Af: Kirsten Dahl

28. januar 2013

Snehvide som letforståelig pop-musical

'Snehvide' som en børnefamilieteatermusical med fine musikalske arrangementer og med et indhold, som er mere alvorsfokuseret a la Brødrene Grimm end letvægtsfyldt som i Disney, er endt som en pose med blandede bolsjer – lækkerbiskner iblandet mindre vellykkede sager.

'Snehvide' er seværdig på nogle planer. De syv små dværge er fx skønne. Med Niels Ellegaards altid spøgefuldt legende tilgang til sine roller slår spillet gnister når de syv dværge entrerer scenen med ham som anførerdværgen Tvær.

Skuespillerne er heldigvis ikke blevet sat til at gå på knæ. Højdebedraget klares med kropsprog og påklædning. Alle i salen overgiver sig til de små arbejdsomme fyre, når de i lystig rytmisk gang trasker op fra scenens sorte dyb af små lyse stiger. Med livremmene placeret godt langt nede omkring de alt for store striktrøjer, svajende huer og skælmsk lune over hele femøren er de blevet iscenesat, så vi glædes og overraskes over rytmikken og opfindsomheden i de små nuanceringer.

Ellegaard gør herudover jægeren til en elskelig figur. En sindig og tankefuld udsending som i både sangduet med Stedmoderen og Snehvide når ud over rampen som en menneskelig skikkelse. 

Den onde stedmoder fremtræder kontrasterende tyrannisk. Umenneskelig, cool og næsten monsteragtig triller Xenia Lach-Nielsen ind på scenen i en gigantisk krinolinebred kjoleramme, som med magt og fyldetrang lyser om kap med Stedmoderens hårde blik. Jo, Lach-Nielsen kan kunsten at finde den onde side frem.

Og Thomas Orup Eriksson, som er blevet kaldt Sveriges svar på Thomas Helmig, lægger med rockkoncertagtige akkompagnementer tilsat lidt opera en lydside til som understøtter Stedmoderens selvhenførte Ego og store grusomhed.

Mona Blombäcks scenografiske enkelhed klæder også forestillingen. Det fungerer fint at scenen er så godt som blottet for møbler. Det får de få dele til at træde mere betydningsfulde frem. Vagternes spydspidser, slottets gitre og mure, dværgenes hytte (som parentes bemærket dog stikker forbløffende af fra den øvrige stoflighed ved at være amatøristisk grim i sit design – hvorfor mon det?), bryllupssalens hvide draperier og gigantisk store rosenkrans.  

Indre skønhed

Håkan Bjerking, som står for både manuskript og iscenesættelse og som sammen med Ordrup har skrevet sangteksterne, vil med 'Snehvide' fortælle en historie om, at det er det indre, som tæller.

Ydre skønhed er en forbandelse. Livet handler om at blive elsket som den man er. Lykke er at leve med nærhed og kram baseret på frihed, frem for indespærret i et bur at blive opdraget til fine og stive manerer for senere at blive gift med én for hvem det kun er det ydre som tæller.

Et udmærket budskab – som desværre kommer til at lide under at blive eksponeret lidt for tydeligt.

Snehvide forvandler sig lynhurtigt fra en lille fin pige, som i snehvid kjole og med sløjfer i rottehalerne elsker at hoppe rundt og lege gemme med slottets tjenestepiger, til en ung kvinde, som med udslået hår og lang stram rød draperet nederdel ønsker sig ud i friheden.

Udenfor slottets mure – i dværgenes logi – bliver hun hurtigt en selvbevidst kvinde, som stiller krav til det arbejde, hun vil udføre. Og hun forelsker sig lynhurtigt i den noble kappeklædte prins, som belejligt kommer forbi på sin hvide hest. Prinsen, som hun selvsikkert tiltaler med et 'Jeg kan godt beskytte mig selv' og siden fortæller, at han da godt 'må blive hængende lidt'.

Annika Aakjær, der har rollen som Snehvide, er tydeligvis mere sanger end skuespiller. Aakjærs stemme kontrasterer fint Lach-Nielsens, selvom nogle af hendes sange til premieren lød lidt anstrengte eller skingre – måske noget teknisk? 

Dronningen er inkarnationen af ondskab. En sortklædt, vred og temperamentsfuld lady som aldrig går på kompromis i den jagt på at få aflivet Snehvide, som tilslut, når Snehvide holder bryllup med sin prins, placerer hende gammel, krumbøjet og grim på gloende sko og fører hende i en grav af flammer. Dødeligt og dramatisk, men alligevel ligesom ikke sat i fokus. 

Bogstavelighed

Fronterne er trukket skarpt op. De gode er gode, og de onde er onde. Snehvide, jægeren, de syv små dværge og prinsen tilhører den første kategori. Snehvides stedmoder dronningen den sidste.

Vi får alle mellemregningerne med i handlingsforløbet. Vi ser på en bagvægsstor storskærmsfilmvisning Snehvide flygte ud i skoven. Vi ser på samme vis Snehvide blive set af prinsen, der kommer ridende i skoven på sin hvide hest. Og vi bliver sågar med kameraet ført ned i minerne og ser de små arbejdsomme dværge lystigt hakke guldglinsende klumper fri af klipperne. Sidstnævnte danner dog en fin overgang til live-spillet med dværgene. 

I live-skuespillet får vi iscenesættelser af, hvordan de små dværge følsomt sanser, at Snehvide har været udsat for noget farligt, og myldrer op af små trappestiger i gulvet. Vi ser, hvordan de med små forklædningsiscenesættelser træner Snehvide i at være på vagt over for den onde stedmoder, der vil gøre det af med Snehvide med list. Og vi får – om ikke balkonscener a la Shakespeares 'Romeo og Julie' – så dog alligevel scener foran dværgenes lille hytte, hvor prinsen sværmer rundt om hytten og Snehvide skyndsomt slår vinduesskodden i øverste etage i – mens børn blandt publikum begejstret kommenterer og trækker vejret i spænding.

For det er frem for alt de syv små dværge og kærlighedshistorien mellem Snehvide og prinsen som børnepublikummet synes at være optaget af. Selvom prinsen nu i Jesper Duponts spil og den klichefyldte kostumering virker som en noget skabelonagtig, glat og livløs tegneseriefigur.

Fokus synes ikke så meget at være på den onde stedmoder, som i den grad raser og lyner og tordner med gammeldags opdragemanerer og især had over for Snehvide og den dragende skønhed hun er i besiddelse af. 

'Snehvide' bliver på den led lidt som en pose med blandede bolsjer. Undertiden underholdende og kæk. Undertiden sødmefuld. Og undertiden nådesløs ond og grum blodig. De musikalske arrangementer danner et fint, men ikke epokegørende anderledes supplement til de gammelkendte musicals.

Forestillingen er meget let og ligetil at forstå i det handlings- og budskabsmæssige. Men vi bliver også taget for meget ved hånden. Der er for lidt udfordring. For lidt til publikums forestillingsevne – store som små. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.