DEBAT
20-11-2019
19-11-2019
17-11-2019
24-10-2019
10-10-2019
07-10-2019
06-10-2019
05-10-2019
Ni udenlandske forestillinger udgjorde det internationale program på SpringFestival 2016. Fotos: Teatrene

Smittende latter og inspirerende legelyst

10-06-2016
SpringFestival 2016 blev afviklet på Amager fra 24.-29. maj med teater, events, værksteder m.v. Teateravisen bad anmelder Kirsten Dahl om at se nærmere på de udenlandske forestillinger på en festival, der har erklæret fokus på den internationale dimension - for at vurdere kunsten, arrangørernes valg og den mulige særlige inspiration for danske teatre og tilskuere.
Af: Kirsten Dahl
FAKTA

* SpringFestival 2016 blev afviklet fra 24.-29. maj

* Arrangører: ZeBU - i samarbejde med Børnekulturhus Ama'r og Amager Kulturpunkt

www.springfestival.nu

* Forskræpsartikel om festivalen: 'Noget der rykker og skubber'

* Modtager af SpringPrisen 2016: Stephanie Thomasen, Uppercut Danseteater

Se note med omtale og pristale 

* De udenlandske forestillinger på festivalen - alle omtalt i artiklen


- Zun Zun (S) (1-3 år)

- The Kitchen (N) (fra 6 år)

- Les Bois Dormants (CAN) (fra 4 år)

- ZooZoom (SPA) (Alle) 

- Hip Hip Hip! (BEL) (fra 5 år)

- Girafes (SPA) (Alle) Gratis

- A Mano (SPA) (fra 6 år)

- De Paso (SPA) (fra 6 år)

- Deux Secondes (FRA) (Alle) 

Udenlandsk teater for børn bobler af latter og legelyst. Sådan er det i al fald at vurdere ud fra flertallet af de forestillinger, som ZeBU hentede til Danmark fra det store udland til at indgå i programmet for SpringFestival 2016, hvor ni forestillinger fra Norge, Sverige, Belgien, Spanien/Catalonien, Frankrig og Canada konkurrerede med seks danske forestillinger om det lokale publikums gunst.

Spektret for de internationale forestillinger rakte fra en skøn, lille bedrøvelig ler-fortælling til udendørsparader med meterstore vandmænd og fra mikrosmå objekter til balstyriske selvopslåelige telte.

Eminent telttumult

Toppen af poppen kom fra Frankrig. Der er ustyrlig morskab på spil, når Ivan Chary fra La Compagnie du Petit Monsieur i udendørsforestillingen 'Deux Secondes' kaster sig ud i et 'kunsten at folde et selvopslåeligt telt sammen'-optrin.

Den lille mand i den - for-ham-selv-forstyrrende - alt for lille habitjakke har et hyr med at styre det telt, der, som en lynild, puffer op af den store fragil(forsigtigheds)kasse. Kassen er - udover teltet - forestillingens eneste rekvisitter. Næsten da. For siden støder en brugsanvisning og ikke mindst en yngel af andre 'autonome' selvopslåelige telte til.

I programteksten refereres respektfuldt til Chaplin, Mikos og George Carl som inspirationskilde. Den slags henvisninger kan undertiden være skudt mere eller mindre ved siden af i selvovervurderingens lys. Men her holder det vand.

Lige så stille vokser den lille telt-ihærdige mands kunster med teltet. Fra det første kvarters almindeligheder ud i bøvl og besvær med at styre teltet udvikler denne to-sekunds-forestilling sig til en vildtvoksende telt-rytmik. En 'tour de telt', hvor vi skriger af grin, når Chary det ene øjeblik får en teltstang i nakken. Det næste øjeblik selv drøner ind i kabinen og slår kolbøtter med teltet som omdrejningshjul. For snart efter at stoppe op for – igen igen – som med en VVS-mands greb om et rustent rør – at 'vride' det medhjælpende barnepublikums hals i retning ud mod publikum og væk fra den brugsanvisning, hun så hjælpsomt og modigt holder op foran den franske telt-klovn.

Festlig dyreparade

Mens soloforestillingen 'Deux Secondes' betager ved at være balstyrisk i sin enkle fortælling og artistisk ekvilibristisk, var det spanske gadeteater Markeliñes 'ZooZoom' et eksempel på vellykket med-børn-teater i den rendyrkede underholdnings-glade ende.

Markeliñe vil more sig sammen med børnepublikummet og truppen lykkes med det, fordi de selv har en fest med det, de gør. Og fordi teatret har noget helt konkret at tilbyde de børn, de medinddrager.

En, to, tre og undertiden mange børn får rollen som dem, der fører et fantasifuldt kreeret dyr rundt på scenen. Og vi taler om levende væsner af alle slags: Flamingoer, svaner, fisk, dinosaurer, snegle, insekter, vandmænd og mange andre.

Musikken styrer mange af optrinnene. De spanske gadeteaterperformere sørger med munterhed for at guide børnene igennem spillet: Et zoologisk-have optrin som er hvad det er: En leg med farver, musik og materialer. Til uforpligtende Zoom-glæde for dem, som deltager og dem, som ser på.

Livets karrusel

Det legende og det deltagermindede var også til stede i 'De Paso'. Publikum får et lille lotterinummer og bliver inviteret med op at danse undervejs i forestilling, som gennemspiller et forløb fra fødsel til død (eller i al fald alderdom) for to mennesker, som mødes og bliver forelskede i hinanden.

Historien er ikke stor. Forestillingens kalorier ligger i spillernes udtryksfulde mimik, deres små kærlighedsoptrin og den 'blødhed', hvormed de serverer livsforløbet. Plus den måde hvorpå historien er iscenesat på en karrusel med spillerne, som fødes ud af nogle hvide (hængekøje)pupper.

Temperamentsfyldt køkkensammentræf

Indendørs var der flere indholdsmæssig lag og mere bund i Jo Strømgren Kompagnis 'Kitchen'. Samtidig med at forestillingen tør 'gi' den gas'.

Det norske kompagni har ingen berøringsangst over for at skrue op for komikken og overskride grænserne for normalitet på fortællesiden. Her går det an, at en hund gufler en strid børnehjemforstanderinde i sig, og at aftensmenuen består af gamle skosåler (Chaplin er også med her).

Der er noget Pippi Langstrømpe-agtigt over forestillingen. Scenografisk er den ikke det store. Nogle vægge, som danner rammen om et køkken; et skab, som omdannes til seng; et lille bord; og nok et skab, som gør det ud for et toilet.

Men skuespillet er fint: Ligesom iscenesættelsen af historien som handler om at finde sammen og erkende, at man har det bedst i et fællesskab, hvor man kærer sig om hinanden og giver hinanden plads. En eviggyldig tematik som også er spillet mange gange i dansk scenekunst for børn og unge.

Det er den Strømgrenske energi og fandenivoldske evne til at bryde pænheden, som danske teatre må kunne blive inspireret af.

En poetisk potte-perle

Hvad dygtige objektanimatører kan bedrive, mærker man i det spanske kompagni El Patio Teatros 'A Mano'. Titlen betyder 'I hånden'. Og netop hænderne er helt fortryllende.

Især i forestillingens første del bliver man helt paralyseret. Når Julián Sáenz-López former figurer og fortællinger i ler, er man ikke et øjeblik i tvivl: Den mand har magiske fingre! Magen til udtryksevne kræver et totalt nærvær, men også en håndværksmæssig kunnen som ikke 'hænger på træerne' i dansk børneteater.

Siden støder den også udtryksfulde dukkefører Izaskun Fernández til, og sammen gør de to objektanimations-begavelser 'A Mano' til en gribende eksistentiel fortælling om menneskets lyst og behov for at blive set - og elsket.

Giraf-guf og intense mini-får

Dygtige og velfungerende er også de efterhånden ikoniske udendørsoptrædende giraffer (fra Xirriquiteula Teatre). De store dyr vækker helt intuitivt glæde ved deres styltestavrende tilstedeværelse, og de catalonske performere forstår at skabe positiv og uforglemmelig kontakt til publikum.

Tilsvarende med den lille otte minutter lange forestilling for en eller to tilskuere, 'Hip Hip Hip', af belgiske Grand Petit Théâtre d'Objets, omend der er stor forskel på de to forskellige forestillinger, der tilbydes.

Hvor den ene er en lidt hurtig overstået 'ræv vil spise høne'-fortælling, byder den anden på en mere interessant filigran-fin leg med småbitte objekter. Heriblandt en grædende baby i en barnevogn så lille, at man næsten ikke kan se den. Hvide får på lange grønne græsbånd. En skøn blå flod. Samt sanselig sand og frække vandstænk.

Et fint eksempel på hvordan man med små objekter kan skabe en intim forestillingsoplevelse omkring et enkelt poetisk fortælleforløb.

Indadvendt

I den internationale del af programmet faldt to forestillinger igennem som mindre godt eller dårligt kommunikerende stykker.

'Zun Zun' af svenske Teater Sagohuset og Memory Wax får hverken de små 1-3-årige eller voksne med sig, fordi de fra begyndelsen spiller for indadvendt. Med hjernen kan man som voksen godt følge teatrets tanke om at vække publikums sanser for at opleve, at alt er muligt, når man ser og lytter til hvad, der er i hverdagen. Men der går for lang tid med lyd af rislende vand og vandbølgebevægelser. Også fordi dansernes kropsudtryk har noget selvhøjtideligt over sig.

Større appel får forestillingen, når de medvirkende senere begynder at lege med engangskrus og balloner. Men forestillingen har fortsat svært ved at fastholde både børns og voksnes opmærksomhed. Udtrykket savner humor, dynamik og åbenhed.

Kryptisk

De tre ting savner 'Les Bois Dormants' (De sovende gevirer) fra Canada i særdeleshed også. Julie Desrosier er i stand til at suge opmærksomhed til sig som performer.

Det kunne man opleve til festivalåbningen, da hun iført kostume og gevir fra 'Les Bois Dormants' bevægede sig hen over scenen og afslørede SpringPris-skulptur-gaven, den svensk-danske keramikers skulptur 'Secret Egg'.

Men i 'Les Bois Dormant', hvor Dosrosiers soloperformer (og tillige er den, som står for scenografi og objekter) fortoner denne optræde-kunnen sig i en fortælling, som desværre er alt for kryptisk.

Forestillingen vil ifølge programmet fortælle 'om væseners unikke forskellighed', men den fine intention drukner i en alt for filosofisk overordnet tekst, som parres med optrin, der uanset de fascinerende objekter og flotte kostumer har svært ved at kitte sig sammen til en fortælling, som optager og giver mening for børn som voksne.

Ærgerligt, for der er åbenlyst potentiale i Desrosiers, som også udviser forbilledligt mod i forhold til at nytænke og udfordre scenekunst.

Sæbebobler

Opsummerende gjorde de velfungerende udenlandske forestillinger på dansk festivalgrund opmærksom på, at der er meget at hente ved at sige uforbeholdent ja til at lege og slippe humoren løs – såfremt man har fantasi til og mestrer sine teatralske virkemidler og har styr på og evner den vanskelige kunst at tage kontakt til og inddrage publikum.

Hvad mere er der at sige: Jo, at de gode udenlandske forestillinger fint viste, at leg og humor ingen alder har. Og at sæbeboble-spil synes at have været et centralt optagelseskriterium hos ZeBU. Amagerteatret er i al fald faldet for indtil flere udenlandske forestillinger, hvor de smukke luftfyldte kugler popper op og 'puf' punkterer. Men det er vist en detalje og et eksempel på, hvordan tilfældet kan spille pudsigt-sjovt ind.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Smittende latter og inspirerende legelyst
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
123456789101112131415161718

14-11-2019
 

06-11-2019
 

30-10-2019
 

21-10-2019
 

09-10-2019
 

23-09-2019
 

16-09-2019
 

05-09-2019
 

29-08-2019
 

27-08-2019
 

20-08-2019
 

01-07-2019
 

21-06-2019
 

17-06-2019
 

03-06-2019
 

01-06-2019
 

29-05-2019
 

27-05-2019
 

23-05-2019
 

20-05-2019
 

10-05-2019
 

01-05-2019
 

24-04-2019
 

21-04-2019
 

10-04-2019
 

29-03-2019
 

25-03-2019
 

22-03-2019
 

21-03-2019
 

18-03-2019
 

11-03-2019
 

04-03-2019
 

22-02-2019
 

18-02-2019
 

11-02-2019
 

01-02-2019
 

15-01-2019
 

01-01-2019
 

19-12-2018
 

06-12-2018
 

Flere anmeldelser