DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Aarhus Teater: Snehvide

Xenia Lach-Nielsen og Annika Aakjær som den onde stedmoder og titelfiguren Snehvide i Aarhus Teaters seværdige musicaludgave af det klassiske eventyr. Foto: Rasmus Baaner

Snehvide som letforståelig pop-musical

28-01-2013
'Snehvide' som en børnefamilieteatermusical med fine musikalske arrangementer og med et indhold, som er mere alvorsfokuseret a la Brødrene Grimm end letvægtsfyldt som i Disney, er endt som en pose med blandede bolsjer – lækkerbiskner iblandet mindre vellykkede sager.
FAKTA
Aarhus Teater: Snehvide -

Manuskript: Håkan Bjerking. Iscenesættelse: Håkan Bjerking. Sangtekster: Thomas Orup Eriksson og Håkan Bjerking. Musik: Thomas Orup Eriksson. Musikalsk arrangør: Anders Glenmark. Kapelmester: Søren Hansen.Scenografi: Mona Blombäck. Kostumedesign: Ina Andersson. Koreografi: Bill Holmberg. Oversættelse: Jesper Kjær.  Medvirkende: Annika Aakjær, Xenia Lach-Nielsen, Jesper Dupont, Niels Ellegaard, Ashok Peter Pramanik, Frederik Ømann, Lena Bakken Høyem, Kristine Elmedal, Nanna Cecilie Bang og Zaki Nobel Mehabil - de to sidste er 3.-årselever fra Skuespilleruddannelsen ved Aarhus Teater i scenetjeneste. Aldersgruppe: 7 år og opefter. Set til premieren 25. januar 2013 på Aarhus Teater, Store Scene, hvor den spiller til 3. marts 2013. Spiller til og med 3. marts 2013. www.aarhusteater.dk

'Snehvide' er seværdig på nogle planer. De syv små dværge er fx skønne. Med Niels Ellegaards altid spøgefuldt legende tilgang til sine roller slår spillet gnister når de syv dværge entrerer scenen med ham som anførerdværgen Tvær.

Skuespillerne er heldigvis ikke blevet sat til at gå på knæ. Højdebedraget klares med kropsprog og påklædning. Alle i salen overgiver sig til de små arbejdsomme fyre, når de i lystig rytmisk gang trasker op fra scenens sorte dyb af små lyse stiger. Med livremmene placeret godt langt nede omkring de alt for store striktrøjer, svajende huer og skælmsk lune over hele femøren er de blevet iscenesat, så vi glædes og overraskes over rytmikken og opfindsomheden i de små nuanceringer.

Ellegaard gør herudover jægeren til en elskelig figur. En sindig og tankefuld udsending som i både sangduet med Stedmoderen og Snehvide når ud over rampen som en menneskelig skikkelse. 

Den onde stedmoder fremtræder kontrasterende tyrannisk. Umenneskelig, cool og næsten monsteragtig triller Xenia Lach-Nielsen ind på scenen i en gigantisk krinolinebred kjoleramme, som med magt og fyldetrang lyser om kap med Stedmoderens hårde blik. Jo, Lach-Nielsen kan kunsten at finde den onde side frem.

Og Thomas Orup Eriksson, som er blevet kaldt Sveriges svar på Thomas Helmig, lægger med rockkoncertagtige akkompagnementer tilsat lidt opera en lydside til som understøtter Stedmoderens selvhenførte Ego og store grusomhed.

Mona Blombäcks scenografiske enkelhed klæder også forestillingen. Det fungerer fint at scenen er så godt som blottet for møbler. Det får de få dele til at træde mere betydningsfulde frem. Vagternes spydspidser, slottets gitre og mure, dværgenes hytte (som parentes bemærket dog stikker forbløffende af fra den øvrige stoflighed ved at være amatøristisk grim i sit design – hvorfor mon det?), bryllupssalens hvide draperier og gigantisk store rosenkrans.  

Indre skønhed

Håkan Bjerking, som står for både manuskript og iscenesættelse og som sammen med Ordrup har skrevet sangteksterne, vil med 'Snehvide' fortælle en historie om, at det er det indre, som tæller.

Ydre skønhed er en forbandelse. Livet handler om at blive elsket som den man er. Lykke er at leve med nærhed og kram baseret på frihed, frem for indespærret i et bur at blive opdraget til fine og stive manerer for senere at blive gift med én for hvem det kun er det ydre som tæller.

Et udmærket budskab - som desværre kommer til at lide under at blive eksponeret lidt for tydeligt.

Snehvide forvandler sig lynhurtigt fra en lille fin pige, som i snehvid kjole og med sløjfer i rottehalerne elsker at hoppe rundt og lege gemme med slottets tjenestepiger, til en ung kvinde, som med udslået hår og lang stram rød draperet nederdel ønsker sig ud i friheden.

Udenfor slottets mure – i dværgenes logi – bliver hun hurtigt en selvbevidst kvinde, som stiller krav til det arbejde, hun vil udføre. Og hun forelsker sig lynhurtigt i den noble kappeklædte prins, som belejligt kommer forbi på sin hvide hest. Prinsen, som hun selvsikkert tiltaler med et 'Jeg kan godt beskytte mig selv' og siden fortæller, at han da godt 'må blive hængende lidt'.

Annika Aakjær, der har rollen som Snehvide, er tydeligvis mere sanger end skuespiller. Aakjærs stemme kontrasterer fint Lach-Nielsens, selvom nogle af hendes sange til premieren lød lidt anstrengte eller skingre – måske noget teknisk? 

Dronningen er inkarnationen af ondskab. En sortklædt, vred og temperamentsfuld lady som aldrig går på kompromis i den jagt på at få aflivet Snehvide, som tilslut, når Snehvide holder bryllup med sin prins, placerer hende gammel, krumbøjet og grim på gloende sko og fører hende i en grav af flammer. Dødeligt og dramatisk, men alligevel ligesom ikke sat i fokus. 

Bogstavelighed

Fronterne er trukket skarpt op. De gode er gode, og de onde er onde. Snehvide, jægeren, de syv små dværge og prinsen tilhører den første kategori. Snehvides stedmoder dronningen den sidste.

Vi får alle mellemregningerne med i handlingsforløbet. Vi ser på en bagvægsstor storskærmsfilmvisning Snehvide flygte ud i skoven. Vi ser på samme vis Snehvide blive set af prinsen, der kommer ridende i skoven på sin hvide hest. Og vi bliver sågar med kameraet ført ned i minerne og ser de små arbejdsomme dværge lystigt hakke guldglinsende klumper fri af klipperne. Sidstnævnte danner dog en fin overgang til live-spillet med dværgene. 

I live-skuespillet får vi iscenesættelser af, hvordan de små dværge følsomt sanser, at Snehvide har været udsat for noget farligt, og myldrer op af små trappestiger i gulvet. Vi ser, hvordan de med små forklædningsiscenesættelser træner Snehvide i at være på vagt over for den onde stedmoder, der vil gøre det af med Snehvide med list. Og vi får – om ikke balkonscener a la Shakespeares 'Romeo og Julie' - så dog alligevel scener foran dværgenes lille hytte, hvor prinsen sværmer rundt om hytten og Snehvide skyndsomt slår vinduesskodden i øverste etage i – mens børn blandt publikum begejstret kommenterer og trækker vejret i spænding.

For det er frem for alt de syv små dværge og kærlighedshistorien mellem Snehvide og prinsen som børnepublikummet synes at være optaget af. Selvom prinsen nu i Jesper Duponts spil og den klichefyldte kostumering virker som en noget skabelonagtig, glat og livløs tegneseriefigur.

Fokus synes ikke så meget at være på den onde stedmoder, som i den grad raser og lyner og tordner med gammeldags opdragemanerer og især had over for Snehvide og den dragende skønhed hun er i besiddelse af. 

'Snehvide' bliver på den led lidt som en pose med blandede bolsjer. Undertiden underholdende og kæk. Undertiden sødmefuld. Og undertiden nådesløs ond og grum blodig. De musikalske arrangementer danner et fint, men ikke epokegørende anderledes supplement til de gammelkendte musicals.

Forestillingen er meget let og ligetil at forstå i det handlings- og budskabsmæssige. Men vi bliver også taget for meget ved hånden. Der er for lidt udfordring. For lidt til publikums forestillingsevne – store som små. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Snehvide
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser