DEBAT
19-09-2020
03-09-2020
22-06-2020
26-05-2020
01-04-2020
27-03-2020
26-03-2020
28-02-2020

Meridiano Teatret: Al tid i verden

Lars Begtrup og Elise Müller er de livgivende dukkeførere bag snart 100-årige Victoria - og hendes kat - i Meridianos livsbekræftende animationsforestilling. Foto: Thomas Petri

Smittende livsglæde

10-05-2012
Livslysten pibler ud af den snart 100-årige Victoria i Meridiano Teatrets ’Al tid i verden’, der er en lykkelig forening af et forunderligt dukkespil, smukke billeder, en ligefrem og åndrig tekst, og en solid dramaturgi fyldt med spændende og sjove finesser.
FAKTA
Meridiano Teatret: Al tid i verden -

Forfatter, instruktør og scenograf: Giacomo Ravicchio. Komponist: Jérôme Baur. Dukker og rekvisitter: Poul Arne Kring. Kostumer: Helene Thygesen. Medvirkende: Lars Begtrup og Elise Müller. Aldersgruppe: 5-11 år og voksne. Turneforestilling. Set i april i Ringsted på Festival 2012. Kan også opleves på Horsens Teaterfestival i september 2012. www.meridiano.dk  

Bagefter - udenfor teaterrummet - forekommer verden helt anderledes og så alligevel har jeg netop sammen med en propfyldt sal af medpublikummer været så ganske tæt på noget af det, som er allervigtigst i livet: at evne at leve i nuet - intenst, reflekteret og åbent i forhold til forandringer. 

Meridiano Teatrets ’Al tid i verden’ gør én euforisk. Forestillingen, som efterfølger ’Genesis’ og ’Anima’ i teatrets dukketeatertrilogi, fører på kunstens vinger sit publikum tæt på det essentielle i livet. Det sus mærker man ikke så tit, så der er noget at fejre.

At fejre livet hvert et øjeblik er akkurat det, som ’Al tid i verden’ handler om. Fermt via en fødselsdagsforberedelse for Victoria, som i morgen fylder 100 år!

I multikunsttalentet Giacomo Ravicchios finurlige og filmisk visuelle teaterunivers er luften fyldt med magi lige fra det øjeblik, hvor Victoria, som sidder i sin lænestol i sin stue, begynder at røre på sig. Lars Begtrup og Elise Müller lister deres hænder ind i Victorias lysebrune cardiganærmer – og vupti er magien tilstede som med et trylleslag. Den ene hånd skriver alt det ned på en liste, som Victoria gerne vil lave til sin fødselsdag. Listen løber hele vejen ned over Victorias lange kjole og hen over gulvtæppet. Den anden hånd holder fast på listen.

Med bittesmå tegn puster Begtrup og Müller liv i Victoria. Kuglepennen vipper og hæves fra papiret i en spændt funderende skrivepause. Victoria løfter hovedet og ser filosoferende frem for sig. Hun letter på brillerne og tjatter sin store røde kat, Ziga, som har sat sig på papirrullen, væk. Hun virrer med munden, når katten springer op i skødet på hende og kildrer hendes læber. Hun løfter pegefingeren, ryster på hovedet og tager en dyb indånding, når katten vælter ting og sager udenfor hendes synsfelt.

Livsappetit og scooterfart

Viktoria er en dukke. En cardigan, en kjole og en maske med gråt hår og briller. Men i en virkelighed, som træder endnu tydeligere frem, er hun et levende menneske. Mimikken springer ud af masken selvom den er uden plasticitet.

Forestillingen folder Victoria ud som en kvinde, hvis livskraft vi til fulde tror på. Victoria er en livsnyder og en vitalitetsfilosof. Vi oplever det via dukkeføringen. I alt det Victoria tager sig til – og det er ikke småting. Hun spurter fartbegejstret af sted på sin smarte gamle scooter. Bager kage. Gør rent. Køber nye sko og en flammende rød fødselsdagskjole. Hun tager billeder af sig selv med det digitale kamera. Og hun finder fotos frem. Vel at mærke både fra et gammelt fotoalbum og på sin bærbare PC.

I fotoseancen serverer Elise Müller, som ud over at være dukke- (og katte-)fører også er fortæller, med en vidunderlig ro i kroppen og en varm klarhed i stemmen forestillingens første verbale guldkorn: ’Hvis man ikke vil blive gammel, må man følge med i alt det nye’.

Vi oplever, at Victoria bliver ved at være ung indeni, fordi hun efterlever den vitale livsfilosofi. Og mærker at livskraft handler om indstilling og perspektiv. 

Victoria er forundret og begejstret over fototeknologiens fremskridt. Vi følger hende i en skøn humoristisk selvudløserfotoscene. Vi ser og hører hvordan et gammeldags fotoapparat fylder flere skotøjsæsker og udsender en hel stikflamme. Og vi ser at de fotografier, som hun sidder med i skødet folder sig ud på bagvæggen: Victoria som barn på kælk og med sæbekassevogn. Og Victoria som eventyrbegejstret ung kvinde i ambulancetjeneste, faldskærmfart m.v.

Vi møder et åndrigt indhold, som aldrig virker tungt eller påklistret, fordi det forstår enkelhedens kunst på det sproglige plan og fordi så meget formidles i en flot kombination af dukkespil og filmiske billeder. ’"Al tid i verden’ er også en visuel lise.

Filmisk og finurlig

Gardiner ruller op og bagvæggens sprosseinddelte felter danner ramme for både levende spil, film og billeder. Elegant og meget sensibilitetsfyldt humoristisk spindes små lykkeepisoder fra Victorias liv sammen med hendes vitale nu. Et lille dukkespil hvor vi oplever Victoria ved det lille træ hendes far plantede da hun blev født, transformeres over i et fullscreen-livespil, hvor den gamle Victoria står ved (livs)træets tykke stamme.

Med teatrets trylleri formidler forestillingen akkurat den visdom, som holder Victoria så vitalt i live og som vi tidligere har hørt hende formulere. Nemlig det at: ’Hvis man vil forstå en ting bedre, så må man kikke på den på en anden måde’.

Et raffineret greb som fx kommer til visuel udfoldelse i scenen, hvor Victoria som barn farer vild i skoven. I tre sidestillede billeder ser vi skoven fra forskellige perspektiver. Og vi hører – vel at mærke i samme scene – at det var akkurat den dag, hvor hun var allermest bange, at hun beslutter sig for, at hun vil leve et liv fyldt med eventyr.

Mel drysser ned, når Victoria bager i en dukkespilsscene, og forvandles i et filmisk billede til den barndommens sne som for Victoria betyder lykke. Senere når hun fylder 100 drysser de hvide lykkekorn ned på hele scenen i baggrunden. I haven som hun har pyntet med kulørte lamper og gensvinsk danseopvarmet.

Om lidt myldrer gæsterne ind – ikke så underligt. Victoria kaster jo ufortrødent glæde fra sig i kolossale mængder. Og hvad hun ikke når i dag, gør hun bare en anden gang, for ’Jeg har jo al tid i verden’, som hun siger. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Al tid i verden
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
1011121314151617181920212223242526272829

16-10-2013

14-10-2013

11-10-2013

09-10-2013

07-10-2013

04-10-2013

02-10-2013

30-09-2013

27-09-2013

25-09-2013

23-09-2013

20-09-2013

18-09-2013

16-09-2013

13-09-2013

11-09-2013

09-09-2013

06-09-2013

04-09-2013

02-09-2013

30-08-2013

28-08-2013

26-08-2013

23-08-2013

21-08-2013

19-08-2013

16-08-2013

14-08-2013

12-08-2013

08-08-2013

05-08-2013

01-08-2013

23-07-2013

10-07-2013

28-06-2013

26-06-2013

24-06-2013

21-06-2013

19-06-2013

17-06-2013

Flere anmeldelser