb, der danner cirklen rundt om bålet, og det bliver brugt til at dele børnene op i to grupper i stedet for én. Også bålet bliver på et tidspunkt brugt på en helt anden måde. Jeg er med ude i de mange forskellige rum, fordi jeg får mange ideer af at være dér og se interaktionen med børnene.

En udfordring kan fx være, at vi ’inviterer’ en elev og en lærer ind på midten af scenen, men det betyder så også, at vi udvisker grænsen mellem fiktionen og virkeligheden, og det kan betyde, at de respektere ’scenen’ mindre. Her diskuterer vi lige nu, om det skal være en strammere opdeling, så vi ikke risikerer, at scenen smuldrer. Jeg er i tvivl - og afklaringen kan jeg kun få ude i det reelle byrum sammen med børnene.«

Den menneskelige inspiration

Hvad er den største scenografiske udfordring i forhold til black boxen?

»Vi får intet gratis, og jeg kan virkelig se, hvor meget lyssætning gør for at fremhæve og styre det visuelle, men jeg synes egentlig, at den største udfordring er at skabe billeder, der kan genskabes igen og igen, også når forestillingen er sendt på turné og jeg har forladt den.«

Hvad er den største scenografiske gave i byrummet?

»Det er faktisk det menneskelige. Menneskene inspirerer både fagligt og menneskeligt, og så skærper det mine sanser i forhold til, hvad det er, vi laver, og hvorfor vi gør det - og så sætter de alle sammen aftryk i de kunstneriske valg, jeg tager.

Jeg øver mig i at tage alle de informationer til mig, som er i rummene, og omsætte dem i forestillingen. Det kan jeg ikke bare gøre fra den ene dag til den anden. Det er en længere proces at lære at ’lytte’ til det.«