Af: Carsten Jensen

9. juni 2014

Sommerteater 2014

Sommeren har overtaget scenen og det skorter ikke på muligheder for at opleve forestillinger for børn og unge og hele familien. Fra minimalistisk dukketeater til spektakulære udstyrsstykker. I parker, på gader og i teatersale. Og mange forestillinger byder på gratis adgang.

Kalenderen siger nu sommer og derfor er teatersæson 2013-14 slut for fleste stationære børneteatre og omkringfarende turnerende børne- og ungdomsteatre.

For gadeteatre, nycirkusteatre m.v. er det til gengæld blevet højsæson, ligesom det stadig myldrer med teaterfestivaler med mulighed for at se børneteater, ungdomsteater eller familieteater. Og det både i juni, juli og august. Og det både i det grønne, på gader og i store teatersale.

Her følger så teateravisen.dk's årligt tilbagevendende forsøg på at lave en guide over oplagte muligheder for at se forestillinger for børn og unge og hele familien. Mange er endda med gratis adgang.

Der kan givet også mange andre steder i landet opleves familieteater, som ikke har ramt portalens flaksende radar – ofte fordi de kun annonceres helt lokalt – så interesserede kan med fordel orientere sig via lokale medier og de gode kulturelle søgemaskiner (Kultunaut og scenen.dk er blot et tryk væk her øverst i portalens højre hjørne).

Kongens Have og Skydebanehaven

Rundturen begynder i Kongens Have i Dronningens København, hvor der bydes på gratis glæder for de helt små og de ret meget større:

Marionetteatret – der nu er filial af Det Lille Teater – spiller forestillinger i den lille pavillonscene, som man har gjort det siden 1970 (og faktisk fra 1966 i et hjørne af haven, hvor kunstmaleren Helgo Jørgensen spillede sine Mester Jakel-komedier).

Sæsonen byder som vanlig på to forestillinger i løbet af de tre sommermåneder. Man er allerede startet med 'Et lille fremskridt' (1. juni – 13. juli) og fortsætter med 'En dag på stranden' (15. juli – 31. august). Der spilles i al slags vejr tir-søn kl. 14 og 15 for børn fra to år og op, men ældre børn og voksne må godt kigge med.  

Andetsteds i parken går det voldsommere til. På plænen mellem Rosenborg Slot og Sølvgade huserer HMF Brændende Kærlighed fra 22. juni-20. juli med 'Fejl 404 –  en komedie om egne fejl og andres ulykker'. Det er familieteater, som man selv annoncerer som 'gadeteater med skarpt slebne kanter og høj ha-ha-faktor' – og den efterfølgende danmarksturne bringer komedien videre rundt.

Der er også planer om en mulig senere turne for småbørnsforestillingen 'En fugl', der er produceret af Transit K. og spiller med fri adgang  i Skydebanehaven på Vesterbro i København 11.-12. juni.

Vor Frue Plads og Ankestyrelsens Have  

Også Dansk Rakkerpak skal turnere landet tyndt, men først efter premiere og efterfølgende spilleperiode på Frue Plads i det absolut indre København. Her opfører gadeteatret nemlig fra 19. juni-12. juli  'Psycho Street Cut – en gyselig komedie'  som en teater-remake af Hitchcocks 'Psycho' fra 1960 – dog nu med teatrets vanlige hang til slapstick, timing og musikalitet. Løjerne er gratis, men Rakkerpak anbefaler 6 år som et godt adgangskrav.

Derimod skal der betales entre, hvis man – ligeledes i fri luft – vil opleve en anden klassiker blive radbrækket. Det er i Grønnegårdsteatret (Ankestyrelsens Have, Amaliegade 23), at man fra 4.- 27. juli kan opleve 'Snehvide og syv fumlinger', alderssat fra 8 år og et gæstespil fra Statens Scenekunstskole – hvilket vil sige 3.års studerende ved hhv. Statens Scenekunstskole og Skuespillerskolen v. Aarhus Teater.

I denne version er dværgene blevet til 'fumlinger' – en kærlig betegnelse for syv personligheder med hver deres funktionsnedsættelse og et noget kaotisk hus, hvortil Snehvide kommer på sin flugt.

I Tivoli

En mere jordnær og ærkedansk klassiker luftes både udendørs og indendørs i Tivoli i sommerens løb.

Det er selvfølgelig Rasmus Klump, der i forvejen er et velbesøgt legeland i den gamle have, men også kan opleves i en Pantomimeteater-forestilling, 'Vild med Rasmus'. der spiller lejlighedsvis i perioden 8. juni-21. september. Plottet lyder helt syret, for det annonceres som, at 'Rasmus Klump og Pjerrot afholder dansekonkurrence på Pantomimeteatret'…

Bag forestillingen finder man såmænd teateravisen.dk's anmelder, Henrik Lyding, der blandt sine mange gøremål også har en tjans som dramaturg og producer m.v. på Pantomimeteatret.

Det er gratis at overvære, når entreen til Tivoli er betalt.

Og der er endnu mere bamseteater, idet familiemusicalen 'Rasmus Klump på eventyr' minsandten vender tilbage til Glassalen i Tivoli og spiller fra 2.-17. august. Her er aldersanbefalingen tre år. Og i billetprisen indgår entre til Tivoli.

Operaen og Nyropsgade

Der er også klassikere som familieteater i spektakulære indendørs opsætninger på sommerprogrammet i hovedstaden og med tilsvarende højere billetpriser.

Hvor Fredericia Teater sidste sommer indtog Operaen på Holmen med 'Aladdin – the musical', kommer man i år med 'Den Lille Havfrue – The Musical', der oprindelig er produceret af Disney Theatrical Group og har sit udspring i Disney-tegnefilmen af samme navn fra 1989 – som igen bygger på det klassiske H.C. Andersen-eventyr.

Den stort anlagte musical opsættes i Operaen fra 17. juli – 17. august og vender derefter hjem til Fredericia, hvor den spiller 28. august – 24. september i Fredericia.

Nogle ganske få havfruehop fra Tivoli finder man Bremen Teater i Nyropsgade, der over en uges tid (8.-15. juli) diverterer med 'Pippi Langstrømpe' i samarbejde med Landsteatret.

Der er tale om en musikalsk dramatisering af svenske Astrid Lindgrens evigtunge klassiker, hvor Sebastian står for musik og sangtekster – ganske som han tidligere har gjort det med en anden Lindgren-klassiker, 'Ronja Røverdatter' i Folketeatrets regi.

Frilandsmuseet og Kronborg

Der er også entrebelagt til et par andre spændende friluftsteaterstykker i naturligt smukke omgivelser i hovedstadsregionen.

På Frilandsmuseet ved Lyngby er det danmarkshistorien, der tages under dramatisk behandling i '1864 – den sande historie', som spiller fra 19. juni – 27. juli. Den prisbelønnede forfatter og sønderjyde Erling Jepsen indkalder til krig og kærlighed i sit nye tragikomiske stykke om nederlaget i 1864. Det er skrevet specielt til Frilandsmuseet og opføres ved museets gård fra Sdr. Sejerslev i Sønderjylland. Familieteater for de 13-årige og op.

Tager man et godt stykke længere nordpå i det sjællandske, tilbyder Kronborg rammer for familieteater og Shakespeare-dukketeater. HamletScenen, der sidste år fik stor ros for 'Romeo og Julie', beregnet for de 6-årige og op, gentager succesen i år med 'King Lear', der spiller hele juli måned. Og med samme hold i form af skuespiller Finn Rye – der i år får selskab af Lene Hummelshøj – instruktør Jacques S. Matthiessen, scenograf og dukkemager Rolf Søborg Hansen og med musik af Fredrik Lundin.

H.C. Andersen i Præstø og Odense

Selvom H.C. Andersen er den delvist skjulte ophavsmand til 'Den lille havfrue'-satsningen fra Fredericia, kan man også finde den ægte vare i sommerens løb.

Således spiller Fyren & Flammen 'Klods Hans' og siden 'Fyrtøjet' i deres egen eventyrteaterpark, H.C. Andersens Verden ved Præstø.

Og i Odense kan man opleve John Doe Teatret fra 6.-19. juli med en genopsætning af sidste års succes, 'Lille Claus og Store Claus' i Den Fynske Landsby. Forestillingen foregår på Fjelstedgårdens toppede brosten med skuespillerne Jesper Dupont og Michael Grønnemose i alle roller.

Her er der gratis adgang til forestillingen, når entreen til museumsparken er betalt.

Festivaler i Odense, Aarhus og København

Det har været et heftigt forår med en halv snes større og mindre festivaler over hele landet med gratis eller billig scenekunst for børn og unge (se artikel) – og det er jo slet ikke slut endnu.

For fra  15.-17. juni afvikles PULS Festival i Odense – som vil udgøre en del af Nordiske Scenekunstdage, der over 11 dage i Danmarks fire største byer sætter fokus på scenekunsten i Norden. I Odense vil der være fokus på den professionelle scenekunst for børn og unge med forestillinger og seminarer.

PULS Festival arrangeres af ASSITEJ Danmark i samarbejde med det lokale Nørregaards Teater og afvikles i Teaterhuset, Filosofgangen 19 i Odense, hvor der  er vil der bl.a. blive budt på 16 børne- og ungdomsforestillinger fra de nordiske lande – fordelt med otte (syd)danske, en grønlandsk, tre norske, to svenske, en finsk og en islandsk forestilling. Billet til de danske/nordiske forestillinger koster blot 40 kr. pr. forestilling, og man kan også købe et partoutkort for 200 kr. gældende for samtlige forestillinger (se note m. forestillinger).

Nordske Scenekunstdage slutter af i København og bliver en del af CPH Stage, der afvikles 11.-22. juni og tegner til at blive en megabegivenhed af teaterforestillinger fra hele landet. De fleste er for de næsten unge og i hvert fald for voksne, men i programmet er bl.a. spottet Odsherreds 'Pim and Theo'; Arrieregarden: 'Alt er sagt, siger de'; Secret Hotel: 'In the field'; Folketeatret: 'Hunden er rask'; Cantabile2/Carte Blanche: 'Life Live!; TinCanCompany: 'Camping Delight'; Alias Teaterproduktion: 'Fucking Fattig'; Thomas Sandberg: 'IPlay uPlay wePlay' – ligesom ovennævnte gadeteaterforestillinger fra Dansk Rakkerpak og HMF Brændende Kærlighed indgår i programmet…

Midt i det hele er der også en mini-dukketeaterfestival i København, Puppet Junior, der fra 12.-15. juni afvikles som en udendørs festival i fire bydele i København, og hvor bl.a. dukketeatret Svanen ('Hvad fatter gør' og 'Store Claus og Lille Claus'), Teater Gyda ('Thepotten' og 'Spørg Amagermor') og Thalias Tjenere ('Den store Bastian') opfører forestillinger, mens spanske Theatre Galiot kommer med installationen 'Puppets House'.

Og i Aarhus afvikler de fortælleteaterfestival 12.-14. juni med Det Fortællende Teater (Bjowulff & Lille Dessert), Teatret Aspendos (Emil og træmand nummer 100), Dunkelblå (Coyote), Asterions Hus (Den grusomme historie om Medusas hoved) og Teater Viva (Pjaltehætte).

Bornholm og Helsingør og København

Som nævnt og dokumenteret ovenfor er gadeteater en naturlig del af den strålende danske sommer. Flere steder er der arrangeret forestillinger og enkelte steder er det sat i system og festivaler.

Det gælder Bornholms Gadeteaterfestival, der afvikles på Solskinsøen fra 25.-27. juli. og byder på 18 forestillinger fra bl.a. Paolo Nani Teater, Batida, TinCanCompany, Fadunito (Spanien) samt ikke mindst Dansk Rakkerpak, der er arrangør sammen med Teaterforeningen Bornholm.

Der er gratis adgang til forestillingerne, som spiller i forskellige byer på øen.

Endeligt program udkommer i løbet af juni måned og kan også findes på festivalens hjemmeside (se faktaboks).

Et færdigt program er også i skrivende stund under opsejling til den store internationale gadeteaterfestival Passage, der fylder byrummet i Helsingør og Helsingborg fra 30. juli-3. august. Festivalen arrangeres i sand dansk-svensk fordragelighed af Helsingør Teater og Dunkers Kulturhus.

Se program på festivalens hjemmeside (se faktaboks)

En helt anden form for festival, nemlig Copenhagen Operafestival, afvikles nogenlunde samtidig, når København i perioden 27. juli – 3. august fyldes med operatoner inde og ude, til lands og til vands.

Der er mestendels tale om voksen-produktioner, men til børn og unge har festivalen dog bl.a. udvalgt Sigurd Barrett samt SaltoMortale og deres 'Den syngende hat'.

Og ellers tilbyder festivalen såmænd som noget nyt børnepasning: Forældre med børn i alderen 5-12 år kan gøre brug af Operasitting, hvor kyndige babysittere vil sørge for underholdning, historiefortælling og middagsmad til børnene, mens forældrene er til opera…

Alt det andet – og anmeldelser

Selvom ovenstående mest ligner et kulturfremstød for hovedstadsregionen og landets store byer, spilles der heldigvis også familieteater mange andre steder i landet. Det er som tidligere nævnt bare ikke lige røget i Teateravisen.dk's mailbox eller blevet opsnuset på anden vis.

Går man fx ind på Kultunaut (der via linket øverst til højre på portalen servicerer med en særlig indstillet guide for børneteater-aktiviteter), er der flere hundrede events hen over sommeren – de fleste er dog nævnt ovenfor, men der afvikles også en lang række enkeltforestillinger forskellige steder i landet.

I denne laaaange artikels enkelte afsnit er der nævnt adskillige forestillinger, som allerede findes anmeldt her på portalen (brug Søg-funktionen), mens en håndfuld af de nye vil blive anmeldt i den nærmeste tid.

Seneste artikler

Seneste artikler

Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

Færre teatre i Københavns lille storbyteaterordning

11 teatre får i alt støtte for 45 mio. kr. årligt og status som et af Københavns Kommunes små storbyteatre i en ny aftale, der gælder for perioden 2025-2028. Teatret Zeppelin og Grønnegårds Teatret mister status, men bevarer støtte via en særordning, mens Teatergrad er røget helt ud.
Læs mere
Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Teatermørke og paraplyvejr i Nürnberg

Fra 6.-11. februar blev 13. udgave af den tyske Festival Panoptikum afviklet i Nürnberg. En dansk delegation med dybe rødder i teater for børn og unge besøgte festivalen, der har ry for at være toneangivende på sit felt i Tyskland. Teatercentrums kommunikationsmedarbejder var med på turen og deler her nogle indtryk fra et festivalbesøg, der bød på teater, installationskunst, netværksaktiviteter, døvetolkning - og regnvejr.
Læs mere
Drevet af lyst og vilje

Drevet af lyst og vilje

Louise Schouw Teater har indledt et landsdækkende erobringstogt med ’Sallys far’. Teatret er i forvejen et af landets store turnerende teatre med over 250 opførelser årligt. Til voksne og børn og familier – og er angiveligt en af de største billetsælgere til børneteater. Efter næsten 25 år som teater uden statsstøtte er det en bedrift i sig selv.
Læs mere
Teaterkritik til debat

Teaterkritik til debat

Kritikerne behøver kunsten for at udøve deres metier, men teatrene har også brug for en kompetent faglig kritik af deres forestillinger. Lidt fra en debat på Aveny-T om anmelderi og formidling - og noget om en instruktørs håndplukning af anmeldere til sin nyeste forestilling.
Læs mere