DEBAT
21-06-2019
10-04-2019
20-03-2019
26-02-2019
22-02-2019
09-12-2018
04-12-2018
02-12-2018

MarionetTeatret: Den lykkeligste i verden

I MarionetTeatrets forestilling om verdens foranderlighed, bundet op om H.C. Andersens eventyr om hørplanten, giver dukkeførere/skuespillere på fineste vis objekterne liv. Foto: Anders Clausen

Smukt og livsgnistrende eventyr

14-07-2019
Roligt, livfuldt og med spændende musik og smukke billeder forvandler MarionetTeatret H. C. Andersens eventyr 'Hørren' til en stoflig og sanselig oplevelse af kvaliteterne ved forandring, fryd og levet liv.
FAKTA
MarionetTeatret: Den lykkeligste i verden -

Inspireret af H.C. Andersens eventyr 'Hørren'. Instruktør: Nina Kareis Livingstone. Scenograf/dukkemager: Johan Kølkjær. Komponist: Pete Livingstone. Skuespillere/dukkeførere: Tea Rønne, Troels Kortegaard Ullerup og Bo Carlsson. Alder: Fra 2 år. Varighed: 25 min. Set 9. juli 2019 i Kongens Have, hvor den spiller til 18. august (tir-søn kl.14 og 15, mandag lukket) Gratis adgang.  www.marionetteatret.dk

Det er forfriskende at blive præsenteret for et af H. C. Andersens mindre kendte eventyr. Og når det sker som MarionetTeatrets sommerforestilling 2019 nummer to, er det en svir. 

Forestillingen hedder 'Den lykkeligste i verden', og det passer perfekt, fordi akkurat de ord – som er taget fra originaleventyret – på en meget naturlig måde bliver flettet ind i den næsten ordløse forestilling, som gentagelser af noget, man klart fornemmer er 'hovedpulsåren' i historien. 

'Den lykkeligste i verden' er en sanselig og intuitiv sag. Forestillingen handler – som noget rigtigt fint og informativt – om, hvordan hør bevæger sig fra at være smukke blå blomster på marken til at blive til vævede stoffer, man kan fremstille tøj af og siden lave til papir, man kan digte på. 

Ny viden for små hoveder

Den bearbejdnings – og genbrugsproces bliver præcist og detaljeret vist, og den er sandsynligvis ganske ny for nutidens moderne børn og dermed god og helt konkret viden at erhverve for de små hoveder. 

Men det største og vægtigste ved forestillingen er – som også i H. C. Andersens eventyr – at den på en meget multi-sanselig måde skaber billeder på forandring, fryd og livsforløb. 

Og her har MarionetTeatret samlet en buket af kapaciteter til at løfte opgaven. Med Nina Kareis Livingstone ved instruktørroret, Johan Kølkjær som scenograf og dukkemager, Pete Livingstone som musikmager og Tea Rønne, Troels Kortegaard Ullerup og Bo Carlsson som dem, der giver objekterne liv, er der samlet et hold, som evner at skabe basis for, at publikum i alle aldre får en æstetisk kunstnerisk oplevelse med meningssubstans. 

Alt hænger dygtigt organisk sammen, samtidig med at der hele tiden er liv på scenen. Overordnet er der et flot og meget velfungerende samspil mellem en smuk og enkel billedlighed; en rolig, præcis og undertiden humørfyldt dukkeføring; og en boblende symfoni af forskelligartet musik. 

Magisk blå

Johan Kølkjær har kløgtigt - og meget smukt for øjet – sørget for, at hørblomstens magiske blå gentages forestillingen igennem. Den dukker første gang op på de små blomster, som vokser op af de frø, der sås og vandes. 

Farven føres videre i de små øjne, som den høstede hør danser frydefyldt rundt med. At hørren her også 'er trukket i hat' er blot en af de mange små finesser, som giver oplevelsen dimensioner. Hør-hattene er en forsmag på den (H. C. Andersen)hat, som den eventyr-digtende hør-papir-skikkelse siden har på. 

Den blå farve dukker op i en blomsterbuket, som anbringes på et hør-dugs-dækket bord. Som en farve-tråd i et par balstyrisk musikalske bukser. Og som den lille blomst, der giver digteren inspiration til at skrive 'Hørren'. 

Konkret og fantasibefordrende 

Scenografisk har Kølkjær i samarbejde med instruktør Nina Kareis Livingstone og de tre dygtige dukkeførere sørget for en dejlig kombination af ro og liv i scenebillederne. Markeringer er nok til at skildre præcist og konkret og til at skabe stemninger, som smitter. 

I det første billede føres et ganske enkelt hegn ind. En lodret planke og to lidt længere vandrette. 'En bondegård!' lød det overbevisende fra en lille purk, som lige ville fortælle sin voksne ledsager, at han var spadseret ind i fiktionen. 

Siden, da hørren blev slået hårdt mod scenekanten og hakket i en maskine med (sakse)tænder lød det fra en lille pige: 'Det er en krokodille!'. Hendes storesøster fandt anledning til at korrigere. Men lillesøster holdt fast ved sin oplevelse. Heldigvis. For en slags krokodilletænder ligner de nu dem i den Storm P.-agtige indretning, som både agerer hør-hakker og spinderok.

Billedligheden er fyldt af liv og små overraskelser. Af hørblomster, som fyger rundt, når de gøres klar til at blive bearbejdet til klæde. Af isolerede skjorteærmer, som er i dialog med hinanden. Af en dug med talende mund og tallerken-øjne. Af en skjorte- og bukseskikkelse, som akrobatisk danser rundt langs alle scenens kanter – også loftets. 

Vital og overraskelsesfyldt musik 

Visuelt appellerer rigtigt meget til publikums fantasi. Det samme gør sig i høj grad gældende auditivt. Pete Livingstone har skabt et herligt lydbillede. Musik, som veksler dynamisk mellem dramatiske kompositioner, landskaber af livfuld harmoni, bemærkelsesværdige lyde af roterende metalcylindere og sågar en passage med et kor af stemmer, som i forbindelse med hør-høsten, synger en arbejdsvise. 

Musikken svinger også fint sammen med den minimale tekst, som siges. Og denne er et fint miks af ganske korte – men essentielle – sekvenser fra originaleventyret, som indgår i en helhed, hvor der fabuleres frit og humørfyldt uden at forbindelsen til fortællingens hovedpulsåre brydes. 

Fx skal digteren lige en tur omkring 'Der var engang en tulipanmark....' og 'Der var engang en kartoffelmark...', inden han – efter synet af den smukke blå blomst - finder frem til, at eventyret skal handle om hør - og fluks hører man sentensen 'Hørren stod i blomst, med sådanne dejlige blå blomster så bløde som vingerne på et møl, ja endnu finere....' akkurat som det siges i originalen. 

Ild og aftryk 

Man fornemmer mere eller mindre tydeligt i løbet af forestillingens meget velvalgte korte og intense 25 minutters spilletid, at det, som på ét plan er en historie om hørrens vej fra såning til forgængelighed (papir som brænder væk), også er en historie om at leve, give videre og forsvinde. 

Akkurat det med at gå til – dø – formidles flot og flertydigt i slutscenen, hvor flimrende orange materiale gør det ud for gnister, som strømmer fra ovnluen. Gnister, som forsvinder samtidig med at de planter aftryk og indtryk, som fæstner sig. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Den lykkeligste i verden
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

19-01-2017

09-01-2017

30-12-2016

19-12-2016

16-12-2016

14-12-2016

12-12-2016

08-12-2016

07-12-2016

05-12-2016

01-12-2016

29-11-2016

28-11-2016

25-11-2016

24-11-2016

22-11-2016

21-11-2016

19-11-2016

14-11-2016

10-11-2016

09-11-2016

07-11-2016

03-11-2016

01-11-2016

28-10-2016

27-10-2016

25-10-2016

14-10-2016

09-10-2016

06-10-2016

03-10-2016

30-09-2016

28-09-2016

26-09-2016

22-09-2016

19-09-2016

15-09-2016

13-09-2016

11-09-2016

06-09-2016

Flere anmeldelser