Af: Kirsten Dahl

22. juni 2019

Sødt og sært saltvandsdukketeater

Vendsyssel Teaters 'Havfruen fra Hirtshals' er meget umiddelbar og rummer både visuel og musikalsk charme, men den vil også så meget forskelligt, at den ender med at blive et noget rodet og uinteressant miks af humør, pop og politik.

Nutidens mennesker sviner og rydder ikke op efter sig. De pøser olie i havet, så mågers vinger bliver klistret sammen af det. De hælder plastik i havet, rejer guffer det i sig og forgifter vores mad. 

Vi skader og ødelægger den forunderlige og farvefyldte verden, som er hjemsted for havets fugle og fisk, og som bebos af mangfoldige væsner: Måger, marsvin, krabber, muslinger, rødspætter, rejer, klumpfisk – og mange andre. Heriblandt Havfruen Line, som er bølgernes skumsprøjt, der bedårer og synger for alle. 

Vendsyssel Teater vil rigtigt meget med 'Havfruen fra Hirtshals', som teatret med beliggenhed tæt på Vesterhavet har givet undertitlen 'saltvandsdukketeater'. Men teatret vil desværre alt for meget på samme tid. 

Forestillingen tager sig ud som et underligt uharmonisk miks af politisk korrekt miljøpolitik, en lovprisning af vigtige og nuttede væsner fra havet, revylignende sange serveret i munter kabaret-stil, og – som det alvorligste – dukkeførere, der aldrig kommer til at hænge organisk sammen med de objekter, de fører.

Søde skabninger 

Forestillingen, som fremtræder ægte naturelskelig og med et massivt 'vi vil det hele så godt'-gen, får paradoksalt nok noget distanceret, fremmedgørende og forlorent over sig. 

Her er ord med vitale eftertryk og skønne sprogmelodier, som fx: 'Sikken skal, sikke prikker'. Naivt vittige replikker og ligefremme bogstavrim. Friske sange, som svinger, og som for voksne klinger af lystig kabaret og livlig revy. 

Og her er masser af søde, farverige skabninger at se på. En stor hvid, jovial måge med maskuline øjenbryn og sang i næb. En kær lille musling, hvis skalåbning bølger som læberne på Søren Bruun fra 'Radiserne'. En farveflot pøl af vandmænd. Pangfarvede små rejer, som pisker rundt i havet. Sild med masser af sølvglimt som springer badut. Og en havfrue med langt turkist hår, spinkle dukkearme og skællet fiskehale som forsøder livet for alle. 

Morsomme måger og en rødspætte med sexappeal 

Scenografiens runde former og havfriske farver signalerer ro og harmoni. Den består af et petroleumsblåt gulv og en stor sandfarvet ring, som fermt kan vippes, så der både kan blive spillet (strandkants)vandret og (havbassin)lodret. 

I denne maritime ramme fortælles om naturliv og klimaproblemer via en historie, der lader en mavepineramt musling, Malthe, møde fugle-, dyre- og fiskelivet omkring sig.

Alt saltvandslivet hedder noget, der rimer, og meget fremstilles humoristisk. Her er mågeparret Mogens og Miranda, som morsomt har tre navngivne æg: Mille, Marie og Magnus. Rødspætten Rosita, som selvværdssikkert og med noget, der ligner sexappeal, vittigt fortæller Malthe om sine vidunderligt røde prikker, som gør alle de andre fisk 'grønne af misundelse'. 

Rosita er også fladfisken, som med sine fyldige jazzsanger-røde læber betror Malthe, at hun er lidt nedtrykt, fordi der ikke er salt nok i havet. Og hun kommer Malthe i møde med spørgsmålet: 'Du kommer vel ikke for at låne penge, jeg er helt flad'. 

Sangene og dialogerne maler miljøkritik- og naturbevarelses-budskabet med en meget bred pensel. En pensel, der tit tangerer pop og noget overdrevet følelsesfuldt. Der bliver fx sunget strofer som: 'Hvis bare mennesker kunne fatte, at naturen rummer mange dyre skatte', 'Vi vil leve bedre med et hav af lutter liv' og 'Mit hav er dit hav, her skal vi leve og have det godt..' 

Teater for børn og unge må selvfølgelig gerne strutte af glæde og humør, men her kammer udtrykket ofte over og får et skær af kliche og noget letbenet. 

Splittelse og distance 

Det er meget vanskeligt ikke at være enige i budskabet i 'Havfruen fra Hirtshals', men serveringen skurrer. Udover det allerede nævnte er der flere forstyrrende elementer i dukkespillet. Astrid Kjær og Yulia Bulankina Lystbæk er ikke hele tiden præcise i deres dukkeføringer, og værst af alt virker dukkeføringen påtaget venlig og mekanisk.

Kjær og Lystbæk fører nok mågen, marsvinet og de forskellige fisk, men hengivelsen og den underliggende nonverbale dialog eller kontakt mellem dukken og dukkeføreren synes at mangle, hvorfor der ikke bliver skabt nogen scenisk magi. 

At det, de mange objekter siger, bliver sendt ud i rummet via båndindtalte stemmer, skaber tillige en distance – uanset at stemmerne er meget velartikulerede og fyldt med liv. De mange båndede stemmer, der både taler og synger, føjer sig til spilsituationen som noget udefrakommende og fremmed. 

Tre i én-forvirring

Havfruen Line skiller sig ud fra de øvrige væsner. Astrid Kjær låner sit ansigt til havfrue-dukken. Kjær tager blågrønne lange paryklokker på og fører dukken. Kjær siger også det havfruen siger. 

Det virker i begyndelsen lidt underligt, når alle øvrige replikker er indtalte, men da havfruen har Kjærs ansigt, forliger man sig hurtigt med det, omend det er med til at skabe en ubalance. 

Til gengæld knækker kæden brat, når havfruen begynder at synge med Anna Vind Andresens indtalte stemme. Da virker forestillingen som en krukke, hvis glasur er krakeleret. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.