Slagkraftig kvindepower

Først en tilståelse – jeg har ikke set filmen 'The Hunger Games'. Men jeg ved noget om nordisk mytologi og vikinger, der sammen med filmen angiveligt er inspirationen til '7 Runer'.

Det er ikke svært at se. Det kraftfulde udtryk, de rituelle bevægelser og mændenes nøgne overkroppe signalerer klart forestillingens univers. Til gengæld er det knap så tydeligt, hvad forestillingen vil med sit nedslag i en barsk og broget fortid.

'7 Runer'opleves som en række udtryksfulde stemningsbilleder, hvor modsætningerne mellem mænd og kvinder er mest markant. Kvinderne er oplagt de stærkeste. Det er dem, der styrer, når kønnene mødes, og det sker med håndfast brutalitet, når en mand bliver afvist. Måske var vikingekvinder ikke helt så slagkraftige. Men så kan man jo ligesom Richard Wagner ty til mytologien og sende en Brynhilde med sværd på banen.

Sværdet er kun af plastik, og det virker lidt ude af trit med de imponerende voldsomme og velturnerede optrin, der er typiske for koreografiens vitale, udadvendte fortællestil. Til gengæld går plastik fint i tråd med den humor, der også er en vigtig del af forestillingen.    

Nutidig virkelighed

Martin Karlshøj er en kantet knudemand af skræmmende dimensioner, der skjuler sit ansigt bag armenes hurtige parader eller folder sig ud i ensom popping, hvor musklerne synes at leve deres eget imponerende liv. I åbningsscenen tårner han sig stor og mægtig op bag den lille, vildt bøjelige Fiona Houez, der er et enestående graciøst kraftcenter. Ingen trin eller bevægelser ser ud til at volde hende anstrengelser i en akrobatisk dansestil, de færreste ville kunne forløse.

Men alle forestillingens seks dansere gør det strålende og med stor præcision i flot samklang med det enkle, men virkningsfulde lys og en musik-og lydside, der rækker fra øredøvende fræsende mørkt til yndigt fuglekvidder. Selv om sammenhængen udebliver, så medvirker begge dele i høj grad til at give de skiftende stemninger deres eget liv. Bortset fra i slutscenen, hvor de medvirkende på rad og række demonstrerer fortidens klædedragter og håndværk. Det er der ikke meget liv i.

Mest bevægende omend banal er en scene, hvor havets heftige susen og brusen skyller kroppene rundt i bølgerne for til sidst at efterlade dem helt stille. Det gav hverken associationer til vikinger eller mytologi, men til en særdeles nutidig virkelighed.

Det er stærk kost, hvis børn oplever det på samme måde. Men spørgsmålet er, om '7 Runer's visuelle kvaliteter og høje tempo er nok til at fastholde 8-årige. Uden blot en tynd rød fortællende tråd er det tvivlsomt, om de kan hænge på.