Der er spillopper i titlen. Den kalder sjove billeder og fine forventninger frem. For hvorfor er Jensen fræk? Hvad er det, han kan og gør? Er han stor og hvor stor er han, når nu han kobles sammen med Lille Stille Frede? Er han – Lille Stille Frede altså – et musestille lille my? Hvor lille er han egentligt? På størrelse med en teske eller en tånegl? Og er han fredelig nu han hedder Frede? Eller er det bare noget, man kommer til at forestille sig?
Desværre blegner billederne brat, når selve Det Lille Verdens Teater går i gang med forestillingen, som i øvrigt er en dramatisering af Thomas Windings historie (af samme navn). Forestillingen er ganske enkelt usammenhængende og rodet. På mange måder og 'tangenter'. Desværre.
Man må gerne blive lukket langsomt ind i en forestillings univers. Med anelser, pirringer og spørgsmålstegn. Men den er gal, når scenen – som her – nærmest bliver mørklagt og to kedeldragtklædte skuespillere rumsterer rundt og samler skrald op i en lille indkøbsvogn, uden at vi rigtigt bliver udstyret med noget, som gør, at vi fatter interesse for spillet.
De to kedeldragtklædte kvinder gør lidt. De trykker 'Ding dong' på indkøbsvognens påmonterede ringeklokke, når de kaster 'fangst' op i kurven. Og de småtoppes lidt undervejs, når de begge fatter interesse for det samme skrammel. Max Bering spiller kyndigt klarinet. Og vi er blevet budt velkommen og får at vide, hvilken historie vi skal høre.
Men det er ikke nok til at få os til at rulle antennerne ud. Tværtimod bredte der sig blandt publikum en stemning af skuffelse og 'se nu at komme i gang'. Introscenen viser sig at være en rammehistorie, som ikke fungerer. Hverken her eller som finale.
Animation i klemme
Indmaden, hoveddelen, dramatiseringen af Windings fortælling, fungerer desværre heller ikke. Historien er iscenesat som en dukkeanimationsfortælling i et lille grønt bakket landskab. Med et lille hus på toppen og en masse skrot for bunden af bakken.
Vi er på den egn, hvor Frække Jensen bor og regerer. Vi ser ham køre ting og sager op til huset i sin bil og ser ham smide det ned over skrænten. Vi ser Lille Stille Frede dukke frem mellem alt affaldet som en metalkonservesdåsesammensat fyr. En ledfyldt fyr, der hitter på og tryller ting og sager frem af alt det Frække Jensen har kasseret.
Problemet er bare at de tre medvirkende fysisk fylder alt for meget i scenebilledet. Når objektanimation er valgt som form, skal der også være mulighed for, at dette spil får fokus.
Herudover er Max Bering en glimrende komponist og musiker, men det er en fejldisponering fra Hans Nørregaards side som iscenesætter at sætte Bering til også at optræde som fortæller. Måske kan det fungere under bedre udfoldelsesvilkår. Men ikke sådan som denne forestilling er skruet sammen.
Og som det tredje og ganske afgørende får vi slet ikke i de sceniske handlinger det indtryk af Frække Jensen, som vi bliver fortalt via teksten: At han er en herlig mand, der gør lige hvad der passer ham. Vi bliver nok med skyggespil vist, at han tager brusebad hele dagen eller spiser pølser hele dagen, hvis det er det, han har lyst til. Og spillerne træder frem med nytårshatte og truthorn, når vi hører, at Frække Jensen leger nytårsaften midt om sommeren, hvis han lyster.
Ikke glæde og fest
Men i stedet for at skabe morskab og interesse omkring figuren Frække Jensen falder systemet med først at fortælle og derpå vise tungt og efterhånden også forudsigeligt ud.
Når Lille Stille Frede dukker frem af skrotbunkerne, opstår der tilsvarende heller ikke den magi, når han fremtryller ting, som teksten tilskriver. Spillerne fortæller, at Lille Stille Frede er god mod børn og dyr, hænger små dukke(børns) figurer op på landskabsscenografien, stiller forskellige små bondegårdsdyr rundt omkring, lader blomster og frugttræer voksne op, og bygger en vindmølle, der giver strøm til en line med små kulørte lamper.
Men der opstår ikke rigtigt den glæde og fest, som historien påstår. Forestillingen sætter gang i en masse ting, men i længden bliver måden hvorpå forudsigelig og fokus virker fægtende og spredt. Forestillingen fylder på og på, skyder scener ind – en hund og en and bag tv-rammer, orme som spadserer omkring på bakken, lyde og musik skabes ved at rytme på affald og rykke aviser i strimler.
Men forestillingen samler sig ikke og dens objektanimationer suger ikke fokus til sig. Så når det til slut om skramlet, der kan blive til så meget fantasifuldt lyder. 'Og der er mere hvor det kommer fra', så begejstres vi ikke. Det gibber ikke i os for at se mere. Desværre.
