DEBAT
11-01-2018
17-11-2017
29-10-2017
19-10-2017
14-10-2017

Meridiano Teatret: Al tid i verden

Lars Begtrup og Elise Müller er de livgivende dukkeførere bag snart 100-årige Victoria - og hendes kat - i Meridianos livsbekræftende animationsforestilling. Foto: Thomas Petri

Smittende livsglæde

10-05-2012
Livslysten pibler ud af den snart 100-årige Victoria i Meridiano Teatrets ’Al tid i verden’, der er en lykkelig forening af et forunderligt dukkespil, smukke billeder, en ligefrem og åndrig tekst, og en solid dramaturgi fyldt med spændende og sjove finesser.
FAKTA
Meridiano Teatret: Al tid i verden -

Forfatter, instruktør og scenograf: Giacomo Ravicchio. Komponist: Jérôme Baur. Dukker og rekvisitter: Poul Arne Kring. Kostumer: Helene Thygesen. Medvirkende: Lars Begtrup og Elise Müller. Aldersgruppe: 5-11 år og voksne. Turneforestilling. Set i april i Ringsted på Festival 2012. Kan også opleves på Horsens Teaterfestival i september 2012. www.meridiano.dk  

Bagefter - udenfor teaterrummet - forekommer verden helt anderledes og så alligevel har jeg netop sammen med en propfyldt sal af medpublikummer været så ganske tæt på noget af det, som er allervigtigst i livet: at evne at leve i nuet - intenst, reflekteret og åbent i forhold til forandringer. 

Meridiano Teatrets ’Al tid i verden’ gør én euforisk. Forestillingen, som efterfølger ’Genesis’ og ’Anima’ i teatrets dukketeatertrilogi, fører på kunstens vinger sit publikum tæt på det essentielle i livet. Det sus mærker man ikke så tit, så der er noget at fejre.

At fejre livet hvert et øjeblik er akkurat det, som ’Al tid i verden’ handler om. Fermt via en fødselsdagsforberedelse for Victoria, som i morgen fylder 100 år!

I multikunsttalentet Giacomo Ravicchios finurlige og filmisk visuelle teaterunivers er luften fyldt med magi lige fra det øjeblik, hvor Victoria, som sidder i sin lænestol i sin stue, begynder at røre på sig. Lars Begtrup og Elise Müller lister deres hænder ind i Victorias lysebrune cardiganærmer – og vupti er magien tilstede som med et trylleslag. Den ene hånd skriver alt det ned på en liste, som Victoria gerne vil lave til sin fødselsdag. Listen løber hele vejen ned over Victorias lange kjole og hen over gulvtæppet. Den anden hånd holder fast på listen.

Med bittesmå tegn puster Begtrup og Müller liv i Victoria. Kuglepennen vipper og hæves fra papiret i en spændt funderende skrivepause. Victoria løfter hovedet og ser filosoferende frem for sig. Hun letter på brillerne og tjatter sin store røde kat, Ziga, som har sat sig på papirrullen, væk. Hun virrer med munden, når katten springer op i skødet på hende og kildrer hendes læber. Hun løfter pegefingeren, ryster på hovedet og tager en dyb indånding, når katten vælter ting og sager udenfor hendes synsfelt.

Livsappetit og scooterfart

Viktoria er en dukke. En cardigan, en kjole og en maske med gråt hår og briller. Men i en virkelighed, som træder endnu tydeligere frem, er hun et levende menneske. Mimikken springer ud af masken selvom den er uden plasticitet.

Forestillingen folder Victoria ud som en kvinde, hvis livskraft vi til fulde tror på. Victoria er en livsnyder og en vitalitetsfilosof. Vi oplever det via dukkeføringen. I alt det Victoria tager sig til – og det er ikke småting. Hun spurter fartbegejstret af sted på sin smarte gamle scooter. Bager kage. Gør rent. Køber nye sko og en flammende rød fødselsdagskjole. Hun tager billeder af sig selv med det digitale kamera. Og hun finder fotos frem. Vel at mærke både fra et gammelt fotoalbum og på sin bærbare PC.

I fotoseancen serverer Elise Müller, som ud over at være dukke- (og katte-)fører også er fortæller, med en vidunderlig ro i kroppen og en varm klarhed i stemmen forestillingens første verbale guldkorn: ’Hvis man ikke vil blive gammel, må man følge med i alt det nye’.

Vi oplever, at Victoria bliver ved at være ung indeni, fordi hun efterlever den vitale livsfilosofi. Og mærker at livskraft handler om indstilling og perspektiv. 

Victoria er forundret og begejstret over fototeknologiens fremskridt. Vi følger hende i en skøn humoristisk selvudløserfotoscene. Vi ser og hører hvordan et gammeldags fotoapparat fylder flere skotøjsæsker og udsender en hel stikflamme. Og vi ser at de fotografier, som hun sidder med i skødet folder sig ud på bagvæggen: Victoria som barn på kælk og med sæbekassevogn. Og Victoria som eventyrbegejstret ung kvinde i ambulancetjeneste, faldskærmfart m.v.

Vi møder et åndrigt indhold, som aldrig virker tungt eller påklistret, fordi det forstår enkelhedens kunst på det sproglige plan og fordi så meget formidles i en flot kombination af dukkespil og filmiske billeder. ’"Al tid i verden’ er også en visuel lise.

Filmisk og finurlig

Gardiner ruller op og bagvæggens sprosseinddelte felter danner ramme for både levende spil, film og billeder. Elegant og meget sensibilitetsfyldt humoristisk spindes små lykkeepisoder fra Victorias liv sammen med hendes vitale nu. Et lille dukkespil hvor vi oplever Victoria ved det lille træ hendes far plantede da hun blev født, transformeres over i et fullscreen-livespil, hvor den gamle Victoria står ved (livs)træets tykke stamme.

Med teatrets trylleri formidler forestillingen akkurat den visdom, som holder Victoria så vitalt i live og som vi tidligere har hørt hende formulere. Nemlig det at: ’Hvis man vil forstå en ting bedre, så må man kikke på den på en anden måde’.

Et raffineret greb som fx kommer til visuel udfoldelse i scenen, hvor Victoria som barn farer vild i skoven. I tre sidestillede billeder ser vi skoven fra forskellige perspektiver. Og vi hører – vel at mærke i samme scene – at det var akkurat den dag, hvor hun var allermest bange, at hun beslutter sig for, at hun vil leve et liv fyldt med eventyr.

Mel drysser ned, når Victoria bager i en dukkespilsscene, og forvandles i et filmisk billede til den barndommens sne som for Victoria betyder lykke. Senere når hun fylder 100 drysser de hvide lykkekorn ned på hele scenen i baggrunden. I haven som hun har pyntet med kulørte lamper og gensvinsk danseopvarmet.

Om lidt myldrer gæsterne ind – ikke så underligt. Victoria kaster jo ufortrødent glæde fra sig i kolossale mængder. Og hvad hun ikke når i dag, gør hun bare en anden gang, for ’Jeg har jo al tid i verden’, som hun siger. 

Af: Kirsten Dahl
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Al tid i verden
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

20-02-2018

15-02-2018

12-02-2018

09-02-2018

07-02-2018

05-02-2018

03-02-2018

29-01-2018

26-01-2018

05-01-2018

11-12-2017

05-12-2017

01-12-2017

28-11-2017

27-11-2017

21-11-2017

18-11-2017

13-11-2017

08-11-2017

06-11-2017

03-11-2017

30-10-2017

25-10-2017

22-10-2017

18-10-2017

17-10-2017

16-10-2017

05-10-2017

03-10-2017

28-09-2017

26-09-2017

24-09-2017

22-09-2017

21-09-2017

19-09-2017

17-09-2017

14-09-2017

12-09-2017

10-09-2017

06-09-2017

Flere anmeldelser