DEBAT
11-03-2021
10-03-2021
08-03-2021
18-02-2021
16-02-2021

Marionetteatret: Cykelturen

En fin rød cykel og skønne dukker er desværre ikke nok til at forhindre ’Cykelturen’ i at slingre voldsomt. Foto: Marionetteatret

Slingretur i sommergræsset

12-06-2011
’Cykelturen’ på Marionetteatret i Kongens Have i København viser dukkespil på højeste niveau. Men forestillingen hænger ikke sammen.
FAKTA
Marionetteatret: Cykelturen -

Instruktion: Jacques Matthiesen. Musik: Ole Højer Hansen. Scenografi: Rolf Søborg Hansen. Medvirkende: Maria Garde, Carl Press, Paul Arne Kring. Gratis adgang til udendørsteatret i Kgs. Have, hvor der spilles ti-sø kl. 14 og 15 til 17. juli. 19. juli er der premiere på sæsonens anden forestilling, ’Det søde Katteliv’. www.marionetteatret.dk

’Nu cykler jeg over til Oskar!’ siger den lille dukkepige. Og så hopper hun på sin lille, røde dukkecykel og hjuler afsted.

Sådan slutter Marionetteatrets nye sommerforestilling – og sådan begynder den. Men indimellem har den lille pige skullet alverdens ærinder, først i den almindelige verden og bagefter i dødsriget.

Og selv om hendes cykel tilsyneladende holder til den vilde styrttur ned i underverdenen, så punkterer forestillingen altså.

For der bliver alt for langt mellem hyggescenerne, hvor pigen hjælper en gammel mand, der lige skal have bragt en skål med æbler over til en gammel dame – og skrækscenerne, hvor pigen skal kæmpe mod selveste døden, der rasler af sted i sit skelet.

Historien knækker simpelthen på midten. Begge dele bliver underligt løstflagrende. Desuden er forestillingens få replikker kastet alt for spredt ud over handlingen. Da en prinsesse genopvækkes fra de døde, siger hun for eksempel ikke en lyd til den modige og hjælpsomme cykelpige som tak; hun er bare helt stille og udtryksløs. Det virker godt nok underligt.

Milimeterpræcision

Men dukkeførerarbejdet er super. Maria Garde, Carl Press og Paul Arne Kring kan bevæge en fiskerdukke i bølgegang eller en glemt madpakke eller en flyver med blinkende haleror, så historien rundt om dukkerne næsten bliver ligegyldig. De kan styre animationsgenstandene med milimeterpræcision, så tilskuerne aldrig er i tvivl om, hvad dukken foretager sig.

Men Jacques Matthiesens iscenesættelse virker mærkeligt abrupt. Tavsheden larmer, og det nøgne, sorte baggrundsstof bliver påfaldende synligt, når sceneskiftene ikke rigtig kommer i gang. I det hele taget er billede og lyd ikke reguleret ordentligt; dukkernes stemmer virker uegale og ude af trit med hinanden – udover at det virker underligt, at kvindereplikker siges af mandestemmer.

Ole Højer Hansens musik er ellers veloplagt fra første scene – jazzet og melodisk. Men så begynder temaerne bare at gentage sig selv, i hvert fald indtil dødens skeletdans får inspireret komponisten til noget digital blipblop-hiphop, som faktisk er det sjoveste.

Tyggegummiboble

Rolf Søborg Hansens scenografi virker umiddelbart meget nøgen. Al fokus er på dukkerne og superenkle rekvisitter, hvilket er godt for vuggestuebørnene, men lidt fantasiløst for de større børn. En bageovn i miniature er nuttet, og en gravsten i granit med hemmelig døråbning er grotesk. Men selv om jeg plejer at være benovet Rolf-fan, så synes jeg faktisk ikke, at disse dukker er synderligt charmerende. Det er svært at se forskel på deres ansigter, og de er ret forgræmmede i deres udtryk. Og hvis det ikke var for cykelpigens små, tjavsede rottehaler, så ville man nærmest ikke kunne se, at hun var en pige.

Hvis forestillingen handlede om noget trist eller problematisk, ville dukkerne matche fint med deres mutte udtryk. Men i en solskinsfortælling om nogle friskfangede fisk og en genoplivet prinsesse, så virker deres surhed faktisk temmelig påstået. Kun en bolledej, der hæver op via en tyggegummiboble, pustede lidt munterhed ind i scenografien.

I mine øjne slingrer ’Cykelturen’ simpelthen for meget – og nogle gange vælter den faktisk omkuld i græsset. Men den er sød og naiv i sine forenklede billeder, og den lokker ungerne til at blive siddende. Børnehaveungerne er tydeligvis den perfekte målgruppe -  ikke mindst til førstedelen, hvor ungerne er optaget af savelyde fra et værksted og synet et træ og en stige.

Men dramatisk uafrystelig? Det er forestillingen altså ikke. Så måske er det meget godt, at pigen bare cykler over til Oskar. 

Af: Anne Middelboe Christensen
Emne:
Luk
Kommentar til anmeldelse - Cykelturen
Din e-mail:
Dit navn:
Din kommentar:
FLERE ANMELDELSER
123456789101112131415161718192021

06-04-2021

26-03-2021

24-03-2021

15-03-2021

09-03-2021

01-02-2021

17-12-2020

14-12-2020

11-12-2020

09-12-2020

07-12-2020

04-12-2020

03-12-2020

01-12-2020

30-11-2020

29-11-2020

28-11-2020

27-11-2020

25-11-2020

24-11-2020

23-11-2020

20-11-2020

16-11-2020

15-11-2020

13-11-2020

09-11-2020

08-11-2020

07-11-2020

03-11-2020

02-11-2020

30-10-2020

26-10-2020

23-10-2020

22-10-2020

21-10-2020

20-10-2020

19-10-2020

17-10-2020

15-10-2020

08-10-2020

Flere anmeldelser