Af: Carsten Jensen

27. april 2017

Slutspurten sættes ind

Efter fire børneteaterrige dage og mange små og store officielle og faglige arrangementer er Aprilfestival 2017 i Sønderborg nået frem til det afsluttende amokrend i weekenden, hvor flere hundrede opførelser venter på de lokale børn og unge og deres voksne, formidlerne og andre tilrejsende.

Så er den første og længste del af Aprilfestival 2017 i Sønderborg Kommune afviklet. En festival i de smukkeste omgivelser, som tænkes kan – og med en imødekommende lokalbefolkning, der har taget imod arrangementet med venlig nysgerrighed, mens de aktive involverede i de lokale arbejdsgrupper, inkl. de frivillige, har lagt megen energi og kompetent arbejdskraft i det store arrangements mange praktiske opgaver.

Det har været vellykket på alle parametre: De lukkede forestillinger på skoler og institutioner er blevet modtaget godt af børn og undervisere – ganske få og nærmest uundgåelige aflysninger har der været pga. sygdom, tekniske koks m.v., men flere hundrede opførelser er nået rundt til alle hjørner af kommunen. Også de offentlige forestillinger eftermiddage og aftener i hverdagene har været godt besøgt og med meget fine lokale arrangører, der har taget overmåde vel imod tilskuerne.

Vejret har dog levet sit helt eget liv og været lige så afvekslende som naturen: Det har sneet og haglet og regnet – med strålende om end kølig sol som lejlighedsvis samarbejdspartner. Men det er vist mange festivaler siden, at man har skullet ise bilruderne på teaterbilerne af for nattefrost…

Gode ord og mange kram

De officielle åbningsarrangementer har givet borgmester Erik Lauritzen og kulturudvalgsformand Stephan Kleinschmidt mulighed for at møde kommunens børn og deres voksne i øjenhøjde ved åbningsfesten på Biblioteket søndag eftermiddag og teaterfolket med velkomststemning i form af receptionen på Alsion med lokale børn og unges optræden som fin garniture – og både de lokale repræsentanter, direktøren for Teatercentrum, Henrik Køhler, og formanden for Teatrenes InteresseOrganisation, Dorte Skøtt Bébe, har givet festivalen og børneteaterkunsten gode ord med på vejen.

I det hele taget bliver der snakket en del under en Aprilfestival. Og hilst på. Det er jo også de turnerende børneteatres årlige firmaskovtur og faglige komsammen, og ikke mindst mandagens infomøde er Store Krammedag, når man genser kolleger fra hele landet og opdateres om både kunst og personlige begivenheder.

Også de internationale gæster, hvoraf flere har været med fra festivalstart, har været en velkommen del af festivalen. De er blevet kørt rundt og fra og til af danske teaterfolk og har således både fået opvartning og faglig sparring.

Arrangørpris til Grethe Olsen

Fagligheden har også fået sin bekomst internt i form af møder med organisationer og tematiske arrangementer, hvor man både har snakket om aktuelle problemer og spundet visioner for det fremtidige børneteater.

Fra torsdag har de mange tilrejsende formidlere tillige været en synlig del af festivalen, hvor en hel del var deltagere på dette års faglige seminar, en oplevelseskonference under overskriften 'Meet your digital neighbour' og med den digitale virkelighed i relation til børn og unges kultur.   

Mange formidlere kommer dog først til den afsluttende weekend for at se og siden opkøbe forestillinger – og der er forlods tilmeldt omkring 400 formidlere/arrangører – hvoraf over 100 er unge, som konsulent Pernille W. Sørensen begejstret kunne udråbe allerede på mandagens info-møde. Til stor glæde for teatrene, der jo også ser festivalen som den store salgsmesse.

En af de flittige og energiske formidlere løb med dette års Arrangørpris fra Kulturkongen.dk, som blev uddelt torsdag aften efter Festivalshowet og fandt en fortjent modtager i Grethe Olsen, der er mangeårig formand for Frederikssund Børneteater, som formidler professionel børneteater til kommunens børn og unge – og hun har ydet en fornem indsats omkring formidling af børneteater og har også en stor del af æren for, at Aprilfestival 2015 kom til Frederikssund.

Det er alene de turnerende børneteatre, der kan nominere kandidater til prisen, og det er også børneteatrene, der sponsorerer en gratis forestilling til prisvinderen. I år havde syv teatre tilbudt forestillinger, og Grethe Olsen trak Teater V’s ’Karius og Baktus’ som prisgave. Se mere i prisnoten.

Et vellykket festivalshow

Sidste store arrangement på festivalen før weekendens overflødighedshorn af forestillinger og godt 350 opførelser på spillesteder i Sønderborgs centrum var torsdagens store Festivalshow, der i år var lagt i hænderne på Ole Sørensen fra Teatret Møllen, der i øvrigt er Sønderborgs nærmeste egnsteater.

Det blev afviklet på bedste vis i Alsions store hal, der var noget nær stoppet med tilskuere i form af lokale børn og voksne, teaterfolk og formidlere. Og de fik set et professionelt show, der indledte med den sødeste ballet af børn fra Sønderjyllands Danseakademi og fortsatte med en masse smagsprøver på festivalens forestillinger.

Det er altid en delikat balancegang at producere et show, der imødekommer forventningerne fra både børn og unge og voksne fra værtskommunen og de mange teaterkolleger i salen, men at dømme ud fra de mange positive udsagn fra begge grupperinger efter det halvanden time lange show lykkedes det med bravour.

Det sker i Sønderborg 

Fra fredag gælder det så det massive teaterprogram, hvor der starter nye forestillinger hvert kvarter weekenden igennem: Fredag fra 10,00-20,45, lørdag fra 9,30-20,45 og søndag fra 10,00-16,45.

Og selvom arrangørerne fortæller, at hovedparten af billetterne til de gratis forestillinger er blevet reserveret/bestilt, så er der stadig flere tusinde billetter tilbage. Traditionelt får både torsdagsshowet og selve weekendens start ekstra gang i billetbestillingen hos de lokale, men der er også mange tilrejsende, der skal forbi online-bestillingen eller billetudleveringen på Biblioteket i løbet af de næste tre dage.

Så har man mulighed for at tage en tur til Sønderborg i weekenden, venter der både mulighed for at se dansk børneteater i allehånde genrer og med ditto temaer – suppleret med nogle af de smukkeste udsigter i Danmark.

Seneste artikler

Seneste artikler

Med særlig appel til det unge publikum

Med særlig appel til det unge publikum

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort forårsuddelingen fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er givet tilskud på i alt 18,7 mio. kr. til 87 projekter. Mange med unge-tematikker som angst, sårbarhed, sex og samtykke.
Læs mere
Nyt teater tager livtag med angsten

Nyt teater tager livtag med angsten

Et af de nye teatre, der er med på KLAP-teaterfestivalen for første gang, er teater Luns, der deltager med en forestilling om angstens komplekse natur, der bl.a. bygger på de to teaterstifteres og medvirkendes egne oplevelser. Luns ser frem til festivalen og mødet med både publikum og teaterkolleger.
Læs mere
Esbjerg inviterer til festival

Esbjerg inviterer til festival

Når KLAP - teaterfestival for små og store indtager Esbjerg Kommune fra 14.-21. april under sit nye navn, er det med knap 100 teatre og 150 forskellige forestillinger. For Teatercentrums direktør er det første festival som leder, for Esbjergs borgere og eventchef er det et gensyn efter festivalen i 2022. Og for alle er det endnu en enestående mulighed for at opleve det meriterede danske børne- og ungdomsteater på tætteste hold.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere
Med særlig appel til det unge publikum

Med særlig appel til det unge publikum

Projektstøtteudvalget for Scenekunst har offentliggjort forårsuddelingen fra puljen ’Scenekunst for børn, unge og voksne’, hvor der er givet tilskud på i alt 18,7 mio. kr. til 87 projekter. Mange med unge-tematikker som angst, sårbarhed, sex og samtykke.
Læs mere
Nyt teater tager livtag med angsten

Nyt teater tager livtag med angsten

Et af de nye teatre, der er med på KLAP-teaterfestivalen for første gang, er teater Luns, der deltager med en forestilling om angstens komplekse natur, der bl.a. bygger på de to teaterstifteres og medvirkendes egne oplevelser. Luns ser frem til festivalen og mødet med både publikum og teaterkolleger.
Læs mere
Esbjerg inviterer til festival

Esbjerg inviterer til festival

Når KLAP - teaterfestival for små og store indtager Esbjerg Kommune fra 14.-21. april under sit nye navn, er det med knap 100 teatre og 150 forskellige forestillinger. For Teatercentrums direktør er det første festival som leder, for Esbjergs borgere og eventchef er det et gensyn efter festivalen i 2022. Og for alle er det endnu en enestående mulighed for at opleve det meriterede danske børne- og ungdomsteater på tætteste hold.
Læs mere
Et bladrevenligt overblik

Et bladrevenligt overblik

Så er papirudgaven af ’Den Røde Brochure’ for sæson 2024-25 – hvis mere officielle navn er ’Teater for børn og unge’ og som indeholder 296 forestillinger fra 103 teatre - klar til at blive udsendt gratis til skoler, institutioner, biblioteker, teatre og teaterfaglige organisationer m.fl. Kataloget ligger allerede på nettet som bladremodul og i en brugervenlig online-søgeversion.
Læs mere