Smilet i sandkassen

Smilet! Mette Rosleffs smil. Det lille smil, der lover og rummer hemmeligheder. Alt begynder og slutter med dette smil, der omfatter os alle, store som små, giver os tryghed og spænder forventningerne. Smilet, plus øjenkontakten. Men det er jo selvfølgelig ikke gjort med det.

Vi inviteres ind i det samme runde, hvide telt som vi kender fra ’Himmelsange’, og det føles helt selvfølgelig at tage overtøj og sko af, - det er som om vi er ved at betræde hellig grund. Nej  - stryg ’det er som om’. Varsomt og opmærksomt bliver vi gelejdet på plads. Varsomme og opmærksomme bliver vi selv, - ja, om det så er musikken som omgiver os, så er den varsom og opmærksom. Foran os er en cirkelrund sandkasse, knapt to meter i diameter, kantet med blå brædder, og ellers fyldt med - ja, lige præcis- sand!

Og varsomt og opmærksomt stiger Mette Rosleff ud af sine egne sko og forsigtig, forsigtig, op i sandkassen. Jeg sidder åndeløs yderst på den lille bænk, omgivet af både små og store mennesker med åbne munde og store øjne. Hvad har hun for hemmeligheder denne gang?

Sandkassens hemmeligheder

Sandet skjuler det hele. Som en arkæolog og rejsefører i Egyptens ørken graver Rosleff ubesværet alle de ting op, der hører hjemme i en genkendelig og tryg verden for de allermindste. En for en kommer de kendte ting til syne: Den farverige paraply, den røde bold og den gule spand, huset, børnehaven med alle børnene, cyklen, sengen, og mor og far. Hvert afsnit får sin lille historie, inden det forsvinder i sandet igen.

’Små skridt’ er en forestilling om mig. Simpelthen. Som den også er en forestilling om dig. Om og for os alle den gang, vi var to og et halvt, og verden begyndte at åbne sig og vi kunne begynde at se, at nogle ting hang sammen. Som det hvidmalede hus sammen med mormor og morfar, godnatlampen med bogen og sengen og bamsen, tøjet med skufferne i kommoden, græsset med træerne, rifter med plaster og trøst, og ikke mindst: Regnvejr med boller med smør og pålægschokolade.

En fortælling og nogle rekvisitter, der hører hjemme og er genkendelige for alle de privilegerede mellem to og fire der vokser op i et fredeligt og trygt hjørne af verden. Mine tanker går også til alle dem, der ikke har det lige sådan. 

Fortællingen er vigtigere end fortælleren

Det er mageløst, hvor enkelt det hele forekommer, men det er åbenbart, at her er lagt stor scenografisk snilde i udformningen både af sandkassen og alt hvad den gemmer. Ikke mindst når meget af hvad vi har set bliver gentaget mod slutningen i miniature-udgave!

Og så er det godt at se, hvordan de enkelte ting – dukker, objekter, fænomener – får lov at være hovedpersoner i fortællerens kyndige hænder. Rosleff har en stærk tilstedeværelse, men hun har også en slags kysk tilbageholdenhed, der sikrer, at fokus hele tiden holdes på objekterne for fortællingen. Og som også sikrer, at der aldrig er tvivl om, at det er hende, der bestemmer.

Det er tydeligt at de små publikummere lægger deres opmærksomhed fuldstændigt over til hende. Nærvær mødes med nærvær.

Og regnvejr får vi til sidst - nok et trylleri fra oven - og dermed er det også serveret: Boller med smør og pålægschokolade.