Man måtte løbe spidsrod mellem de mange boder og de endnu flere uddelere af politiske pamfletter forgangne weekend i Silkeborg, hvor der jo blot var få dage til kommunalvalget.
Midt i mylderet var der dog også blevet plads til en enkelt dukkefører, der med højttaleranlæg som playback førte sin dansende strengedreng rundt til musikalske numre.
Mange stillede sig op og fulgt de gratis løjer, men artisten var dog ikke en del af den autoriserede dukketeaterfestival. Dertil var hans dramatiske set-up og evner som animator trods alt også for beherskede.
Men trods markedsdage, gøgl og politiske løfteudbydere var valget i Silkeborg 12.-15. november ganske let: Den biennale Silkeborg Dukketeaterfestival havde mest at byde på…
Stolte traditioner
Med knap 120 forestillinger af teatre fra ni europæiske lande blev Festival of Wonder, der er det internationale kaldenavn for festivalen, endnu engang en manifestation af den særlige teaterkunstart med de mange navne: Dukketeater, figurteater, animationsteater, objektteater…
Vi har ikke en egentlig dukketeateruddannelse i Danmark, hverken for dukkemagere eller dukkeførere, og derfor er der god plads til begejstring, når man får mulighed for at se nogle af de store internationale snoreartister og objektbeherskere i aktion.
De kommer ofte fra lande – ikke mindst Tjekkiet og resten af Østeuropa, men også Tyskland og Holland – hvor der er stolte traditioner for dukketeater, der rækker langt udover Mester Jakel-begrebet og små nuttede handskedukker til pussenusse-fortællinger for de kære små børn.
Der er ganske langt fra den slaskede omgang med tøjdyr og mere eller mindre febrile greb i nakken på samme, som man kan opleve, når dukketeater er værst, og til de store episke, poetiske, groteske fortællinger for såvel børn som voksne, udført af fremragende dukkeførere med fantastiske dukker som man kunne se det i Silkeborg.
Hvor man også i danske børneteaterforestillinger ofte ser, at dukker og objekter bruges som en slags rekvisitter eller til nød medspillere, viste nogle af de internationale forestillinger, hvordan dukken er og bør være hovedfiguren.
Hitler i sin bunker
Blandt de store oplevelser på årets festival var således Stuffed Puppettheatre fra Holland med ’Schickelgruber’, der fortæller den efterhånden velkendte historie om Adolf Hitlers sidste dage i sin førerbunker i et sønderbombet Berlin april 1945.
Skuespiller, dukkefører og dukkemager Neville Tranter giver formidabelt liv til de mange agerende i Hitlers førerbunker, mens han selv er næsten livløs i sin egen rolle som tjenende ånd – ’den eneste her, der ikke er noget’, som Døden i skikkelse af en makaber tryllekunstner siger til ham undervejs – hvilket betyder, at han kan optræde med sænket hoved og anonymitet i sin militæruniform, så man næsten ikke lægger mærke til, at han giver stemmer til alle dukkerne næsten på bugtalervis og levendegør dem mere, end hvis de havde været skuespillere.
Det er en slags animeret udgave af filmen ’Der Untergang’ udsat for en mand og hans dukker. Og meget morsom.
Også Michael Vogel fra det tyske teater Wilde & Vogel, som havde danmarkspremiere på deres ’Spleen’, agerer overbevisende med en række frø- og Gollum-lignende eksistenser i lange, groteske forløb, men også selv tager maske på og bliver i perioder således sin egen dukke. Der er fornem arbejde i strengeføringen og gribende passager, fint understreget af den levende musik (Charlotte Wilde) og de udvalgte prosastykker fra den britiske digter Baudelaire, som en ung højengelsk stemme giver i baggrunden.
Men det virker også en anelse manieret og fortænkt – og når man så HAR accepteret præmisserne og stemningerne efter det første kvarter, er der stadig en times strengeleg igen.
Showtime
Der var lidt af den samme stemning over det andet tyske bidrag på festivalen, Figurentheater Tübingen og deres ’Salto.lamento’, hvor der var dødedans for mandshøje dukker i form af en slags kentaurer og levende musik på scenen fra duoen Rat’n’X.
Igen var strengeføringen upåklagelig. Og det kan man bestemt også sige om en af de få danske aktører i verdensklasse på dette felt, Alex Jørgensen, der optrådte med sin ualmindeligt selvoptagede marionetdukke Mr. Barti. Den har mere end 40 tråde, og Jørgensen er suveræn, når han får den til at spille spansk guitar, klaver, vende sider i nodebogen, agere rockstjerne m.v.
På festivalen havde han fået selskab af græske Francisco Brito og hans yndige damedukke Maruka, men det kneb lidt med synkronisering af de ledsagende musikstykker, og desuden fremstod forestillingen også mere som et show end et teaterstykke. Men det er også mere i den showprægede genre, at Alex Jørgensen opererer. Han er stærkt efterspurgt over hele Europa og ses ikke ellers i de danske børneteaterkredse.
Nycirkus i animeret tempo
Også festivalens store økonomiske og logistiske satsning lå i crossover-genren i form af en overvældende nycirkusforestilling. Tjekkiske Forman Brothers kom med stort telt og ’Obdularium’, hvor hele 15 kunstnere leverede et to timers show med monstre, en skægget kvinde, verdens stærkeste mand osv, kogt sammen af dans, maskespil og levende musik.
Meget af forestillingen foregik i stærkt reduceret belysning – hvor tilskuerne af og til skulle hjælpe med ved at dreje på en slags lyskasser og trampe i pedalerne på den elektricitetsgenererende cykel….
Men man kunne da bl.a. skimte en imponerende sammenklappelig hest, festivalens suverænt største animationsobjekt, mens tre temmeligt tilbagestående paphovedmennesker stod for resten af forestillingens mere dukketeater-relaterede begivenheder.
På samme måde var et af de bedste danske bidrag på festivalen også en klon mellem teater og animation. Møllen/Nørregaards ’Den indbildt syge’ er et godt eksempel på en forestilling med flotte kæmpestore slaskedukker. Men heller ikke her er det dukkerne, der er forestillingens kunstneriske centrum – det er de to skuespillere. Der så også – og ikke mindst en fremragende Folmer Kristensen i manisk opskruet tempo – må føre dukker for at få hele persongalleriet med i Molieres evigtunge komedie.
Med bred pensel
Det er således Deres udsendtes påstand, at begrebet dukketeater strækkes til det yderste, hvis man skal tage alle festivalens forestillinger for pålydende.
Og det har festivalens kunstneriske leder, Ulla Dengsøe, da heller ikke svært ved. Hun erkender blankt, at man ’maler med en meget bred pensel i udvælgelsen’ af forestillinger til Festival of Wonder, men at det er et meget bevidst valg for at vise, hvad animationsteater (også) kan være.
Og den holdning går igen hos de fleste deltagende teaterfolk, som børneteateravisen.dk talte med – og de mange engagerede tilskuere, der sørgede for fuldt hus ved langt de fleste af festivalens forestillinger.
Herunder også de mange danske bidrag på festivalen. Alle disse var børne- og ungdomsforestillinger, og mange blev også afviklet som skole- og institutionsforestillinger i dagene op til og under Silkeborg Dukketeaterfestival.
Manglende uddannelse
Der er som nævnt ikke tradition for dukketeater for voksne i Danmark, men Teater Refleksion, der deltog i Silkeborg med ’Den grimme ælling’, har dog annonceret, at man agter at indvie sit nye dukketeaterhus i Århus med en voksenteater-premiere 27. februar 2010 – nemlig forestillingen ’H.C. Andersens Ventesal’.
Der er jo altså heller ikke tradition for at uddanne dukketeaterfolk i Danmark, når man lige ser bort fra en periode, hvor Thy Teater havde held med at få penge via diverse ungdomsuddannelsespuljer til at etablere sin dukkemagerskole, hvor flere gode folk er udgået fra og nu huserer i dansk børneteater.
Det står heller ikke for godt til i resten af Norden. Kun i Finland kan man prale af en egentlig universitetsrelateret uddannelse i animationsteater. Sverige har ingen dukketeateruddannelse, og i Norge blev dukketeateruddannelsen – Akademi for Figurteater, der havde base på Høgskolen i Østfold – nedlagt efter internt fnidder og voldsomme diskussioner i miljøet om den særlige teaterforms betydning for norsk børneteaterliv.
Men måske er der lys forude. Således var en af Norges kendte børneteaterfolk, Svein Gundersen – der p.t. er førsteamanuensis ved Højskolen i Oslo og leder af sit eget lille teater, kaldet Kulturproduksjoner – på visit i Silkeborg og kunne fortælle om sine planer om at få genetableret figurteateruddannelsen og skubbe ind under dramafaget på universitetet i Oslo. Dertil kommer, at han er i fuld gang med at arrangere en figurteaterfestival i Oslo til maj næste år.
En stemme på dukketeatret?
Den norske festival er en velkommen lejlighed til at revitalisere dukketeatret her, selvom den givet næppe bliver så stor som Festival of Wonder i første hug, men mindre kan jo også gøre det.
Nu er der i hvert fald godt to år til næste store manifestation i Silkeborg af, hvad animationsteater kan være, når det er bedst.
Men i den kommende weekend er der atter mylder på torvet – og måske dukker den entreprenante dukkefører også op igen for at score lidt håndører og applaus fra de handlende.
Mange af dem er næppe bevidst om, at der netop har været afviklet en højprofileret teaterfestival lige for næsen af dem. Sådan er vilkårene for festivaler overalt. Men man kan håbe, at de trods alt i ugens løb fik givet deres stemme til nogle politikere, der fortsat vil være med til at støtte byens internationale dukketeaterfestival i årene fremover…
Læs også
omtale
af festivalstruktur og interview med kunstnerisk leder Ulla Dengsøe
