Af: Janken Varden

23. november 2012

Smæk for skillingen i Utopia

I den bedste af alle verdener er der ingen skurke og ingen helte. Det gælder også ’Folk og røvere i Kardemomme By’, der spiller på 31. år på Bellevue Teatret – i en professionel, men også særdeles autoritær udgave.

Torbjørn Egner (1912 -90) var en multikunstner – komponist og visesanger, tegner og scenograf, forfatter og – nogle gange – instruktør for sine egne stykker, som for det meste er dramatiseringer af bøgerne.

I forestillingerne fik han også på snedig vis lagt mange af sine sange ind. Historien om folk og røvere i den idylliske lille Kardemomme By har siden urpremieren i 1955 været spillet på over 20 sprog rundt om i verden. Egner var en nidkær vogter over sit værk, og rejste flittigt fra opsætning til opsætning for at kontrollere at alle hans anvisninger med hensyn til scenografi, karakterer og spil blev fulgt nøje.

Bellevue Teatret satte første gang stykket op i 1981, og det har siden været fast gæst på julerepertoiret – nu for 31. gang! – og forestillingen har endnu ikke været anmeldt af Børneteateravisen! I år er den imidlertid – omsider – kommet ind på redaktør Jensens radar, og undertegnede var til repremiere i en sal (og balkon) stop fyldt med ca. 750 børn, forældre og bedsteforældre. At forestillingen, inklusive salg af popcorn og slik, er en pengemaskine, er der vist ingen tvivl om.

For så vidt kunne Børneteateravisen ladt Bellevues udgave af ’Folk og røvere…’ i fred også de næste 31 år – forestillingen er, hvad den er, og jeg forventer, at den også fremover bliver, hvad den er og antagelig altid har været.

Idyl og konflikt

Som skrevet står: ’Der findes ingen helte og skurke i Egners univers. I hans historier får man sympati både med dovne røvere, sure tanter, sultne ræve og skadelige bakterier’. Og mens ouverturen spilles til taktfaste klap fra publikum, kan vi studere et fortæppe med idylliske små butikker fra den gang, tipoldemor levede, en fredelig hund, et grisehoved med himlende øjne i slagterens butik, og et påfaldende spansk landskab med kokospalmer. En eksotisk mangfoldighed. 

Og ganske rigtig: ikke så snart er tæppet gået op, før scenen befolkes af glade børn, syngende politimestre, en omfangsrig sombrero med en lille mand under, og en kamel. Enigheden er total og begejstret – ’Ja, Kardemomme hvor vi bor, det er den bedste by på jord’.

Den smule , som bringes ind af strenge tante Sofie, lader sig enkelt løse af kloge Tobias, og så bliver der byfest og sporvognstur og musik, sang og jubel.

Men al denne overstadige selvforherligelse ville jo ikke være til at holde ud, hvis ikke byen fik et reelt problem på nakken: Nogen har stjålet en halv gris fra slagteren! Der er tyve iblandt os!!

Ikke at det udløser nogen aktivitet fra politiets side. Dertil er politimester Bastian både for venlig, for bange og distræt – og egentlig har han et sangerhjerte i sit bryst. Men konflikten er introduceret, publikum får hvad de kom for: Kasper og Jesper og Jonatan kan gøre entré.

De sjove røvere

’Folk og røvere…’ er en slags farce for børn, til og med en farce med et enkelt og velment budskab. Men hvad er det der gør farcen morsom? Vi plejer at sige, at det er situationerne, der er morsomme, for guds skyld ikke karaktererne. I ’Folk og røvere’ er det præcis omvendt. Situationerne har ingen mulighed for at være sjove, for de har været forhåndsannonceret – talt om og sunget om – fireogtyve gange inden de sker. Den eneste undtagelse er branden i tårnet til sidst.

Til gengæld har instruktør Aude og hans skuespillere satset alt på at lave sjove karakterer. Og det går, som det må gå, – skurkene (røverne og Tante Sofie) kan blive sjove, mens alle de andre (gode) kun bliver ivrige, højrøstede, og mindre begavede.

Endskønt – røvernes begavelse tager heller ikke meget plads. De tumler rundt og leder efter sko og sokker, de laver infernalsk larm, når de skal ud og røve, de snubler og falder, og så er de jo helt harmløse. Dermed bliver de lette at gennemskue og lidt søde, og når de undervejs betjener sig af firetusind og atten gags og falbelader, så takke fanden for at de vækker begejstring.

For mit eget vedkommende kan jeg kun sige, at jeg ser mig rundt i publikum og tænker: ’Hvordan kan det være, at de skoggerler af syvende gentagelse af en gag?’ Men det gør de altså. Skoggerler, mener jeg.

Imidlertid: Når jeg taler med mine tre små konsulenter efter forestillingen, siger de alle, at skuespillerne var skabagtige og at de råbte og skreg. O.K. æslet var morsomt og branden i tårnet spændende, men de følte sig alle tre en smule overkørte.

Og jeg tilslutter mig – dette er en af de mest autoritære forestillinger, jeg har set. Iscenesættelsen bærer et umiskendeligt præg af, at man har tænkt: Hurtig er bedre end langsomt, højrøstet er bedre end lavmælt, ivrig er bedre end tilbageholden, vi må ligge foran publikum til enhver tid!

Professionelt

Bellevue Teatret har sat alle klude til og giver publikum smæk for skillingen. Og instruktør og ensemble og orkester bidrager alle energisk og professionelt til forestillingen. Og det er vel det der skal til for at skabe liv i dette naive univers og i denne ret så enkle historie.

Aude selv, Morten Eisner og Finn Rye vækker latter og begejstring som røverne, og Tine Miehe-Renard som Tante Sofie med paraplyen er tilpas stram og kontant og herskesyg.

Og alle er gode på bunden.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.