Sofie Pallesen kysser frøen

Der er noget spinkelt og drømmeagtigt over Sofie Pallesens nye børneteaterforestilling. ’JUHU det er regnvejr’ er titlen, og forestillingen skaber netop en ’juhu-følelse’ hos tilskueren med al den nysgerrighed og undren, der pibler frem undervejs.

Situationen er enkel: Sofie Pallesens barnligt kåde krop vågner op under sin dyne og springer ud i en ny dag. Hendes korte hår og kække tøj er herligt unisex – en stribet bluse signalerer i hvert fald bare godt humør – og så er hun ellers klar til at gå på ekspedition ud i morgenlyset og i regnen.

Skæg sjosken

Sofie Pallesen er en intens skuespiller. Men hun er også en veloplagt mimiker. Og i denne regnvejrsforestilling spiller hun på sin mimik og sine udtryksfulde øjne – og sin muntre evne til at skabe et sjovt kropssprog med sin slanke krop.

Forestillingen er egentlig en mimeforestilling. Komponisten Sune Skuldbøl Vraa har skabt en humørfyldt musik, der lyder som alt fra et vækkeur til et tordenskrald og en musical, og Sofie Pallesen bruger musikken som en virkelig danser.

Hun klasker fødderne i gulvet og sjosker af sted på musikken. Hun ånder musikken ind med ansigtet og lader den brede sig i hele kroppen. Og når musikken bliver vild nok, så begynder hun såmænd bare at steppe…

Feminin stomp

Forestillingens fortælling er lillebitte – og måske lovlig lille i forhold til Sofie Pallesens udtrykspotentiale. Men den er i hvert fald overskuelig for børnehavebørnene.

Og instruktøren Solveig Wienkouff har fint økonomiseret med virkemidlerne, så forestillingen udvikler sig i takt med pigens nysgerrighed.

Når Sofie Pallesen for eksempel på et tidspunkt åbner en imaginær dør ud mod verden, så lyden af bølger og måger vælter ind i lokalet, så virker det vitterlig, som om man kommer med hende ud på stranden. Og når hun jammer med på musikkens jazzede rytmer og hakker med kniv på skærebrættet, så forvandler hun forestillingen til feminin stomp for gult bord og gul skammel. Det er skønt.

Morsom gurglen

Filippa Berglunds scenografi har en overbevisende enkelhed med et bord og en skammel i spinkle proportioner, der passer elegant til Sofie Pallesens krop. I denne stiliserede hjemmeverden bliver dagligdagens udfordringer for børnehavebarnet skægt forstørret.

Drengepigen farer for eksempel vild i sit eget tøj og får enten fat i en bluse, der er alt for lille – eller alt for stort. Og det bliver ekstra morsomt for de voksne, når hun på et tidspunkt får fat i sin tandbørste og skrubber igennem, for her er lyden af tandbørstningen indspillet, så den brager voldsomt ud gennem højttalerne.

Kys frøen

Balancen mellem mime og musik er eminent i denne forestilling - og aldeles altafgørende. Derfor var det også ærgerligt, at forestillingen teknisk set ikke var helt tjekket til Aprilfestival, hvor flere passager med ’forkert stilhed’ ødelagde det musikalske flow; men det skal nok blive rettet til undervejs.

Lyden af en grædende frø var i hvert fald svær at stå for… For selvfølgelig møder pigen en frø, og selvfølgelig skal der kysses midt i regnen.

Og sådan får Sofie Pallesen skabt den fineste magi ud af en helt almindelig morgenscene, der egentlig begyndte med en dyne og et barn, der slet ikke havde lyst til at stå op.

Selv som voksen tilskuer mærkede man til sidst den frydefulde barnefølelse af at løbe gennem vandpytter – og at blive regnet på. Juhu, siger jeg bare.