Af: Randi K. Pedersen

19. maj 2011

Skyggebilleder med snubletråde

Svantevit leverer smukke scenebilleder og udtryksfulde dukker, der føres med sikker hånd, men den opdaterede ’Noahs Ark’ er svær at kapere for de små tilskuere.

I forestillingen ’Noahs Ark’ har Dukketeatret Svantevit koblet den bibelske myte om Noahs Ark til nutidens klimaændringer.

Det giver umiddelbart god mening. For uanset om man mener, at det er menneskeskabt eller ej, så er klimaet og dermed kloden under kraftig forandring. Isen ved polerne smelter i rekordfart, tsunamier og oversvømmelser hærger, og biodiversiteten er truet.

Det ved de fleste børn i Danmark godt. Så selv om vi måske ikke ligefrem forventer syndfloder, så kan udsigten til stormfloder af næsten gammeltestamentligt format godt gøre Bibelens beretning relevant i dag.

Den øvelse lykkes kun halvt for Svantevit i forhold til et børnepublikum. Mange børn har før hørt, hvordan Vorherre pålagde Noah at bygge en ark og sørge for arternes overlevelse – ikke mindst den menneskelige. Men der går syv lange og syv brede, før forestillingen når så langt, at i også mindre børn kan genkende historien.

For mærkeligt nok foregår den tildigtede rammehistorie ikke i nutiden, men i 1800-tallet. Hvis man skal dømme efter dukkernes kostumer. Noah råber også ’ohøj!’ som en anden sømand fra sejlskibenes tid.

Den gammeldags tøjstil falder dog fint i hak med fortællerens stivbenede diktion og sære sprogbrug. Til gengæld udgør begge dele unødige, forståelsesmæssige snubletråde for små tilskuere.

Svimlende smukt

De kunne ellers nemt have identificeret sig med barnebarnet, der insisterer på, at der skal handles nu, hvis kloden skal reddes. Hvilket  hans avislæsende bedstefar er med på.

Det manglede også bare, for det er ham selv, der har fortalt historien om Noahs Ark. Noah og hans folk var helte,mener bedstefar. Det skal han og hans barnebarn også være. Om, det skal foregå lige som i myten, er ikke til at vide.

Men visueltsætter Svantevit trumf på med sine svimlende smukke scenebilleder på det lille dukketeater. Vidunderligt udtryksfulde dukker, der føres med sikker hånd og store armbevægelser, blandes med mageløse skyggebilleder af alverdens dyr. Nogle af dem er også skønne og skægge dukker.

Det gælder for eksempel den enorme edderkop, hvis lange, lodne ben giver tilskuerne herligt gysende myrekryb. Sådan føles det også for de allerede frelste om bord i Arken. De synes, at edderkoppen er ækel og prøver at skubbe den udenbords igen. Men den går ikke. Noah – og Vorherre – forlanger, at alle dyr, planter og mennesker skal med.

Det kommer de så. For der er plads nok i den store ark, der som et gevaldigt chok pludselig folder sin enorme stævn ud lige i hovedet på publikum. Der ligger den så og gynger så heftigt op og ned, at man kan blive helt søsyg.

Og børnene, dem kommer der liv i, så snart det første dyr omsider viser sig på scenen.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.
En NEJ-kasse, et sæt englevinger og et modigt hjerte
Teater Hund & Co. & Kunstkollektivet FAMILIEN:
'Hvor går grænsen... hen?'
Teater Hund & Co. har sammen med Kunstkollektivet FAMILIEN skabt en sjov forestilling om at sætte grænser – og om at turde sige NEJ. I en uforudsigelig og børnemunter tekst af Rosa Sand.
Stjerneklart snapshot af unges liv
Teatret st.tv:
'Natten er lavet af glas'
Med afsæt i virkeligheden sætter Teatret st. tv lys på teenagelivets mørkeste sider.
Ensomhed under luppen
Teater O & Limfjordsteatret:
'Hvor tog Robin hen'
Der er mange sider af ensomhed i den tematisk mættede forestilling ’Hvor tog Robin hen’ af Teater O og Limfjordsteatret, men budskabet er tydeligt, og både manuskriptet, iscenesættelsen og skuespillet er underholdende i detektivhistorien
Ækvilibristisk linedans og atypisk lagenleg
GLiMT Amager & DYNAMO Workspace:
'Det sidste måltid'
Med akrobatik, dans, musik, humor og gastronomiske godter går ’Det sidste måltid’ direkte i kroppen på publikum, som en skøn påmindelse om livets svære strabadser og mange muligheder.
For meget Odysseus og for lidt demens
Teater Fluks:
'Når sirenerne kalder'
Teater Fluks sigter højt med ’Når sirenerne kalder', men blander for mange ingredienser sammen i deres publikums-inddragende sensoriske teaterinstallation.
Vellykket ungdomsforestilling om at dele sine hemmeligheder
Teatret Masken:
'Kan du holde på en hemmelighed?'
Teatret Maskens ’Kan du holde på en hemmelighed?’ lugter svært af kampagne og folkeoplysning, men intentionerne er gode, og forestillingen som helhed er moderne, mytisk og meningsfuld.