Solskinsteater i Paradis

Der er noget fortryllende over Batidas nye forestilling. Den føles som en invitation til et større fællesskab – som en udstrakt hånd og et stort knus.

For ’En solskinsdag i Paradis’ viser, at vi må acceptere, at vi alle sammen er forskellige. Og at selv de bedste mennesker har skyggesider – og at selv den grummeste person kan være en lille smule uimodståelig…

’En solskinsdag i Paradis’ er en fri fortolkning af Biblens skabelsesberetning. På  midten af scenen står det famøse Kundskabens Træ med det røde æble, som Eva ikke kan lade være med at smage. Ikke bare et papirtræ, men et rigtigt træ med en ordentlig stamme i Sir Grand Lears herligt konkrete og samtidig skønt lemfældige scenografi - med plastikposerod og motorsav und alles.

Men rundt om træet og den forjættede have er der afspærringstape med rød-hvide striber. Dette paradis er tydeligvis kun er for de særligt udvalgte – og de voksne tilskuere behøver ikke mange sekunder for at indlæse Danmarks restriktive flygtningepolitik i denne forestilling.

Ungerne tager antagelig situationen helt basalt som en skildring af et væsen, der ikke vil dele med de andre. Selv om det er det, alle møjsommeligt lærer, at man skal…

Røde horn i panden

Batidas teaterudtryk har noget forførende 70’er-flippet over sig. Her har mændene langt hår med perler i, og badesandalerne fører an i sjoskeæstetikken. Musikalsk får forestillingen et strejf af teltmusik og afrorytmer, så alle kan rocke smilende med i sæderne – spillet af flittige multiperformerhænder på både folkelig harmonika og ilter trækbasun og hyggelig kontrabas.

’Jeg kommer fra et sted, der er så helvedes varmt,’ synger Fanden, der er klædt ud som en helt almindelig forretningsmand i blåt jakkesæt og rødt slips.

Men ud af panden på ham stikker afslørende røde djævlehorn. For ikke at tale om hans forræderiske hale, der bliver ved med at krybe ud under jakken, så folk kan se den.

Stempel med afslag

Fanden går rundt og forsøger at virke godgørende og venlig. Men som Rasmus Glendorfs stædige Fanden siger det med en fin snert af selvynk i rollen: ’Jeg skal lige vende mig til mit nye jeg.’ Og så sætter han sig ellers med et kontorkit som ’Den Lille Kontormand’ og stempler og gør ved. Men snart finder han sin gamle ondskabstrang frem. Han tager stemplet med ’AFSLAG’ og trykker det hæmningsløst på papirerne omkring sig. Og så udvikler han sig til en selvbestaltet ’udlændingestyrelse’, der giver alle paradistilrejsende afslag, uanset hvad de har skrevet i deres ansøgninger.

Den første kvinde, der når frem til Paradis, har ellers været kvik nok til at finde sin egen illegale smutvej. ’Det er dumt at spørge, for så er der bare nogen, der siger nej,’ som Karen Rasmussen siger det med lavpraktisk logik og snu øjne.

Og så flytter hun ellers hemmeligt ind under træet på lånt tid - sammen med Maria Sonne i rollen som forundret og nysgerrig datter med sund trang til kager.

Fandens oldemor

Batidas forestillinger har altid et positivt budskab om fællesskab. Denne forestilling er ingen undtagelse. Samtidig åbner forestillingen for det interessante ved, at alle mennesker er forskellige – og at det både er i orden og helt afgørende for, at vores verden bliver et godt sted at være.

Forestillingen viser også, at voksne ikke er fejlfri. Helt ned til sjove detaljer om ikke at kunne stave. Ungerne griner i hvert fald højlydt, når flygtningemoderen opfindsomt nok vil prøve at skaffe sig penge ved at sælge ’medicin’ mod alt muligt. For på hendes skilt står der omhyggeligt: ’NON TENG MOD ÅNT SÆLLES BILLIT’.

Men hvad ved Fanden om den slags charme og opfindsomhed hos en mor, der bare gerne vil skaffe mad til sit barn? Som han siger det: ’Jeg har ikke nogen mor. Jeg har en oldemor.’

Med hjertet

Replikkerne af Søren Ovesen er i det hele taget yderst rappe, og handlingen svæver fermt af sted i samme kunstners uortodokse iscenesættelse, der tager sine gakke indfald herligt alvorligt.

Samtidig bliver der fyret adskillige med filosofiske oneliners ud mod publikum. Når Simon Holms elskelige gartner i Paradis pludselig får ondt i sit hjerte over alt det onde, der sker, så lyder det prompte: ’Sjælen? Det er det allerværste sted at have ondt.’

Men egentlig er det letheden hos Batida, som er så besnærende. Den legende fortolkning af vor tids uoverskuelige flygtningekrise, som her bringes ned til en hverdagshistorie, som vi alle sammen kan tage stilling til. Med hjertet.