Teatret NEO har en særlig sans for og evne til at omsætte de mere problematiske – eller ligefrem barske – sider af moderne børneliv til medrivende og underholdende nutidsteater. Sådan var det med 'Miraklernes tid', og nu gentages succesen med den nye forestilling 'Kalder Katrine'.
Igen iklædes en historie om et barn, der på egen hånd prøver at håndtere livets store følelser, en skøn stemning af sød desperation og salig forløsning. 'Kalder Katrine' er et livligt, hjertevarmt og rørende spillet 'lærestykke' om ensomhed og glæden ved at få en ven og legekammerat.
Det er et velkendt tema. Men det opleves nyt og nærværende, fordi tingene ikke skæres ud i pædagogisk pap med lange forklaringer. Det er dramatikken, der i al sin mangfoldighed viser, hvordan børn oplever en virkelighed, hvor vilkårene aldrig bestemmes af børnene selv. De forventes at følge med uden at mukke, når forældre føler trang til at rykke teltpælene op og flytte et nyt sted hen.
Kommer de alligevel med indvendinger, og det gør Nina Marie Birks sødt selvstændige Katrine, bliver de mødt med de voksnes skråsikre argumenter om, at det er til deres eget bedste. Så pyt med, at børn må sige farvel til deres vante rammer og – ikke mindst – gode legekammerater.
Rørende spil
Sørens forældre, der heldigvis ikke er utroværdige karikaturer, synes, det er herligt at bo i et pensionistkvarter med fred og ro. Det synes Søren ikke. Han savner nogen at lege med, og en hund må han heller ikke få. Det siger hans mor. Til trøst sætter hun sig til den hidsigt snurrende symaskine, og så får Søren en kæmpestor, knaldrød elefant.
Men han har stadig ingen at snakke med, så det klarer Sørens far, der kan noget med teknik. Den superskønne elefant udstyres med en walkie-talkie, og så kan den også kan tale. Det vil sige, egentlig er det jo Søren, der taler. Men det ved Katrine ikke. Hun er den nye pige i huset overfor, som ser sig om efter nye venner.
Dem er der ikke rigtig nogen af, men hun møder en stor, rød elefant, der kan tale. Søren studerer hende ivrigt i sin kikkert. Men når han møder Katrine, ved han ikke, hvad han skal sige. I stedet sender han elefanten, for det er ligesom lettere at snakke til Katrine gennem walkie-talkien – trygt i skjul bag hushjørnet.
Et skægt og skarpt billede på den afstand Erik Vinbergs rørende spillede Søren føler. Men som han heltemodigt og stum af generthed prøver at overvinde.
Katrine er glad og stolt over at have fundet en talende elefant – lige indtil hendes far ubarmhjertigt afslører sandheden. Det er pinligt at have ladet sig narre. Det er også lidt sårende. Men hvad gør det, når det lykkeligt fører til, at Søren og Mette bliver hinandens nye ven.
