DEBAT
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017
12-10-2017

Teater Uden Vægge: Helbredelsen

Ulla Vejby og Henrik Holmen er klædt i opfindsomt epidemiudstyr, og tilskuerne sidder i pirrende karantænetelt, i Teater Uden Vægges forestilling ’Helbredelsen’. Men sorgudtrykket er problematisk. Foto: Claudi Thyrrestrup

Sørgeligt sorgteater

18-08-2017
Teater Uden Vægges sorgforestilling ’Helbredelsen’ er godt tænkt. Men resultatet er skræmmende.
FAKTA
Teater Uden Vægge: Helbredelsen -

Tekst, scenografi og medvirken: Ulla Vejby og Henrik Holmen. Iscenesættelse: Henrik Holmen. Målgruppe: Fra 11 år. Varighed: 45 minutter. Turneforestilling. Oplevet på Aprilfestival 2017 i Sønderborg. Turné i 2017/18. www.teateruv.dk

Første scene af ’Helbredelsen’ er forfriskende og farlig: To læger tager imod os iført ebola-dragter – eller noget, der ligner. I et mærkeligt nødlys skal de tjekke os for infektioner med skannere og spørgsmål.

Først da vi alle sammen er blevet testet, får vi lov til at sætte os i et karantænetelt og vente på forestillingen.

De store børn på 11-14 år synes, at dette udstyrsstykke er skønt, så de er i hvert fald motiverede til at høre efter…

Og så kommer der en grufuld historie om en 11-årig pige, der er blevet ramt af en ’en meget farlig og meget smitsom sygdom’, som de kalder sorgen. For hendes far er død…

Grundig research

Herfra går det galt for Teater Uden Vægge.

Forestillingen er ellers noget så interessant og sympatisk som en forestilling om børn og unge, der har oplevet en stor sorg. Børn, der har mistet forældre eller søskende – og som er kastet ud i en afmagt, som resten af deres venner i skolen og familien ofte slet ikke forstår.

Det er altså et virkelig væsentligt emne, som skuespillerduoen Henrik Holmen og Ulla Vejby tager fat på. At dømme efter teatrets hjemmeside er forestillingen også skabt efter grundig research og kontakt med bl.a. Børn, Unge & Sorg.

Avanceret lydsystem

Sorgudtrykket lykkes bare ikke på scenen. Skuespillerne jokker rundt i pinlige replikker, der skal gøre sorg til noget, man lige kan blive kureret for – sådan snip-snap-snude-så-er-den-sorg-ude-agtigt.

Og sorgen udtrykkes i en kluntet teatersportstil, som virker komplet respektløs over for de tilskuere, der sidder med en sorg i sig. Situationsfornemmelsen mangler totalt. Her savnes både en dramatiker og en dramaturg.

Det er Henrik Holmen selv, der har instrueret forestillingen. Måske har han troet, at brugen af et avanceret lydsystem og videoprojektioner ville få de unge til at synes, at dette var teknologisk tjekket og derfor troværdigt. Han skaber nemlig ’kontakt’ til Emilies erindringer om barndommens gode tid, før faderen døde – via nogle elektroder og et nyt computerprogram. Og så han prøver at ’omprogrammere’ hende, så hendes sorg forsvinder…!

Råben og skrigen

Men nej. Psykologisk set virker forestillingen uden forbindelse til anerkendt praksis og almindelig følelsesfornuft. Det er ret makabert, sådan som skuespillerne trasker rundt i realistiske sorgfortællinger – tilsyneladende uden ansvar for at samle historierne op bagefter.

Og da scenerne hverken formår at løfte sig til galgenhumor eller satire, så ved man ikke helt, hvordan man skal reagere på denne følelsesmæssige manipulation.

Selve spillet er temmelig frastødende. Henrik Holmens skingre, norske lægestemme ryger hurtigt op i et stemmeleje, hvor han nærmest råber. Derfor skal Ulla Vejbys smilende og forstående læge bruge de fleste kræfter på at dysse ham ned – og berolige publikum med, at det nok skal gå godt om lidt.

Forestillingens essentielle udsagn er tilsyneladende, at sorg er en følelse, der tager sin tid, men denne bærende idé drukner i ’pisse’ mange bandeord. Desuden er mange af replikkerne slet ikke fastlagte, hvilket gør dem sjaskede. For slet ikke at tale om de råbe-replikker, der munder ud i et decideret skænderi mellem de to skuespillere. Hamrende ubehageligt.

Klarer hun kræften?

»Min far er ikke sådan én, der kan dø,’ lyder en af de gode replikker ellers. Her nærmer forestillingen sig den frygtelige erkendelse af, at selv den stærkeste far kan forsvinde. Ikke når man selv er blevet voksen, men nu når man er barn og er fuldstændig afhængig af ham. Eller af sin mor.

Og når Ulla Vejby får lov til at fortælle nogle af sine lange beretninger om Emilies tanker, så opstår der fine passager, som både er smukke og kloge – og illustrative at vise. Også for børn, der er bekymrede for, om deres mor klarer brystkræften, eller om far får styr på blodtrykket…

Ny version, tak!

Men overordnet set er forestillingen både rodet og ubetænksom – og i mine øjne faktisk ikke egnet for børn og unge i sorg. Ikke i den nuværende version. Som anmelder tror jeg, at denne forestilling skal gennem en garvet instruktørs hænder og genopstå i en ny version, før den bliver til det, som den tydeligvis er tænkt:

En medfølende og frisættende forestilling om sorg.

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Helbredelsen
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

04-09-2017

01-09-2017

30-08-2017

28-08-2017

25-08-2017

23-08-2017

21-08-2017

18-08-2017

16-08-2017

14-08-2017

11-08-2017

09-08-2017

07-08-2017

04-08-2017

30-07-2017

Flere anmeldelser