Af: Betina Rex

10. juni 2019

Skyggernes sufflør

'Ophelias Skyggeteater' er på alle niveauer en forestilling om at høre til. Og om at høre sammen. I Randers EgnsTeater og Teatret Fair Plays iscenesættelse af Michael Endes bog af samme navn bliver det til et yndigt og poetisk univers af skyggespil med velspillede karakterer, der dog fremstår en smule bedaget.

Fortælleglæden fra Michael Endes univers skinner tydeligt ud af skuespillerne Lisbeth Knopper og Amalie Kirkegaard Kehlet, når de introducerer os for historien om Ophelia i Randers EgnsTeater og Teatret Fair Plays samproduktion, 'Ophelias Skyggeteater'.

Instruktør Robert Parr bruger på fin vis de to kvinders energi og temperament til fra start at skabe en god dynamik i fortælleformen, der forestillingen igennem veksler mellem mere beskrivende sekvenser og egentligt spillede scener. 

Mere fodslæbende står det til med karaktererne fra Endes univers. De hænger lidt fast i noget, der mest af alt minder om 1900-tallets borgerskab, men samtidig gerne vil fremstå universelt. 

Ophelia – pigen med de store skuespillerdrømme, men den alt for lille stemme er, som titlen antyder, forestillingens hovedperson. Den indledningsvise morale synes at være, at hvis ikke man selv har format, eller stemme nok, til at blive skuespiller, så kan man givetvis blive en fortræffelig sufflør. 

Det er i hvert tilfælde, hvad der sker for Ophelia. Hun leger teater, og drømmer om at stå på senen. Måske fordi hendes forældre elsker teatret. Næsten højere end de elsker deres datter, fristes man til at tro. Ophelia kan alle ordene i de lange dramaer, som teatret i byen sætter op. Hendes lille røst er også akkurat stor nok til at skuespillerne på scenen kan høre hende, uden at hun samtidig råber hele auditoriet op. 

At hun ender i sufflørboksen er ikke så underligt med tanke på det artige barn, man forstår hun er. Alt for at høre til der, hvor forældrenes kærlighed bor.

Med tasken fuld af skygger

Men når folk i byen stopper med at interessere sig for at gå i teatret, så er der ikke meget at gøre for suffløren. Så Ophelia, der i mellemtiden er blevet en voksen kvinde og en rigtig Frøken, må finde en anden måde at tjene til dagen og vejen. 

Men snart får hun følgeskab. For i det lukkede teater er hun ikke den eneste, der er blevet overflødig og ikke ved, hvad hun skal stille op med sig selv. En enlig skygge har det på samme måde: 'Jeg holder bare til her, fordi jeg ikke ved, hvor jeg ellers skal gøre af mig selv'.  

Og snart skal det vise sig, at verden er fuld af ensomme skygger, der gerne vil slutte sig til Frøken Ophelia. Som en anden skyggernes Mother Theresa fyldes hendes taske gradvist med alskens skygger. 

Til sidst bliver det for meget for hendes naboer. I deres øjne er Ophelia en særling, der ikke hører til hos dem. Hun bliver derfor tvunget til at forlade sin lejlighed, hvis hun vil beholde sine skygger. 

Modsat sine egne forældre, der fik listet deres datter ind i det teater, de selv elskede, forstår Ophelia, at hendes skygger, og dermed også hende selv, må ud og sammen finde deres fælles tilhørssted. 

Således overladt til den store vide verdens varetægt tager tingene dog snart en glædelig drejning – Ophelias lærer sine skygger at spille teater! Vejen til succes ligger åben. Skyggerne spiller på alle de store teatre – som heldigvis endnu findes andre steder i verden. 

Og Ophelias Skyggeteater er enhver teaterchefs drøm – en succesfuld og spektakulær teatertrup, med et utal of performere, og alverdens titler på repertoiret. Og så kræver de kun en kuffert. I alt! Skyggerne bliver så at sige Ophelias vej tilbage ind i, hvad hun aldrig troede hun igen skulle tilhøre. 

Forestillingens simple skærm-scenografi fungerer ganske fremragende, fordi spillerne forstår at bevæge de mobile skærme elegant og glidende, og lade det ene rum transformere sig til det næste. 

De forskellige skyggespil er decideret smukke. Yndefuldt udført og klogt udtænkt svirrer og suser de mange skygger rundt på de hvide flader. Scenograf Tanja Bovin og lysdesigner Søren Dø har kreeret en fin leg mellem lys og mørke. 

De indlagte sekvenser med projektioner af en stjernehimmel har desværre ikke helt samme visuelle lækkerhed over sig, hvilket er en skam for forestillingens samlede æstetiske udtryk. 

Livets skygge

Succesen på teaterscenerne verden over har dog en pris for Frøken Ophelia. En dag møder hun en skygge, der ikke er som de andre. Det er livets skygge – døden. 'Vil du tage imod mig?' spørger den ydmygt den ældre kvinde, der aldrig i sit liv har sagt nej til en hjemløs skygge. En barmhjertig indstilling, der har beriget hendes liv, og nu også bliver hendes død. For selvfølgelig vil hun tage imod den. Og følge med den. 

Og således går det til at Ophelia nu spiller skyggespil for alle himlens engle og sommetider endda også for Gud. Hendes skyggespil går måske ikke over i den menneskelige historie, men i himmelen nyder de uendelig succes. 

At Micheal Ende har ladet Frøken Ophelias teaterglade forældre skænke hende et navn, der på de skrå brædder associeres med en ung kvinde, som decideret drukner sig selv sammen med sine sorger over den indre og den ydre verdens fortrædeligheder, har næppe betydning for forestillingens unge publikum. 

Men hvordan med den afsluttende saliggørelse, som der her findes i himlen. Optrædende til ære for Gud fader ham selv og alle hans engle. Som et sfærisk ekko af de teaterelskende forældre kan Ophelia og hendes skygger nu endelig og uendeligt begunstiges af den ultimative patriarks milde åsyn. En lige lovlig frelst forsoning. 

'Ophelias skyggeteater' er en velspillet og scenografisk veludført forestilling, men historien om den undseelige og ydmyg Frøken, der kun sætter aftryk i verden gennem sine skygger, fremstår en smule arkaisk. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace :
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
Dansen svier i sjælen som sand i øjnene
Uppercut Danseteater:
'Child'
’Child’ er en original og bevægende danseforestilling af og med den frygtløse danser Mark Philip fra Uppercut Danseteater.
Nuttet dansesatire der svier
Gunilla Lind Danseteater og Blaagaard Teater:
'It’s so cute I’m gonna die'
Gunilla Lind udsætter teenagetilskuerne for et sansebombardement af kunstige batteribevægelser og brutal vold. I nuttethedens tilsyneladende ufarlige univers af lyserød hundehvalpeidyl og dansende catwalk.
Men lyset vender tilbage…
Hvid Støj Sceneproduktion:
'Usynlig'
Med ’Usynlig’ skaber Hvid Støj Sceneproduktion med både alvor og sjov et vigtigt og sårbarhedsfyldt fokus på det at være barn af en psykisk syg mor eller far.