Snedronning i Disney-sovs

Bedstemødre med hang til tuttenut vil sikkert synes godt om denne teaterversion af H.C. Andersens berømte eventyr om forfrossen kærlighed og kunsten at blive voksen med barnesindet i behold.

Vi andre kunne ærlig talt godt savne noget af poesiens enkle renhed og dramaets ramsaltede kraft. Ikke fordi Niels Brunses tekst ikke rummer mulighed for begge dele, selv om der er hugget adskillige hæle og klippede tæer for at realisere eventyrets mange figurer med blot seks skuespillere i hastig omklædning. Og heller ikke fordi Niels Sechers gotiske dekoration med små huse, floder og spids katedralstemning sammen med lys og projektioner ikke giver plads til andet og mere end romantiske scenebilleder.

Nej, miseren skyldes, at Gitte Aagaards iscenesættelse nøjes med det kønt illustrative, og især at Jan Møllers sange og musik sovser det hele til i en klæg, ofte lidt pop-agtig grød af sange og underlægningsmusik, der tager livet af Andersens ord og handling.

Jeg mindes ikke forestillingen så flad, da jeg så den på Randers Egnsteater for et par sæsoner siden, men dér spillede man også på langs gennem salen med publikum på begge sider. I Sukkerkogeriet i Odense spiller man traditionelt med kukkasse og almindelig tilskuerplads-opbygning.

Jeg tror man har tabt noget fart og energi ved det frontale spil i stedet for de lange stræk og løb, der kunne etableres i Randers.

Spildte muligheder

Men først og fremmest savner jeg noget saft i figurtegningen, og muligheden havde ellers været der med Odense Teaters gode ensemble.

Mikkel Bay Mortensen er en skøn fortæller og han gør, hvad han får lov til for at skabe spænding i ord og situationer, men når man ved, hvad han formår, hvis man slipper ham fri, kunne der være kommet helt anderledes dramatisk swung over eventyret.

Også Betty Glosted lokker noget frem som karsk og saftig røvermutter – hun har også forestillingens bedste sang, hvor der endelig kommer lidt liv i historien.

Men ellers virker det blegt og skitseagtigt. Stina Mølgaards Gerda og Benjamin Hasselflugs Kay er der ikke meget spræl i. Så er Hasselflug langt sjovere som nuttet rensdyr.

Men hver gang vi nærmer os noget interessant, kvæles ordene i flove Disney-agtige sange. Allerværst, da Snedronningen har sin første entre. I flot kostume og med kølig farlighed i fremtoningen hos Natali Vallespir Sand – og så skal hun partout synge en ligegyldig sang i stedet for at male og mane med det talte ords kraft, hun ellers mestrer så flot.

Øv, hvor er det pokkers, som den lille røverpige ville have sagt.