DEBAT
08-04-2018
07-04-2018
06-04-2018
05-04-2018
21-03-2018

Grønnegade Teater: Vi, de druknede

Peter Holst kan spille alverdens sømænd, så man nærmest kan lugte både tjæren og sveden i den følelsesmættede, men vidtfavnende dramatisering af Carsten Jensens roman 'Vi, de druknede'. Foto: Baesfoto

Søstøvlernes overrumplende poesi

20-05-2013
Peter Holst er fremragende i rollen som sømanden, der døde med søstøvlerne på i 'Vi, de druknede.
FAKTA
Grønnegade Teater: Vi, de druknede -

Tekst baseret på roman af Carsten Jensen fra 2006. Instruktion: Leiv Arne Kjøllmoen. Video- og lysdesign. Pernille Plantener Holst. Medvirkende: Peter Holst. Musiker (live): Sune Skuldbøl Vraa Nielsen. Aldersgruppe: Fra 13 år. Varighed: 70 min. Set i april ved Festival 2013 på Mors 2013 (www.aprilfestival.dk). Turneforestilling, bl.a. november 2013. www.gronnegadeteater.dk

Peter Holst kan det hele i denne forestilling. Han kan spille den hårdføre sømand, der selv i sit sidste øjeblik beskytter sin skat. Han kan spille den gifteivrige enke, der ikke kan vente. Han kan spille den psykopatiske lærer, der tæsker alle børnene som rutine. Og han kan spille den lille dreng, der får første gang får forklaret, hvad de forskellige skibe i havnen egentlig hedder.

Alle personerne i Carsten Jensens roman 'Vi, de druknede' får altså liv og krop hos Peter Holst i denne dramatisering på Grønnegade Teatret. Selv står Peter Holst bare i hvid skjorte og sort vest og taler, mens livet i Marstal bliver til billeder i Pernille Plantener Holsts fine videoprojektioner - omme på lærredet bag en simpel tørresnor mellem to skibssider.

Havet dominerer på videoerne, med bølger af alle vildskabshøjder og i alskens vejr. Og lyden af havet bruser også med i bølgerne i Sune Skuldbøl Vraas meddigtende og omskiftelige musik. Det blå hav og de hvide sejl veksler lige så hurtigt som de mange fortællinger, og tilskueren sejler hurtigt med – væk fra Marstal og til Sønderjylland og helt væk ud på de syv have.

For mange jeg’er

Alligevel er forestillingens problem tydeligt fra begyndelsen: At Peter Holst ikke får lov til blot at være én fortæller. Holst er fænomenal som jeg-fortæller, men når han hele tiden fortæller nye personers historier, så bliver det forstyrrende. Her ville et ’han’ i tredjeperson fungere bedre.

Og derfor irriterer det også, at han ikke må fordybe sig i én persons historie fra Carsten Jensens enorme galleri, men absolut skal trawle gennem hele Danmarks skibsfartshistorie fra 1848 til 1945 lige som romanen.

Selv om dramatiseringen er et effektivt nedkog af den alenlange roman, så er den stadig alt for omstændelig og med for mange tangenthistorier – og for historisk belærende. Det panoramiske i romanen bliver simpelthen for abstrakt på scenen.

Det duer ikke, at teenagerne skal overskue dansk skibsfarts udviklingsmuligheder efter Anden Verdenskrig og den slags. Her dør dramaet. Og fortællingen om den gamle singlekaptajn og hans vægring ved at blive gift indeholder eksistensovervejelser og sexafvisning, der er flere jordomrejser væk i forhold til det teenagepublikum, som de fortælles til.

Bidske hajkæber

Til gengæld stortrives fortællingen, så længe Peter Holst blot spiller en dreng med nysgerrighed på verden og havet. Holst kan trække usynlige kajkæber op af sin skibskiste, så man gladelig  tror, de bider. Og når han fortæller om den verdensrejsende James Cook, der blev dræbt i kamp med de indfødte på Hawaii, så forventer man nærmest, at han selv piller sit hoved af og får det kogt.

Samtidig kan han snildt spille lille dreng og overbevise både sin mor og os andre om, at han skal have lov til at være sømandselev hos Kaptajn Madsen.

»Kaptajn Madsen har lovet at lære mig at svømme. Så kan jeg ikke drukne. Og så kan jeg godt blive sømand,« som han kækt ræsonnerer.

Symbolsk set virker forestillingen i sig selv som en levendegørelse af ambitionen hos den unge sømand: Drømmen om at sejle syd om Kap Horn. Instruktøren Leiv Arne Kjøllmoen har i hvert fald ikke gjort det let for sig selv at skulle tackle en så vidtspændende tekst med så mudrede overgange mellem hovedpersonerne – og så forskellige verdensbeskrivelser.

Barket næve søges

Men denne instruktør kan tydeligvis noget med overrumpling. For bedst som man mærker, at forestillingen omsider er ved at slutte, så begynder en filmagtig musik at fosse ind over scenen. Hjemkomsten i Marstal løfter sig. Og Peter Holst ser ud på os og siger de magiske ord, der burde være umulige som replik:

’Men i aften dansede vi med de druknede – og de druknede, de var os.’

Her løfter forestillingen sig op i den poetiske sfære, hvor den egentlig hører hjemme. Her blandes sømandens løgnehistorier med urfortællinger om manddom og eventyr om kærlighed. Og så kan man ellers godt se sig om efter en barket næve eller et anakronistisk lommetørklæde. For pludselig har ens krop alligevel sanset alle disse udlængsler og afsavn og nederlag – og pludselig kan man ikke holde dem i sig længere.

Så når man sjosker ud fra forestillingen, er det næsten så tungt, som om man i sit indre fået forestillingens store, gamle søstøvler på. Dem, som man kun kan dø i, hvis man dør stående.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Vi, de druknede
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

23-05-2018

21-05-2018

18-05-2018

16-05-2018

14-05-2018

12-05-2018

10-05-2018

08-05-2018

06-05-2018

04-05-2018

02-05-2018

30-04-2018

27-04-2018

25-04-2018

22-04-2018

08-04-2018

05-04-2018

12-03-2018

10-03-2018

08-03-2018

07-03-2018

05-03-2018

01-03-2018

26-02-2018

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

Flere anmeldelser