DEBAT
07-08-2021
10-06-2021
02-06-2021
02-06-2021
31-05-2021
Hvordan oplever de 0-6-årige en teaterforestilling? Det ved vi voksne ikke. Men under Småkunstfestivalen i Oslo blev børnenes oplevelser livligt diskuteret. Her ses festivalens kunstneriske leder, instruktøren Karstein Soll (stort foto), kritikeren Hedda Fredly, der i 2019 vandt prisen for den bedste norske teaterkritik og musiker (øv.tv), instruktør og forsker Øystein Elle - og operadanseforestillingen ’Orfeus’ Trøst’ med Den Norske Opera (ned.tv). Fotos: Anne Middelboe Christensen

Småkunst er ikke bare kunst for de små

27-09-2021
Småkunstfestivalen i Oslo bød på spændende møder mellem scenekunst og børn – og mellem scenekunstnere og kritikere. Teateravisens anmelder, Anne Middelboe Christensen, der selv deltog med oplæg om at anmelde børneteater, rapporterer fra festivalen og debatterne i den norske børneteaterverden.
Af: Anne Middelboe Christensen
FAKTA

Småkunstfestivalen. Arrangører: Karstein Solli og Marit Ulvund. Forestillinger og seminarer på Den Norske Opera, Deichmann biblioteket, Kunstnernes Hus og diverse institutioner i Oslo – i samarbejde med Den Norske Opera og Ballet, Ultima og Oslo Contemporary Music Festival. 16-19. september 2021. www.seanse.no 

’Småkunstfestivalen’. Det er det charmerende navn på den festival, som netop har udspillet sig i Oslo. Med ordet ’småkunst’ menes der kunst for de små børn – ikke mindst scenekunst for de mindste børn på 0-6 år. Festivalens forestillinger var netop kun for de allermindste. 

Samtidig havde festivalen bevidst blandet udøvende scenekunstnere med teaterkritikere, dramapædagoger og musikpædagoger. Derfor blev debatterne på festivalens to seminarer også præget af sjove og skæve møder mellem folk fra forskellige kunstarter og fagligheder.

Festivalen blev bogstaveligt talt truttet i gang af tre musikere, der stod i tre af hjørnerne på Den Norske Operas imposante, hvide marmortag. De pustede i hvert deres horn, så de inviterede børnehavebørn sad i deres firlingevogne og betragtede dem med heftig undren. 

Festivalen arrangeres af Seanse – Senter for Kunstproduksjon. Festivalens kunstneriske leder, instruktøren Karstein Solli, stillede sig op på en kasse og holdt tale for børnene med glæde i stemmen - håndholdt og med centerlederen Mai Ulvund ved sin side. 

Og så dukkede der ellers to heste op i form af de dansende hestedukker ’Abe og Appallo’. Iført orange og blålilla hestekostumer vrinskede disse to ’heste-bedste-venner’ rundt på marmoren ud mod fjorden og førte børnene med fra Operaen og over til nabohuset, det nybyggede bibliotekskulturhus Deichmann.

Her optrådte den engelske skyggekunstner Drew Colby med forestillingen ’Min skygge og meg’. Hans hænder skabte en hel verden, når han trådte ind foran en projektør og skabte håndskygger på bagvæggen – med alt fra kaniner til kameler i munter leg. De største børnehavebørn morede sig, mens de mindste blev en smule bange. Antagelig mest for mørket. Men alle mærkede tilsyneladende den uventede glæde over, at skyggen pludselig fik sit eget liv.

Opera for babyer 

Tilbage i Operaens foyer vandrede to gulklædte kvinder rundt i ’Orfeus’ trøst’, som var de selv løsslupne høns i en myteverden et sted – eller i hvert fald i en nutidig version af Glucks opera ’Orfeus og Eurydike’ med ny musik af Maja Ratkje i en totalsanselig iscenesættelse og med meddigtende kostumer af Christina Lindgren. 

Med elegante, gule krinolinekjoler med brede skørter og røde handsker og røde sko, bevægede de to kvinder sig 1700-tals sirligt og smilende under nydelige pudderparykker – og lokkede børnene og deres forældre med ind i en cirkel af foldevægge, der var malet som de nydeligste pastoralelandskaber med idyl og grøn bund af græs og forførende liljekonvaller. Børnene stirrede. Både den ivrige to-årige, der helst ville rive sig løs fra sin far og mosle hen og røre ved disse vidunderlige skabninger. Men også den lille ammebaby, der lå trygt hos sin mor, men som af og til drejede hovedet og betragtede de syngende kvinder med uudgrundelige blikke. 

De to optrædende operasangere, Silje Aker Johnsen og Marie Delna, viste sig at være sjældne scenekunstnere, der både kan synge opera og danse – samtidig. De opførte en herlig barokkoreografi med småbitte fodbevægelser og stiliserede arme, der igen og igen skabte præcise linjer i luften – koreograferet med underfundig humor af Elizabeth Svarstad. Samtidig sang de om Orfeus og hans elskede Eurydike med de inderligste kærlighedsstemmer af håb og sorg. Og imponerende nærværende med vågne øjne i deres hvidpudrede ansigter.

Interaktion er mange ting

Til Småkunstfestivalens seminarer opstod flere debatter. Også ganske heftige debatter, der ikke nødvendigvis svarer til debatterne inden for dansk børneteater. Det viste sig for eksempel, at der netop nu i Norge foregår en stærk debat om ’interaktion’. Altså om hvordan børneteaterforestillinger aktivt involverer sit publikum – og om hvorvidt traditionelle forestillinger, der udspiller sig på en scene foran ’den 4. væg’, er lige så publikumsinvolverende som forestillinger, der fysisk inddrager børnene på selve spillearealet. 

Den norske koreograf Inger Cecilie Bertran de Lis fortalte om, hvordan hun typisk skaber forestillinger med en traditionel opdeling mellem scenen og publikumsarealet, netop så hendes dans kan udfolde sig så perfekt i scenerummet som muligt. 

Men hun har dog de senere år fået en del kritik for ikke at involvere børnetilskuerne tilstrækkeligt – til trods for, at hun bl.a. altid udvikler sine børnedanseforestillinger med inviterede børnetilskuere undervejs i processen. Debatten mundede dog ud i konklusioner om, at ’interaktion’ først og fremmest handler om en sansemæssig og følelsesmæssig oplevelse hos barnet af at være en del af forestillingen. Ikke kun om kropslig interaktion. 

Lanterneopmærksomhed

Den norske scenekunstner, musiker, instruktør og forsker Øystein Elle fremhævede, hvordan han arbejder med en ny form for blanding af musik og teater i sine forestillinger, bl.a. i forestillingen ’StemmeStammen’ for de 0-6 årige. Han understregede, at han mener, at især de 0-3-årige er i stand til at tænke meget komplekst – og ofte på måder, der svarer til voksnes oplevelser af samtidskunst. 

Han var meget optaget af børnepsykologen Alison Gopnik – forfatteren til ’The Philosophical Baby’ fra 2009 – og hendes begreber ’lanterneopmærksomhed’, som dækker over børns nuancerede oplevelsesevne, i forhold til ’spotlightopmærksomhed’, som typisk er voksnes meget mere fokuserede situationsaflæsning. Og han forsøger at skabe sine forestillinger ud fra den viden.

Egentlig viste det sig, at mange af Øystein Elles pointer også var at finde i den følgende dags debatoplæg af den fransk-danske instruktør og scenograf Catherine Poher. Hun talte i hvert fald om, hvordan barnet netop formår at sanse og opfatte selv meget abstrakte ting. Og hun viste videoklip fra nogle af sine egne teaterproduktioner, hvor også barnets lyst til at røre fysisk ved teateroplevelsen slippes løs. 

F.eks. i danseforestillingen ’Igen’ med Aaben Dans, hvor forestillingen slutter med, at der kastes en masse garnskulpturer ind på scenetæppe – og at børnene her får lov til at røre ved de snore, som symbolsk har været med til at knytte forestillingen sammen. Og forestillingen ’Tre ben’, hvor alle tilskuerne skal gå gennem en slags port, hvor der på den ene side er et billede af en baby, og på den anden side et billede af et gammelt menneske. Som et ukommenteret symbol på livet fra start til slut – og dermed oplagte glimt til børnenes ’lanterneopmærksomhed’.

Lydhør kritik

Teaterforskeren og kritikeren Julie Rongved Amundsen, der er redaktør af sitet scenekonst.no, reflekterede over, hvordan de små børn helt konkret oplever at være ’en krop i et rum’. Men også over, at der skabes så få nye børneteaterforestillinger i Norge for den yngste målgruppe – færre end i Danmark - at det er svært at sige noget generelt om situationen.

Hun blev suppleret af kritikerkollega Hedda Fredly, der i 2019 vandt prisen for den bedste norske teaterkritik, skriver anmeldelser for Norsk Shakespearetidsskrift, Periskop.no og Dagbladet. Hun præsenterede sit kommende projekt ’Lydhør kritik’. Her håber hun på at kunne udvikle en ny kritik, hvor tilskueren bliver en del af ’sansernes kollektiv’. Og hvor ikke mindst de mindste børns stilhed under teaterforestillingerne bliver indfanget på en ny måde. Måske som forskning for et efterfølgende manifest. 

Selv var jeg som børneteateranmelder inviteret til at holde et oplæg om dilemmaet ved at skulle skrive anmeldelser af børneteater, når man som anmelder netop ikke er 0-6 år, men aldeles voksen. For hvordan kan man som voksen bedømme børnenes reaktion på en forestilling, når de selv er for små til at have et sprog – og slet ikke et avanceret sprog om æstetisk kvalitet? Det diskuterede vi så livligt…

Så Småkunstfestivalen viste, at børneteaterfremtiden ligger og funkler ganske lovende et sted derude i Norge. For børnetilskuerne og teaterkritikerne – og for småkunsten.

Emne:
Luk
Kommentar til artiklen - Småkunst er ikke bare kunst for de små
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ARTIKLER
1234567891011121314151617181920

06-10-2021
 

04-10-2021
 

22-09-2021
 

16-09-2021
 

02-09-2021
 

28-08-2021
 

17-08-2021
 

06-08-2021
 

04-07-2021
 

27-06-2021
 

16-06-2021
 

14-06-2021
 

12-06-2021
 

10-06-2021
 

08-06-2021
 

06-06-2021
 

01-06-2021
 

30-05-2021
 

28-05-2021
 

21-05-2021
 

03-05-2021
 

23-04-2021
 

19-04-2021
 

09-04-2021
 

01-04-2021
 

26-03-2021
 

23-03-2021
 

11-03-2021
 

04-03-2021
 

26-02-2021
 

23-02-2021
 

10-02-2021
 

05-02-2021
 

25-01-2021
 

12-01-2021
 

04-01-2021
 

01-01-2021
 

10-12-2020
 

07-12-2020
 

02-12-2020
 

Flere anmeldelser