Solospil i særklasse

Er man i tvivl om forskellen mellem en historie og en teaterforestilling for børn, er 'Grebet i luften' et godt sted at begynde. Scenografien er et lille rundt, gult tæppe og en høj standerlampe. Rekvisitterne er et sommerfuglenet, og det er så dét.

Ingen musik, Ingen fancy lyssætning eller projektioner. Ja, ikke engang en enkelt hånddukke er det blevet til. Skønt dukker ellers er fast inventar i fortælleteater med kun én medvirkende. Mere enkelt kan det dårligt blive og alligevel være storslået teater for de små. Men forskellen? Den er meget høj og meget tynd og hedder Claus Mandøe.

'Grebet i luften' er en lille, skinnende perle af en soloforestilling. Spillet, sunget, hoppet og (næsten) danset af en mand, der udsender bølger af fornøjet energi ved udsigten til at skulle fortælle en historie. Han kan næsten ikke vente. Der er bare det lille problem, at manden i det hvide tøj med den muntre stråhat først liiige skal have en historie ind i sit net, før han kan gå i gang med sin udgave af en rigtig god historie. Den jagtes ivrigt og komisk med arme og ben. Men det tager lidt tid, før det lykkes.

Heldigvis. For så er der tid til først at diske op med en mini-gyser, der er så styg og uhyggelig, at den faktisk ikke skal fortælles . Det bliver den selvfølgelig alligevel.

Replikkerne gnistrer

For selv om alt virker så impulsivt og improviseret, er der overblik og kontrol med hvert eneste skægge og overraskende øjeblik. Det med at fortælle en historie er nemlig noget af en underdrivelse, når det drejer sig om Claus Mandøes virtuose spillestil. Her er en skuespiller, der i den grad ved, hvad han gør, når de mest sjove og skræmmende ting sættes i værk. Og som mestrer sine virkemidler, så man glad og gerne tror på det hele.

Alene sproget er i en klasse for sig – velartikuleret og klangfuldt. Replikkerne gnistrer veloplagt, og han har et forrygende udvalg af komiske lyde og dyrestemmer. Et godt kort at spille ud, når det nu faktisk myldrer med dyr i forestillingen. Et kæmpestort, loddent monster viser sig gudskelov bare at være en lille fræk, lyserød kanin. Godt for Sara, der møder den. Men også for publikum , der får lov til at blive herligt bange.

Hovedpersonen i historien, der røg i sommerfuglenettet, er en pandekage, som man straks kan dufte i hele lokalet. Pandekagen vil ikke vil spises. Den hopper op af panden og triller ud ad landevejen. Det bliver en farlig færd. Under stor komikog tumult lykkes det pandekagen at slippe fra det ene lækkersultne dyr efter det andet. Indtil det omsider går galt, og en snedig gris bliver dens højt smaskende banemand.

Anmdelse fra BTA 145